Jeg kiggede sukkende ned på mit armbåndsur for tiende gang. "Hvordan kunne fire timer gå så langsomt", spurgte jeg mig selv? Måske var det fordi de drenge blev ved med at kigge hen på mig. Jeg satte de sidste varme stykker franskbrød hen på disken og gik hen for at tørre bordene af. Lige pludselig ud af de blå så jeg ham stå i lokalet og mit hjerte stod næsten stille. Lauge! Der gik en million tanker igennem mit hoved, mine fødder var næsten som cement - limet til gulvet og måtte jeg måtte slæbe mig selv over til chefen. Da jeg endelig kom op i kassen til, hvor min chef stod, havde han ingen opgaver jeg skulle lave, så jeg var tvunget til at gå tilbage til cafebordene og fortsætte med at tørre dem af. "Der har vi så Carla" råbte en af hans venner. Lauge prøvede at smile forsigtigt til mig, imens han proppede kage i munden , men presset var alt for meget for mig. Jeg var så forvirret over situationen, at det eneste der kom var et flabet og koldt svar "virkelig".
Mit hoved gjorde næsten ondt på grund af alle de tanker om ham. Lauge og hans venner havde siddet på cafeen i to timer og jeg skulle selvfølgelig servicere dem. De havde medvilje spildt kage, så jeg skulle gå derover og tørre op og oven i købet havde de bestilt mad til ti mennesker, selv om de kun var tre. Det var en ren pinsel for mig, men samtidigt vidste jeg allerede der, at jeg savnede at snakke med ham. Jeg havde altid kunnet snakke med ham om alt, den eneste jeg nogensinde havde kunnet det med. Lauge havde prøvet så småt at komme i kontakt med mig, men jeg ignorerede det fuldstændigt.
Vinter er den mest deprimerende årstid - jeg sad i vindueskarmen hjemme på mit værelse og kiggede ud i mørket. Vintermånederne flød bare sammen i en stor grå masse. "Hverdagen er bare blevet til den samme gamle rutine" tænkte jeg og sukkede. Da lyste min Iphone pludseligt op! Normalt når jeg sad dybt i mine tanker, ville jeg bare lade mobilen blinke som den ville, men denne gang var det andeledes for der stod Lauge på displayet. Jeg tænkte ikke klart, da jeg tog mobilen op for jeg havde lovet mig selv aldrig at ville snakke til ham igen. Det var som om mit hjerte ville gøre alt for dette opkald mens mit hoved havde lyst til at kaste mobilen lang væk.
Klokken viste nu 20:03, vi havde lige snakket i 3 timer. Minderne fra dengang kom allerede i flashbacks tilbage til mig. Den måde han drillede mig på, den måde jeg kunne snakke med ham om alting mellem himmel og jord. Jeg prøvede virkelig at sige nej, da han spurgte, om han måtte komme over, men det eneste mine læber ville tillade mig at sige var "Det kan da godt være".
Samtalen sluttede og Lauge ville kommer over om lidt. Jeg forstod ikke hvorfor jeg var gået med til det. Han havde sin måde at charme sig ind på mig på som ingen andre kunne. Måske var det fordi jeg savnede at snakke med en på den måde? Det hele virkede bare så ægte og rigtigt præcis som dengang, selvom det dog kun var en telefonsamtale.
Lige fra han kom ind af døren snakkede og grinede vi som om vi havde været bedstevenner siden vi var små.
Vi havde glemt alt om tiden og uret viste pludselig 03.15. "Må jeg ikke sove her, jeg tror ikke min mor vil blive særlig glad hvis jeg kom hjem nu", sagde han forsigtigt. "Snedig, snedig, snedig" tænkte jeg men hans selskab var jo så rart. Jeg drillede ham ved at svare "nej" men kom til at smile for hurtigt så han regnede det ud.
Det endte så i en dramatisk brydekamp hvis man kunne kalde det det. Han hadede, når jeg var flabet imod ham, men det var ligesom også en del af leget. Han sad pludselig oven på mine ben, så jeg ikke kunne rykke mig - hans faste greb om mine hænder gjorde, at jeg var fuldstændig fanget. Jeg lyttede til sangen der spillede i baggrunden, og kunne mærke at han kiggede bedrøvet på mig. Den sang hørte vi meget dengang, så den betød en del for os begge. Han fjernede forsigtigt sit faste greb om mine hænder og dernæst holdt han om mit hoved. Jeg nåede kun at kigge ham i øjnene i to sekunder før han kyssede mig.
Efter al den optakt og spænding havde jeg forventet et sug i maven eller en glad boblende følelse komme frem - men der var ingenting. Nu hvor jeg sad der og tænkte mig om havde jeg aldrig haft det før - jeg havde aldrig haft følelser for ham, faktisk ingen. Jeg havde altid opført mig og snakket med ham som en ven, så hvorfor blev de overhovedet til mere dengang?
Jeg strakte armene ud og kørte den derefter igennem hans sorte hår. Formiddagslyset kom ind af vinduet og vi vågnede stille op. Jeg beundrede stille hans ualmindelige smukke ansigt - hans gylden brune, helt glatte hud, med de markerede kindben og kæber. Lauge puttede sig ind til mig og kyssede mig blidt på kinden. Da jeg pludselig kiggede ind i de dybe grønne øjne forstod jeg først at han var her. Jeg følte at i går havde været en latterlig drøm eller måske i realiteten et mareridt - det havde jeg ikke selv styr på endnu. "Godmorgen" sagde han med en hæs morgenstemme.
Sådan en lille handling kunne ødelægge det ellers så gode humør jeg var i nu. Ligesom alle andre drenge trak han hurtigt den hvide dyne af sig og for op. Han tog sit tøj på og gik ud af døren med et klart men alligevel forsigtig vink for at signalere - at han er ikke klar til nogen form af binding. Jeg kastede mig på sengen og begravede mit hoved ned i puden Hvis bare vi ikke havde kysset...
Jeg lagde det sidste neglelak, da en sms tikkede ind på mobilen. Annika havde skrevet og jeg blev glad indeni. Hun var den dejligste pige nogensinde, der var bare noget specielt over hende. Frode - min irriterende lillebror - afbrød mine tanker da han brasede ind på mit værelse og udbrød højt "Hvor er min fjernbetjening Carla"? "Frode! du burde kigge efter den selv i stedet for altid spørge andre hele tiden". Frode smilede kækt og løb over og tog min "Årgh" sukkede jeg og læste derefter min sms fra Annika.
"Carla skat du er meget sød, så tænkte at du vil tage min vodka med til festen i aften"
Jeg havde glædet mig så meget til den fest hos Annika i aften. Det var præcis det jeg havde behov for lige nu - en udvej fra alting og oven i købet skulle jeg se Annika nu.
Der var fuld gang i festen, da jeg ankom. Jeg havde været hjemme hos Annika før og deres hus var stort, men på grund af alle de fulde mennesker blev huset meget mindre. Jeg klemte mig igennem mængden for at prøve at finde nogle jeg kendte. "Endelig kom du" udbrød en lys stemme i baggrunden, jeg vidste allerede godt at det var Annika - så jeg vendte mig om og smilede bredt. Da hun trak mig ind til et lang kram duftede hun af Marc Jacobs parfumen, det var lige som hendes helt specielle duft. Vi gik over og lavede nogle drinks, drak og grinede. Alting stod stille når det bare var mig og hende. Hun lagde hendes hånd på mit lår og aede blidt, derefter tog jeg hendes hånd og vi flettede fingre i smug.
Efter de mange drinks med Annika var vi blevet godt fulde og det slørrede for mine øjne. Jeg kunne ikke gå ordentlig på mine ben og jeg faldt ned på det klistrede gulv, Annika grinede som aldrig før og hendes boblende grin fik mig til at grine med.
Pludselig løb Annika ind i mængden af de glade fest mennesker for at danse, jeg rejste mig op og beundrede hende - hun var nok noget af det smukkeste jeg havde set. Det lange tykke mørkebrune hår, de store bambi brune øjne og store fyldige læber. Jeg drejede ansigtet, da jeg kunne mærke et åndedrag på min hals. Lauge tog rundt om mig med et fangegreb og jeg kunne se skuffelsen i Annikas blik. "Hej skat" sagde han så.
Jeg synes næsten det var komisk at han troede at jeg ville ham. Han kendte mig jo egentlig slet ikke så godt som jeg troede - hvis han havde vidste han det. Jeg kiggede bare koldt på ham, vred mig ud af hans greb og løb hen imod Annika. Det første jeg mærkede, da jeg nåede hen til hende var et par varme bløde hænder om det bagerste af min hals, så trak hun mig hurtigt ind til sig og kyssede mig langsomt og inderligt. I det øjeblik følte jeg suget i maven, en masse sommerfugle der fløj rundt i maven på mig - noget jeg aldrig ville føle med Lauge eller nogen som helst anden dreng.