En søndag morgen kl. 5 arriverede en sælunge på ejendommens høfde. Den lå og hvilede sig og nød morgensolen, mens bølgernes lette rullen mod kysten dyssede den i søvn.
Rygtet om dens ankomst nåede forbløffende hurtigt rundt i samtlige lejligheder. Alle ville se og nyde synet af den lille bedårende babysæl med de store øjne og skæve smil. Børn i klapvogne og ældre med rollatorer fandt vej.
Kameraerne snurrede på mobiltelefonerne og den lille sælunge blev distribueret ud til mange afkroge af landet. Det var ikke alle, som var opmærksomme på kameraets zoom-funktion, så de førte det op i hovedet på den undrende sælunge. Havkajakker blev sat i vandet, så den lille gråsæl også kunne fotograferes fra søsiden.
Da den første storm havde lagt sig, lagde den sig med et suk på stenen og faldt atter i søvn. Lufferne baskede engang i mellem, og i de vågne øjeblikke kradsede den sig på maven eller hoppede lidt hen ad stranden. Den blev navngivet Nunnu, hvilket er grønlandsk og betyder Yndig Lille Pige.
Sælungen forholdt sig rimelig stille, men hver lille bevægelse blev kommenteret af vågende personer. Der blev afholdt frokost- og kaffearrangementer på strandbænken, som befandt sig 10 meter fra Nunnu, mens snakken gik.
Efterhånden som dagen gik på hæld, begyndte man at bekymres over, hvor moderen var henne? Tanken om at den nok ikke ønskede at ankomme midt i den tilspidsede trængsel, strejfede slet ikke spørgerne.
Ved solnedgang steg bekymringen. Var Nunnu syg? Forladt? Blevet væk? Nu lå hun i strandkanten. Var hun døende? Hvem skulle i så fald fjerne hende? Dramatikken voksede i takt med det hæsblæsende flow af spørgsmål. Bedre blev det ikke, da Nunnu var udstyret med et veludviklet sovehjerte. I vågen tilstand fejlede energien ikke noget, og hun tog sig en svømmetur i ny og næ eller hoppede frem og tilbage på stranden.
Da ingen havde set moderen ankomme, var bekymringen vokset sig ind i skyerne, mens mørket sænkede sig. Alle satte deres lid til, at Nunnu ville være væk næste morgen ved daggry.
Det var hun ikke! Hun lå der endnu og sov sødeligt. En strejfende kat fik hende dog vækket, og hun tog flugten ud i vandet. Da faren var drevet over, hoppede hun på land igen.
Beboernes bekymring nærmede sig nu panik. Der blev krævet, at man ringede til Dyrenes Værn. Naturstyrelsen. Sælariet i Esbjerg. Politi, Brandvæsen og Falck. Rådene var mange og de flød ud fra altanerne som en springflod. Flere af løsningsmodellerne havde Verden aldrig hørt om før.
Stemningen kogte, og Operation Nunnu havde nu skiftet til 5. gear.
Ikke overraskende anbefalede diverse fagfolk, at man lod sælen være.
Et sørgeoptog satte kursen mod høfden, mens smerten over at lade naturen gå sin gang rasede i folk.
Imellem tiden var Nunnu forduftet. Væk! Afhentet af mor. Det var som om, at opkaldet til Dyrenes Værn havde været for meget for sælerne.
Ude på vandet så man Nunnu og hendes mor vende sig om, og kigge med store, undrende øjne på hoben derinde.
Mon ikke også sæler gør sig nogle sælsomme tanker?