Bertil blev konfirmeret i 1945.
Selskabslokalerne befandt sig i et ydmygt sommerhus i nærheden af Kongelunden og fungerede som helårsbolig for ham og hans omfangsrige familie. Ressourcerne var knappe og stadig rationerede. Dette udgjorde dog ikke noget problem for familien Jönsson. Deres skånske bondefamilie ernærede sig som svineavlere i udkanten af Eslöv og var garanter for, at forsyningerne var dækket rigeligt ind over de mange dage, festen måtte vare.
Pladsen var trang indendørs, men det lykkedes med lidt opfindsomhed at dække op til 20 personer ved at bære det meste af stuens inventar over i hønsehuset, og dække det nødtørftigt til med et par gamle sække.
Hønsene nød gavn af de nye udfordringer, og hoppede op på standuret og den gamle dragkiste, mens hanen spankulerede rundt på gavlen af børnenes udtræksseng.
Nabokonen, fru Blom, var indkaldt som kogekone sammen med genboen, fru Jensen.
Begge var vant til at tage fat, men mængden af leveret kød, fik dem til at tabe pusten. Johan og "liten Karlsson" havde leveret, hvad der svarede til 3/4 gris i god foderstand.
Der skulle tilberedes festmiddag i stor skala, og i køkkenet blev der sydet og braset. Al disponibelt afsætningsplads blev udnyttet. De medbragte surströmninger stod i syltekrukker og udsendte en særegen aroma.
De sanitære forhold havde man forberedt i baghaven. Her var anskaffet en stor, brugt olietønde, der skulle bestiges via en stige. For at sikre lidt privatliv, var der opsat et gangbræt med stativ og en spiralsnor, hvorpå der vajede et sæt rødternede gardiner. Bag solbærbuskene var gravet et hul, idet træk og slip ikke var en del af sortimentet.
På selve dagen, havde pastor Hartvigsens tynde, knirkende stemme fået flere af de hærdebrede skånske bønder til at tage sig en ikke helt lydløs blund under prædiken. "Liten Karlsson" var vågnet med et spjæt og råbt "Amen!" på et særdeles upassende tidspunkt.
Nu vendte selskabet hjem fra kirken medbringende en vældig appetit.
Bertil pakkede sine gaver ud, som bl.a. bestod af en pibe, en hjemmesnittet penneholder og en lettere brugt salmebog. Han takkede, og alle satte sig til bords.
Her sad de bænket de næste tre dage, kun afbrudt af lidt søvn samt aftræde på naturens vegne.
Stemningen var høj, og da der ikke var mangel på hjemmebrændt skånsk akvavit, sørgede disse klare dråber for at opretholde lystigheden.
"Liten Karlsson" havde slingrende forladt bordet for at foretage aftræde på olietønden, men umiddelbart efter stod han iført en fyrrehestes brandert og meddelte på snøvlende halvdansk: "Nu simmar den över!"
Modvilligt rejste otte af de største karle sig fra den svenske landskinke for at bugsere olietønden over til solbærbuskene. Deres gang var vaklende, og det gik ikke helt som planlagt, idet tøndens plimsollermærke for længst var overskredet.
Sko og festtøj led voldsomt overlast. De otte karle krængede sokker, jakkesæt, skjorte og knækflipper af sig, og hver blev de overhældt med et par spande brøndvand midt på gårdspladsen, mens den brune sæbe gik på omgang.
Hverdagstøjet blev fundet frem, og herefter indtog de atter deres pladser ved spisebordet. Oplevelsen havde givet Kalle og "liten Karlsson" en skærpet trang til surströmning.
Bertil var ikke hjemme, idet han dagen efter konfirmationen var taget på fisketur til Strøby Egede med en kammerat. Han ville nemlig gerne vente lidt med at komme helt ind i de voksnes rækker, havde han meddelt.