Eigil kan spille keyboard. Hold da op, hvor kan han dog fyre den af på tangenterne. Wamp, swing, kapow! Hvor er han god og vidunderlig, når han sidder dér og brillerer med sit krøllede hår, spøjse grimasser og fedtede briller. Det kniber dog lidt med at være god til de andre ting i skolen. Ja, faktisk de fleste andre ting. For at være helt ærlig må vi indse, at han ikke dur til alt det, man egentlig skal være god til i skolen ifølge kloge folk, som netop har gået meget i skole. Bogstaverne vender spejlvendt i hovedet på ham, tallene hopper rundt på papiret og numsen kan altså bare ikke sidde stille. Men hvor kan han dog spille keyboard. Det ene fede lydbillede efter det andet toner frem, når han først går i gang. Det er magisk. Rock and roll. Jazz. Filmmusik. Wamp, swing, kapow! Hits på hits. Eigil er et hit. Bare kun bag sit keyboard. Det er ikke til at forstå, hvor al den musik kommer fra. Det er ikke til at fatte, hvor god han er. Ham der altid får ballade for dit og dat. Ham der ikke kan sidde stille og nærmest hele tiden laver ged i den. Men hvor er han sej, hver gang han går amok med musikken. Det er så smukt og godt. Så fredfyldt og magisk. Jøsses, hvor han spiller fint. Desværre er der altså bare ikke så meget andet, der er så fint omkring Eigils skolegang. Slet ikke.
Skolelederen, lærere, pædagoger, støttelærere, psykologer og andre kloge skolefolk hiver sig i håret. Hvorfor er det kun ved keyboardet barnet fungerer? Eigils forældre er selvfølgelig også fortvivlet. De har ikke noget keyboard derhjemme. De ved ikke, hvor det der med musikken og magien kommer fra. De er stolte af det - bevares. Men er jo absolut ikke stolt af alt det andet. Hvad skal de voksne gøre? Det er trods alt vigtigere at kunne sidde stille i klasselokalet, regne, skrive og stave end at kunne spille finurlige melodier og toner på et keyboard to timer om ugen, mener de. Eigil spiller bare videre. Han synes, at det er det vigtigste. Det er alt det andet, som ikke er vigtigt. Hvorfor sidde stille på en stol i klassen og kigge på dumme tal og bogstaver, når man kan spille musik? Leve sig ind i denne fortryllende verden? Sidde og hygge sig med det?
Det er ikke nemt at være forældre og kloge skolefolk. Det er jo ikke logisk. Hvorfor kan han sidde helt stille i musiklokalet foran sit elskede keyboard og lave fortryllende koncerter, når han hænger i gardinerne og laver grimasser og ballade resten af ugen? Han er simpelthen ikke til at styre. Kun hver fredag mellem 10 til 12 til musik. Det går jo ikke, prøver skolelederen at sige da alle, for ved gud hvilken gang, er samlet i det store, brune mødelokale. Alle er der. Alle. Undtagen Eigil. Han sidder udenfor og drømmer om sit elskede keyboard. Om de magiske lyde og melodier. Om roen. Om freden i hovedet når fingrene bevæger sig stille hen over de levende tangenter. Sikke en saglighed. Sikke en symfoni.
Eigil ved godt, at der er møde. Møde om ham og uden ham. Han ved godt, at de ikke ved, hvad de skal stille op. Ved godt at alle er så bedrøvet og frustreret. Men nu får han en idé. En lys idé. Han løber ned ad gangen, finder pedellen, får låst op til musiklokalet, henter skolens bedste keyboard og sætter det op lige foran det store, brune mødelokale på kontoret. Han blinker til den rare sekretær og siger: schyyy.
Hun har fra sin pind set meget mærkeligt gennem tiderne, så et keyboard på kontoret kan som sådan ikke slå hende ud. Hun smiler til Eigil.
Døren til mødelokalet er lukket, og der er helt stille derinde. Der sidder mindst ti voksne mennesker bag døren, men ingen af dem siger noget. Så tænder Eigil stille sit keyboard. Taster numre og lyde ind og venter. Venter til det helt rigtige øjeblik. Han tæller til fire og slår de første toner an, alt imens han åbner døren til det store, brune lokale. Melodien er så fin og ren; så omfavnende og glad at de måbende voksne ikke farer op, men i stedet bare sidder helt paf. Helt målløse og studerer den unge mand bag keyboardet. Eigil. Ham de har talt og skrevet så meget om, men aldrig lyttet til. Det slår flere af dem, at de egentlig aldrig har set eller hørt på drengen. Set det liv i øjnene når han spiller. Hørt de vidunderlige melodier når hænderne danser over de magiske tangenter. En efter en begynder at smile og sænke skuldrene. Sikke en koncert. Det er så uvirkeligt. Så fantastisk. Så smukt.
Og så lige pludselig. Midt i den vildeste symfoni stopper Eigil med at spille. Han kigger op og får øjenkontakt med de kloge hoveder rundt om det store, brune bord. Så siger han endelig:
I ved ikke, hvad I skal stille op med mig. I snakker og snakker og holder det ene møde efter det andet. Flere og flere såkaldte eksperter prøver dit og dat. Men sandheden er, at I ikke ved noget om mig eller musik for den sags skyld. Men det gør jeg. Og det eneste jeg vil og kan, det er at spille keyboard. Derhjemme og i skolen. Hele tiden. Dag ud og dag ind. Alt andet siger mig ganske enkelt ikke noget. Så nu skal I høre min løsning på problemet "Eigil". Jeg skal have et keyboard. Et stort, sejt et som dette her. Jeg vil spille på det hele tiden. Derhjemme, i timerne og i frikvartererne. Lave mit skolearbejde på det. Lave lektier på det. Det kan sagtens lade sig gøre. Giv mig nogle hørebøffer så jeg ikke forstyrrer jer andre. Giv mig hvilken som helst skoleopgave, så vil jeg løse den via dette magiske instrument. Den lille tabel, Søren & Mette eller engelske gloser. Alt kan lade sig gøre. For husk! Der er musik i alt. Alt er musik.
Så trykker Eigil på ny på nogle knapper og symfonien fortsætter ud i verden. Han blinker til den rare sekretær, som blinker tilbage til den seje, unge mand. Der bliver ikke sagt et eneste ord mere i Eigilsagen. Der afholdes ikke et eneste møde om problembarnet i det store, brune mødelokale. Men der spilles musik. For Søren da, hvor der spilles musik. Eigil bliver sådan et dygtigt og fantastisk barn - også uden for musiklokalet. For knægten får sit elskede keyboard.