Det var en sort jakke med to store lommer, og egentlig lignede den så mange andre jakker. Ja faktisk lignede den en helt ordinær, sort jakke. Men alligevel var der noget ved den, som gjorde at den ikke var ligesom hendes mors, venindes, kærestes, eller for den sags skyld kærestes søsters jakke, som til forveksling lignede hendes. Åbnede man jakken, viste sig en lille inderlomme, men den blev brugt så sjældent, at hun i de tilfælde hun brugte den, ikke kunne finde ud af, hvor hun havde gjort af de ting, som var blevet lagt i den. Hun kunne altså tirsdag morgen lægge en læbepomade i den her lille og helt bestemt ubetydelige inderlomme - i stedet for den vante højre lomme - for så at finde den fredag aften på vej til håndbold efter en god del søgen, i alle andre kroge end jakkens inderlomme. Det faktum, at hun så de øvrige dage imellem, havde rendt rundt og ledt efter den skide læbepomade, kunne irritere hende noget så gevaldigt. Specielt i vinterhalvåret, hvor hendes læber mest af alt lignede indtørrede mudderflager, ja selvfølgelig med en lidt mere menneskelig nuance end brun, men lignede i hvert fald slet ikke de fugtige, sorbetagtige Angelina Jolie læber, hun egentlig foretrak. Ikke at de gjorde det om sommeren, men det var jo nu engang også en helt anden sag.

Nogle gange tænkte hun over, hvordan det ville være hvis hun nu havde en lyseblå, psykolog-lilla eller for den sags skyld grøn- og rødstribet jakke. Hun tænkte også over, hvilken katastrofe det ville være, hvis hun ikke havde sin elskede venstre lomme i denne fremmede, anden jakke. Hvad skulle hun så gøre af de ting, som hun egentlig ikke havde brug for i jakken længere? Skulle hun så bare blande gammelt slikpapir, knækkede hårelastikker og propper hun ikke vidste, hvor hørte til, med hendes husnøgler, cykelnøgler og hvad der ellers befandt sig i hendes højre lomme? Det ville ikke være godt. For at sige det mildt, ville det slet, slet ikke hænge sammen. Hun kunne lige se det for sig; måske stod hun uden foran husdøren for at låse op og komme ind i varmen, måske skulle hun kurere de famøse mudderflager, der sad syd for næsen, ja hvem ved, om det var noget helt tredje? I hvert fald noget der medvirkede, at hun skulle føre sin højre hånd ned i et virvar af indtryk - skarpe og stikkende spidser, runde og bløde cirkler og noget sidste hun bestemt ikke kunne identificere, selvom hun sikkert selv havde valgt, at det var der, det skulle ned. Med sådan en jakke vidste hun, at missionen om at komme ind i huset ville blive tilsidesat, i tilfælde af at hendes fingerspidser strejfede en rund, blød cirkel i stedet for den skarpe, stikkende, spidse husnøgle. En gang imellem kunne hun endda finde på at sætte sig og udføre intet, når der - lige som hun skulle til at påbegynde eftersøgningen af den billige, forsvundne netto-læbepomade - poppede noget der lignede 387 opgaver ind i hendes indre, højst sandsynligt lettere defekte styresystem, som var blevet udviklet uden en mulig 'cancel' knap. Hun mente selv, at hun var blevet leveret med en demo-version installeret, men hun havde endnu ikke modtaget den opgradering, som alle andre rendte rundt med, hvilket hun ikke rigtig kunne se en mening med. Så der var hun jo så med et mindretal af muligheder, og valgte altså af erfaring at den læbepomade, som havde gemt sig bag spidser og cirkler og skygger, bare skulle minimeres til proceslinjen sammen med de 387 øvrige pop-ups.

Den havde lidt en tendens, til at stramme den jakke. Slet ikke fordi den var for lille, hun havde faktisk været ude og prøve den gentagne gange (mod hendes- og i samarbejde med hendes mors vilje), sådan at hun kunne bekræfte, at det virkelig var den jakke, hun skulle have. Men den strammede altså alligevel. En lille smule når hun skulle kramme andre, eller røre med venstre hånd på højre skulder, og højre hånd på venstre skulder på samme tid. Det kunne godt være, at det ikke var noget, hun gjorde så tit, men hun gjorde det en gang imellem, hvis hun skulle vise nogen, at jakken sad lidt stramt. Hendes mor og hende havde købt den på tilbud, og de sagde ikke i butikken, hvorfor den var sat ned, men hun mente nu engang at den var blevet produceret med en fabrikationsfejl, for der var også et knaphul, hvor der ikke skulle være. Hvis hun havde en sweater inden under, så strammede den sådan rigtigt. Der var mange der mente, at det da var lækkert med sådan en rød og ulden sag fra farmor. Sådan en, hvor der endda var et hvidt hjerte lige ved venstre brystkasse, som hendes farmor havde tænkt, skulle symbolisere ung og uskyldig kærlighed, men det var bare en tanke, farmoren havde haft, mens hun sad alene foran pejsen i den falmede trægyngestol. Nå, men hun var da også glad for sweateren fra farmor, der var slet ikke noget der, og hun synes da også, at det var helt fint, at andre synes, det var rart, at have under jakken, hvis det blev alt for koldt udenfor. Hun brød sig bare ikke selv om det, det var absolut kun til gene, at sweateren skulle sidde og kradse og stramme og gøre, at hun kun kunne bevæge sig, som var hun i gips.

Sveden på hendes lidt for lyserødt-kulørte pande, der skyldtes anstrengelse ud over det sædvanlige, føltes isnende i den dagsgamle, gennemåndede og tilosede januar luft. Hun så sjov ud, som hun kom prustende, med skridt, som skulle skynde sig af helvedes til, men samtidig skulle passe på, at de ikke skvattede i noget sjap, eller lavede en - ikke helt planlagt - baglæns saltomortale på en tilfrosset vandpyt. Hun var ti minutter forinden kommet hjem fra skole, hvor hun havde sparket støvlerne af i entréen, selvom hendes mor bad hende om at stille dem ind til siden, og ligeså let og elefant som en professionel svømmer, dykket ind i sofaen, med jakken på skal det lige siges. Hendes læber skreg på hjælp, så hun begyndte sin famøse eftersøgning - først højre lomme, men der kunne hun ikke finde læbepomaden. Så prøvede hun venstre, hvis nu den ved en fejl var blevet lagt derover, men til stor forundring var den heller ikke at finde der. Til sidst prøvede hun inderlommen, og minsandten om den ikke lå og hyggede sig der - men ikke alene. Hun fik fat i et lille stykke papir, som hun hejste op fra lommen. Vil du hente Amalie fra skole d. 14/1? Vh Betina :-). Og så kørte filmen. Sidste torsdag. Hun havde smidt sig på sofaen. Jakken på. Støvlerne i gangen, så tilfældigt som de blev smidt. Sedlen på terrassedøren. Sedlen i hendes hænder - Vil du hente Amalie fra skole d. 14/1? Vh Betina :-). Mobiltelefonen i hendes hænder. Betina, der med sin overskudsagtige stemme konkluderede, at "så var det en aftale", ja hun kunne næsten høre smilet gennem telefonen. Men så sikker som hun havde været på, at hun havde lagt sedlen ned i højre lomme, sådan at hun ville huske, at hun skulle hente Amalie fra skole d. 14/1, når hun tog hånden derned efter læbepomaden eller husnøglerne, så lidt lå sedlen altså i den skide højre lomme. Så var det altså ud i gangen igen, og på med skoene og så ellers afsted.

Der var så mange ting, hun gerne ville se, så mange ting hun gerne ville gøre og så forfærdeligt mange ting hun gerne ville opnå, og selvom jakken var fantastisk dejlig varm at have på, når hun den tirsdag morgen i vinterferien satte sig på en bænk, med kig ud over de nysne-belagte marker, som glinsede i den spæde morgensol, med en åben tegneblok med papir, der så blåt ud i kontrast til sneen, og lod hendes tanker sive ned, som former og blyantsstrøg på papiret, med håbet om, en dag at blive noget stort, og at kunne formidle alle hendes følelser og tanker ud i et eneste kunstværk, som ville røre folk, som kunne relatere til det, havde hun alligevel allermest lyst til at bytte den ud med hendes mors eller hendes venindes eller hendes kærestes eller for den sags skyld hendes kærestes søsters jakke, som jo til forveksling lignede hendes. Hun havde bare lyst til at sætte sig ud i den klare tirsdag morgen uden jakke på, for nogle gange føltes det bare nemmere, men det kunne jo ikke lade sig gøre, hun ville bare gå hen og blive forkølet, og det mente hun bestemt ikke, at hendes mor ville synes om.

Jakken var fra mærket Vita, og hun mente, der engang var nogen, der havde fortalt hende, at det var latin for et-eller-andet-volapyk, det kunne vel også være ligegyldigt. Det var en størrelse small, de havde faktisk kun den ene tilbage i butikken, om det var heldigt eller hvad det nu var, kunne hun ikke rigtig gøre op med sig selv. Hendes mor havde ment, at det var et tilbud man skulle slå ned på, for der var jo så mange fordele ved den jakke. Men hvad med alle ulemperne? Dem var der jo ikke nogen, der havde fortalt hende om.