"Hej Carsten! " Hun kom gående hen over plænen mod mig, alene, uden gulddrengen, kun hende selv, kun Linda, glat og blød. Jeg fumlede med nøglen og tabte den, så den røg ind under BMW én. Jeg fik sved på panden, sådan en slags, der ikke rigtig kommer frem, men bare ligger under huden og varmer og gør en nevøs, som til en fremlæggelse, hvor man pludselig glemmer hvad man skal sige, eller når man laver noget dumt og er meget tæt på at blive opdaget, det var jeg nu.
Hun var kommet helt hen til mig nu, hun stod bag mig med hendes taske, sikkert på vej hjem. "Hvad laver du?" Jeg holdte stift blikket fast på den grå asfalt og havde mest lyst til at skrige hende op i ansigtet, hvad hun lavede med den dumme gulddreng, men jeg var nødt til at finde nøglerne nu, for ellers kunne jeg ikke komme hjem inden klokken otte og få min livret, boller i karry, mon Linda også havde en livret?
"Du må undskylde, at jeg kan ikke spille i dag, min far arrangerede en træning med Kristian, han mener at det er godt for mig. " Jeg fandt nøglen og rejste mig op. Jeg kunne se at hendes øjne havde fundet ridsen i hendes fars bil og jeg håbede at hun kiggede på dækkapslerne i stedet, men jeg var ligeglad, for jeg tænkte kun på Gulddrengen og Linda, Linda og gulddrengen, som åbenbart hed Kristian. "Kan du godt li' ham!? " Jeg skreg det næsten og kom vist også til at spytte lidt imens, en rigtig taber var jeg. Ordene røg lige ud af munden på mig, for jeg var nødt til at vide det, lige nu og ikke imens jeg sad og spiste boller i karry, men lige nu og lige her, længere kunne jeg ikke vente. Hun kiggede på mig med store øjne og gemte pludselig alt hendes blødhed væk.
Hun var stille og så overrasket, men stadig alvorlig, ud. Nu, når jeg var så godt i gang, med at kvaje mig, kunne jeg lige så godt få det gjort færdigt. "Jeg har ridset jeres bil." Noget begyndte at boble inden i hende og et stort smil, som udviklede sig til en latter brød voldsomt frem. Hun dumpede tasken ned på asfalten og jeg så hende grine mere end nogen anden har gjort før. "Undskyld." Jeg ved ikke hvad jeg sagde det for. Jeg var i det hele taget ret forvirret. Hun stod jo der foran mig og grinede, som hvis hun havde hørt en vittighed, eller set en lille uskyldig hundehvalp snuble over sin madskål.
Hun havde ingen grunde til at være glad, derimod! Jeg havde ridset hendes fars bil og alt hun gjorde, var at boble inden i og tabe tasker på asfalten. "Er du slet ikke sur? " "Nej, men det bliver min far nok, når han ser at du er blevet klippet" Hvorfor skulle hendes far blive sur over det, var det så grimt?
Der var ikke rigtig noget ved hende, som jeg forstod lige nu, måske var jeg også bare for dum til det. "Jah, kan du li' det? " Det grinede hun også af. "Selvfølgelig kan jeg det, dit fjols! -vent her." hun løb tilbage til gulddrengen og hendes far, som sikkert var ved at diskutere tennistaktikker, finanskriser eller de bedste ketsjergribs, man kunne købe, for det gør sådan nogle, diskuterer om meget vigtige ting, mens de står og svinger med deres ketcher, ligesom tunge sværd, som kun få privilegerede får lov at bruge.
Linda kom tilbage med to ketsjere og et net fuld af bolde. "Kom vi går over på de andre baner og spiller." Linda snuppede nøglen ud af mine svedige hænder, sprang hen til cyklen og låste den op.
Linda sad bag på min cykel med det store net og de to ketsjere stikkende ud til højre og venstre. Solen var ved at gå ned og den lidt sommervarme brise, gjorde at Lindas blonde hår kildrede mig i nakken. Nu var jeg gulddrengen og Linda kunne lide mit nye hår. Vi spillede og Linda skød den ene bøde bold efter den anden, hvor jeg gang på gang skød dem i alle andre verdenshjørner end jeg skulle.
Hun grinede og jeg svedte, alt var som det plejede, Linda og mig, mig og Linda. Solen var næsten gået ned og Linda begyndte at fryse, så vi satte os hen på en bænk og jeg lagde min hættetrøje, som jeg havde købt, i en genbrugsbutik for 72,5 krone, sidste år, over hende.
Jeg tror at jeg var lykkelig, Linda til højre og vores net med ketsjere og bolde til venstre. "Hvad er dit navn egentlig?" Linda havde kaldt mig Carsten foran hendes far, men nu ville hun vide hvad jeg rigtigt hed. Linda ville kende mig! Da jeg skulle til at svare, bøjede Linda sig ind imod mig. Jeg lukkede øjnene og spidsede munden lidt og ventede spændt.
Det var nu, her på en bænk sent om aftenen, omgivet af tusinde hektarer golfbane, at Linda ville give mig et kys, næsten som i de film, der altid ender lykkeligt på en bænk ved solnedgang. En raslen i nettet til venstre for mig fik mig til at åbne øjnene på klem.
"Jeg lægger lige de sidste bolde i nettet." Hun strækte hendes krop ind over mig, forbi mig, mens hun bandt nettet sammen igen...
Det var okay, vi spillede jo tennis i dag og jeg kan næsten ikke vente til næste gang, hvor jeg får lov at sidde med Linda og et boldnet til venstre for mig...