Lørdagen bød på en guidet tur med en naturvejleder. Historie og botanik var fællesnævneren for dem, der havde videbegærlighed om lokalområdet.
På en annonceret lokalisation befandt sig to naturvejledere iklædt khakifarvet tøj, vandresko og en t-shirt, hvorpå der stod: Danmarks Naturfredningsforening. Klokken nærmede sig 13, og tilsyneladende havde det meste af oplandet samt fjerne øsamfund besluttet sig for at få en eftermiddag med berigende indhold. Personerne nærmere sig efterhånden et betænkeligt antal. Biler blev ved med at ankomme på P-pladsen, og deres indhold væltede ud. Med og uden hunde. Folk ankom på cykler med sjove cykelhjelme. Vandrelaug med kvinder 70+ med stave til at booste fremdriften på bakkerne. Alle stod de og trippede.
Vores nabo var også ankommet i selskab med Vimmer. Sidstnævnte er en terrier, som bor længere nede ad vejen. Vimmer var venligst udlånt af ejeren, så han kunne at få sig en solid luftetur. Vimmer er en sød hund, men uden nævneværdig opdragelse. Den snapper maden ud af hånden på folk, så man skal tælle fingrene bagefter. Han gøer til stor irritation for de andre beboere, og han letter efter sigende ben på altanen, så det drypper ned på underboens grill-anretning med sous vide oksemørbrad og tandori krydrede Samsø kartofler. Det har givet Vimmer et blakket ry. Oveni nærer han en ubændig afsky for andre hanhunde.
Skæbnen ville, at der faktisk ikke var andet end hanhunde med på dagens vandring. Bl.a. en gigantisk Sanktberhard der hed Ib. Allerede før selskabet satte sig i bevægelse forsøgte Vimmer at æde Ib i én mundfuld, hvilket viste sig at være en zoologisk umulighed. Ib tog ingen notits af den lille hystade, og sad blot solidt plantet på bagdelen og gispede af varme, mens mundvigene gav efter for det overskydende savl.
Der blev givet signal til start, og hoben satte sig i bevægelse. Allerede efter 15 meter stod det klart, at man måtte splitte op, hvis der overhovedet skulle være chance for at høre, hvad der blev fortalt af de to vejledere. Det ene hold gik med Jørgen - det andet (mit) med Arne.
Det startede fint. Arne hev en smørblomstlignende tingest op fra skovbunden og fortalte, at det var en Svaleurt med gul saft i stænglen. Kollegaen, Jørgen, stod 20 meter længere fremme og docerede. Forsamlingen var ikke lige til at overhale. Derfor trådte Arne vande ved at slå ud med armene og pege ud over græsinfernoet, der havde dækket et pænt areal. Han flåede det ene strå op efter det andet, som for det utrænede øje så nøjagtig ens ud. Men det var det ikke. Han var leveringsdygtig i hundegræs, rajgræs, hvene, rørgræs og en enkelt flyvehavre. Jørgen rørte sig ikke ud af stedet med sit opbud før der var gået 10 min., og vi var efterhånden ved at køre sure i udsigten til, at Arne ville gennemgå hele planterigets 10.000 græsarter.
Jørgen fortsatte med sit følge, hvorefter Arne røg hen på Jørgens forladte gebet. Han samlede en buket blomster op, der netop var plukket til undervisningsbrug. Desværre måtte Arne indrømme, at han ikke var helt skarp på, hvad de hed, men kønne var de da!
I mellemtiden forsøgte Vimmer sig atter med at sætte gebisset i Ib under højlydte gurglerier, hvilket skabte lidt furore.
Vi skyndte os væk fra den fatale buket, der ikke lod sig artsbestemme, og skråede ned mod skoven. Jørgen var forsvundet, hvilket gjorde Arne noget utryg.
Vi blev undervist i Femtunge og Desmerurt. Sidstnævnte hev han op fra skovbundens fugtighed med et rask tag. Med den fulgte en myggesværm på ikke så få individer. I løbet af 2 minutter måtte Arne og selskabet taget flugten. Især folk iført shorts og bluser med spaghettistropper udviste en imponerende duelighed, hvad angik spurt. Stavgængerne 70+ brugte redskaberne som roterende helikopterblade over deres hoveder. Vi andre fulgte efter i hastigt trav med Arne i spidsen sammen med sin Desmerurt. Vel ude på en luftig lysning kunne alle snappe efter vejret og få lidt at vide om denne plante med krybende jordstængel.
Arne kiggede panisk efter Jørgen, men han var og blev forsvundet.
Vi nåede frem til mindestenen ved ladebygningen. Den var opført i 1875. Selskabet slog ring, og fyldte hele cykelstien. Det lykkedes Arne at kalde bygherren ved forkert navn, på trods af det stod hugget i granit. Forfjamsket opgav han at gengive historien om den navnkundige bygning efter fri hukommelse, og fremdrog i stedet for et manuskript fra bunden af Fjällräven. Det viste sig hurtigt, at han var ilde stedt uden briller. Ned og dykke igen. Han fremdrog et etui, som gik i baglås. Efter nogle minutters lirken med svedige hænder, fik han låget brækket op og brillerne påmonteret. Imens snerrede Vimmer igen af Ib, som var totalt uberørt. Den havde sat sig med sine 70 kilo midt på cykelstien uden at lade sig flytte.
Arne ventede på Jørgen, som ikke dukkede op, men var forsvundet ind mellem skovens 100 forskelligartede buske og træer.
Panikken greb Arne og på opfordring fra selskabet, der stod og fyldte op på cykelstien, mente vi, at det måske ville være en god idé at komme videre.
Vi passerede forbi sjove planter, Arne ikke kunne huske navnene på. Men det kunne sognepræsten, som var én af gæsterne. Vores naturvejleders jævnlige "Dette er en ... øøøøhhh...?" LIDEN SNEGLEBÆLG! lød det fra kirkens mand. Arne nikkede taknemmeligt. Lidt efter var den gal igen - BENVED! oplyste Ibs mor. Arne nikkede taknemmeligt hver gang forskellige i selskabet oplyste ham om, hvad det var han havde plukket, mens navnet ikke ville komme til ham.
Ude på den bakkede græsmark, kastede Arne sig pludselig for mine fødder. I skræk for at jeg havde sendt ham misvisende signaler, hoppede jeg sidelæns, og fik derved trådt på en mand med sandaler og svamp på neglene. Arne derimod sansede ikke optrinnet, men oplyste os om, at han havde fundet en meget sjælden plante. Hvor heldig kan et menneske være? I den fortættede stemning begyndte Vimmer at hoste, hvilket ikke gik stille af. Hunden hentede fortsat lyde op fra sit indre og påkaldte sig atter en del opmærksomhed.
Imens lå Arne med sin spidse, unævnelige i vejret, og holdt nænsomt om klenodiet uden at plukke! Men hurtigt gik det op for ham, at der blot var en ganske almindelig bellis, og vi fortsatte vandringen efter at Vimmer fik hostet færdig.
Den forventelige ramsløgsrute kom vi ikke forbi. Da jeg spurgte til flere bygninger, der lå i området, kunne han desværre ikke svare mig på det, hvilket han undskyldte med et jaget blik.
Myggene havde en fest, mens selskabet fortsatte gennem hegn og krat.
Til sidst fandt vi Jørgens selskab. Her befandt sig en gravhund, der uheldigvis viste sig at være en hanhund. Det gav Vimmer røde øjne. De gurglende lyde blev doblet op, idet gravhunden - modsat Ib - ikke havde tænkt sig at lade sig overfalde uden videre. Totter af pels fløj gennem luften mellem myg og gåseurt.
Da jeg kom hjem, spurgte min mand mig, om jeg havde haft en god og minderig tur. Hertil kunne jeg med stor overbevisning svare ja!