Vores genboer og gode lystfiskervenner, Karin og Flemming, er grebet af fangstfeberen. Begge par har vi joller liggende på stranden, og én af sommerens store fornøjelser er at sejle ud på fjorden med hvert vores toptunede grej og hemmelige fiduser. Men deres iver overstiger dog langt vores energiniveau, og dagen kan for deres vedkommende snildt rumme 6-8 timer på bølgen blå. De er ikke kræsne med vejr, vind og temperaturer. Hverken i de tidlige forårsmåneder eller på kogende varme sommerdage.

Konkurrencen er benhård. Hvem fanger den største hornfisk? Eller den første makrel? Hvem kan præstere at fange en havørred?

I dag lå vandet blik. Ikke en vind rørte sig, men i horisonten byggede mørke skyer sig op, og Storebælt forsvandt i regnbyger ude i det fjerne. Vi syntes, det var lidt dristigt, at de sejlede ud, idet tordenen rumlede i det fjerne. Men de gassede motoren op og forsvandt rundt om pynten.
Her fik de øje på en større makrelstime og kastede deres pilke med lokkende agn ind i midten af gildet. Men ingen makreller ejede lysten til at bide på. Flemming blev febrilsk og lænede sig ud over rælingen med den unævnelige i vejret, mens han lavede hektiske graveøvelser midt i stimen med fiskenettet. Hele armen forsvandt under vandoverfladen, mens han udførte skovleprocessen. Men ej heller det, havde han held med. Fiskene lod sig ikke indfange i de overdådige bundter, han havde set for sig, og i stedet foretog de nogle imponerende og magiske undvigemanøvre.

Ikke uventet åbnede den vrede himmel sine sluser og øsede med gavmild hånd en punkteret tordencelle ud over landskabet.
Vi hørte derfor atter Flemmings motor runde pynten for hjemadgående. Denne gang i et accelererende tempo der nær havde sendt den pressede motor til tælling. Da de nåede i land, lød der et tordenskrald, som fik krystalglas og trommehinder til at hyle i smertefulde frekvenser. Himmel og hav stod i et. Våde som dykænder småløb de tilbage til lejligheden, der er placeret lige ud foran bådpladsen.

Da regnen stilnede af, kunne både vi, Flemming og Karin betragte, hvordan makrellerne hoppede og dansede fornøjede i overfladen og piskede vandet op lige ude foran vinduerne. Cirkler med muntre fisk vred sig og underholdt, mens lystfiskerparret krængede det gennemblødte tøj af sig. De glinsende fisk fortsatte deres sejrsdans og roterede synkront frem og tilbage i overfladen og svævede i et næsten poetisk valsetempo.

Da solen atter kom frem, tog Karin og Flemming af sted igen. Fiskestængerne med de rette blink var på plads, og adrenalinen rullede i deres årer.
Men nu var fiskene imidlertid danset væk i andre retninger.
Tre timer senere måtte Karin og Flemming derfor slukøret nøjes med en enkelt skællet halefinne, der var blevet til overs i agnspanden.

Hvem ved, måske har de kolde fisk alligevel en lun humor?