Mens efterårsregnen slog taktfast på ruden, og forvandlede udsynet til fossende floder, fandt jeg håndarbejdet frem. En lille badge, der forestillede en fodbold, skulle sætte prikken over i'et på værket, som var tiltænkt det yngste barnebarn.

Her i byen er sy forretningen desværre lukket, og derfor indkøbte jeg den beskedne ordre på nettet. Forretningen ligger på Fyn, og som sådan taler vi ikke om en fjerntliggende vejrstation på Sydpolen med ringe kontakt til omverdenen.

Varen blev afsendt samme dag, hvilket forretningen var så venlig at meddele mig.

Jeg ventede... og ventede... på ankomsten, så jeg kunne færdiggøre mit lille projekt. Jeg var mig helt bevidst om, at forsendelsen næppe ville ankomme med fragtmand i en flyttekasse på størrelse med et middelstort redskabsrum.

Dagene gik, og det gjorde ugerne såmænd også. Men endelig... i går ankom pakken! Et venligt postbud ringede på døren og spurgte forsigtigt:
- Var jeg var rette modtager af pakken?
- Øh ... Ja...!?
- Havde jeg på noget tidspunkt sendt den retur?
- NEJ!?... tværtimod! Jeg havde ventet som et rastløst barn, der længselsfuldt venter på julens komme.
- Hm! Ja... fordi han kunne se på en påklistret mærkat, at pakken havde været en tur omkring Nordsverige.

Se! Det forklarer jo unægtelig de høje posttakster hos PostNord. Brevet havde tilbagelagt en rejse på 2 x 1.700 km fra Fyn til Haparanda i Norrbotten län og tilbage igen, fremfor de sølle 110 km fra Fyn og til min brevkasse.

Men hva'! Så tænkte jeg: Giv dog forsendelsen en rejse og en storslået oplevelse. Der er råd til det med de posttakster, vi betaler.