Jeg har arvet mine forældres kinesiske gulvvase. Den repræsenterer ikke nogen stor værdi. Den er ej heller speciel smuk eller trendy. Men den har en historie! Og dermed har den affektionsværdi for mig.

Min bedstefar sejlede i 15 år bl.a. på Hong Kong med Østasiatisk Kompagnis store containerskibe. Vi skal tilbage til slutningen af 1950'erne, da han vendte hjem til Danmark med vasen. Den var tiltænkt mine forældre. Problemet var blot, at vi boede i Canada på det tidspunkt.

Ved tilfældighedernes spil skulle en bekendt, mine bedsteforældre havde på det tidspunkt, til USA. Hun hed Olga. Mine forældre og hun kendte ikke hinanden, og på det tidspunkt var det ikke almindeligt at rejse oversøisk, så hendes rejse var noget, man talte om i vide kredse.

Olga og vi skulle på sommerferie til New York i samme uge. Hun sagde frisk og frejdigt, at hun gerne ville tage vasen med derover.

Nuvel, chancen for at løbe ind i hinanden var begrænset. Især da vi ikke anede, hvordan hun så ud, og der var ikke en plan, hvor man kunne mødes "under uret". Kommunikationen var begrænset på det tidspunkt. Mine forældre fik at vide pr. telegram, at Olga var på vej, og ville ankomme med en vase, som hun ville aflevere på Hittegodskontoret i New York! Petitesser om størrelse. Farve og udseende beflittede man sig ikke med at meddele. Muligheden for at sende telegram tilbage og aftale mødested var dermed forpasset, idet hun var taget af sted.

Olga rejste med gulvvasen på skødet hele vejen fra Kastrup til New York - med enkelte mellemlandinger på et par militærbaser undervejs.

Som man nok kan tænke sig, så endte det ikke godt på den tur. Hun afleverede ganske vist vasen på et Hittegodskontor, men da New York er noget større end Ølstykke, så fandtes der mere end ét Hittegodskontor i byen.
Mine forældre brugte en del tid af deres sommerferie på at zig-zagge rundt i New York for at opsøge Hittegodskontorer og spørge efter en indleveret vase. På standardspørgsmål om størrelse, farve og udseende måtte de melde pas!
Sommerferien sluttede med, at vi vendte tilbage til Canada uden vase.

Vi skulle frem til en bidende kold januardag, hvor temperaturen ramte -25 grader og Lake Ontario lå og dampede i kulden, idet den aldrig fryser pga. strømforholdene. Det ringede på døren, og udenfor stod en postmand med en trækasse på størrelse med et bornholmerur! Afsenderen var et Hittegodskontor på Manhattan. Hvordan de nogensinde fandt frem til os, forbliver en dyb uigennemtrængelig gåde.

Men dér var den! 42 cm høj og berejst på flere kontinenter!

Da vi flyttede tilbage til Danmark, blev den nænsomt pakket ned mellem uldtøj og emballeret efter alle kunstens regler inden den blev skibet af til Danmark med resten af inventaret.

Den har efterfølgende taget bolig i tre danske byer, hvor den nu står i et passende hjørne i vores stue og minder om en vanvittig historie.

Men...! Intet er sikkert her i livet. Slet ikke for en gulvvase!

Det ringede på døren, og ind kom vores 75-årige nabo fra næste opgang. Hofteopereret 2 uger forinden og medbringende 3 stk. nybagte æbletærter, et sæt albuekrykker samt et omfattende korpus. Hendes søn har med stor ærgrelse set, hvordan hun kan ombringe alt sprødt materiale. Samtlige antikviteter i hendes hjem er klinket.

Hun kom ind i stuen. Satte sig tungt med sine to krykker. Lænede dem op ad spisestuestolen, men fortrød placeringen da de begyndte at hælde sidelæns.

Det var her hun fik øje på vasen! Med et lykkeligt smil antog hun, at den ene og alene var bragt til verden i egenskab af krykkebeholder. Til min store rædsel masede hun først én krykke ned i den og dernæst den anden. ¾ ragede op over vasen, hvor den buede albuestøtte og håndgrebene dramatisk ændrede tyngdepunktet, idet vasen har en lille diameter i bunden. "Dér står de rigtig godt!" konstaterede hun tilfreds og kastede sig over æbletærten. Enhver dekorativ virkning med min mors dunhammere og hvide, udsprungne bomuldsgrene i smukt arrangement, konfliktede unægtelig ved synet af Hjælpemiddelcentralens udlånte effekter.

Vi kiggede med flakkende øjne på de deponerede hjælpemidler og bad til, at vasen ikke væltede. Da hun skulle gå, sprang jeg beredvilligt op som en nævenyttig idiot og lirkede krykkerne forsigtigt op fra dybet og rakte hende dem. Muligheden for at hun blot ville rage de ufikse krykker sideværts til sig var overhængende, således at vasen i resten af dens levetid, ville stå i forkrøblet stand og ligne et luftfoto af en motorvejsudfletning takket være japansk superlim.

Nu er taktikken, at når hun ringer på næste gang, så bliver vasen fjernet for hendes åsyn inden hun bliver lukket ind.

Den har trods alt været meget igennem.