Når du lukker dine øjne og rejser til Drømmeland i din søde søvn, kommer du med garanti til en stor skov ved navn Drømmeskoven. Midt i den store skov står der et prægtigt egetræ og knejser med dets enorme, grønne hat, der er lavet af de mange tusinde blade og som sagte vugger fra side til side i vinden. Egetræet huser mange af Drømmeskovens dyr; her bor blandt andet Mor-Egern med de frække trillinger Vips, Vups og Vaps nede i stueetagen og på en gren på førstesalen, har den unge, musikalske musvit netop fundet sig godt til rette. Og så er der selvfølgelig de mange insekter såsom sommerfuglelarverne, der hænger ned fra de tynde kviste i deres små pupper og bare venter på at blive forvandlet til farvestrålende sommerfugle, samt den gnavne græshoppe, som hidsigt spiller bas på sine ben. Men øverst i det prægtige egetræ - i hullet lige under den grønne bladhat - bor de to ugler Uffe og Unni. De er søskende og har altid holdt sammen. Uffe og Unni holder konstant øje med træet og dets beboere og sørger for, at det hele er, som det skal være. Det har de gjort, så længe som dyrene nu kan huske med deres bittesmå hjerner.

Men selvom søskendeparret er der til at holde øje og både kan holde de fire øjne åbne i uendeligt lang tid, samt dreje hovederne hele vejen rundt, så er alting alligevel ikke helt, som det skal være. For til trods for at de aldrig siger andet end "uh-huu!", så er Uffe og Unni mægtig triste. De er så kede af, at begge deres fjerdragter har en kedelig gråbrun nuance, når nu egetræets andre beboere har så farvestrålende klæder. Hver dag når de holder vagt, småkigger Uffe og Unni misundeligt på deres naboer; de drømmer om at kunne eje den buskede, røde hale der som en raket fiser hurtigt frem og tilbage, når Mor-Egern prøver at holde styr på sine tre, ustyrlige unger og de ønsker inderligt, at de - ligesom den musikalske musvit - kunne eje et solgyldent bryst, der ville hoppe op og ned, når det pustede de smukke melodier ud. Jaloux skæver de hen på sommerfuglelarvernes pupper, hver gang de braser og fortryllende sommerfugle springer ud i alverdens farver, som er de fyrværkeri, samt hen på den gnavne græshoppe, der trods sin larm og sin hidsighed ejer den mest fantastiske, lysegrønne kappe, de længe har set. Hverken Uffe eller Unni siger aldrig deres ønsker højt - faktisk siger de kun "uh-huu!" en eller to gange om dagen og sidder ellers bare helt tavse.

Men en dag kan Uffe ikke holde det ud mere og siger til sin søster: "Jeg vil så gerne være lige så farvestrålende, som alle vores venner er. Prøv at tænk, kære søster, på hvor fantastisk det måtte være, at sidde her helt øverst i egetræet og være indsvøbt i fjer i alverdens farver!" Unni udstøder sin sædvanlige tuden, der skal fortælle resten af træets dyr om, at alt er, som det nu skal være, efterfulgt af en ivrig nikkende bevægelse med sit lille, gråbrune hoved: "Jovist kære bror, jovist ville det være dét. Vi har jo allerede den bedste plads i træet, så hvorfor ikke også klæder, som passer til?" Uffe puster sig op, så alle hans fjer stritter ud til siderne, ryster sig en enkelt gang og blæser så luften ud igen med næbet. "Jeg ved det ikke, Unni. Men jeg er enig med dig: en fugl der har så vigtig en opgave, som vi har, der skal sidde her hele dagen og holde et vågent øje med alt og alle, burde have nogle fantastiske dragter at gøre det i!" Unni nikker endnu engang, hvorefter hun lukker sine øjne og giver sig til at dagdrømme om alle de farver, hun kender.

I mellemtiden står de tre, frække egern-trillinger Vips, Vups og Vaps nede på jorden for foden af egetræet og lytter til alt, hvad Uffe og Unni siger. Selvom det ikke er særlig pænt at snage i andres samtaler, så er de nogle nysgerrige, små egern, der elsker at følge med i alt hvad der sker omkring dem. Så da de hører udkigsuglerne i toppen af træet sidde og diskutere de farvede klæder, standser de brat op i deres leg og spidser deres - i forvejen - meget, meget spidse ører og giver sig først til at lytte og dernæst til bare at stirre på hinanden; Vips på Vups, Vups på Vaps og Vaps på Vips. "Hørte I dét? Hørte I dét! Udkigsuglerne er utilfredse!" hvisker den yngste af tvillingerne, Vaps og stirrer med store øjne på sine to søskende. De nikker alle ivrigt og mimrer af ophidselse med deres små, sorte snuder. "Det er nu synd," siger Vips og ser helt trist ud. "Men forståeligt med sådan en kedelig farve fjerdragt!" slutter Vups, i mens hun lykkeligt krammer sin egen, røde hale. Pludseligt går der et lys op for den yngste Vaps og hun siger hastigt: "Jeg får en idé!" Hun skynder sig at hviske den i øret til både Vips og Vups og idéen får dem alle tre til at hoppe og danse af iver.

Derefter går de straks i gang; de piler op af egetræets massive stamme og lige forbi deres mor, der skælder og smælder og prøver forgæves at trække dem ned til sig, ved at hive dem i halerne. De springer badut hele vejen op til den unge, musikalske musvit, der sidder helt yderst på sin gren på førstesalen og øver sin nyeste vise for tredje gang i træk. Forsigtigt prikker Vips ham på den ene vinge og siger så: "Undskyld Hr. Musvit, at vi sådan forstyrrer Deres skønne sangtime, men vi ville bare høre, om De har nogle røde og blå trælus, som vi må få?" Vips peger dernæst på sig selv og sine søskende. Irriteret over at blive forstyrret, holder musvitten op med at synge og ser undrende på trillingerne. Endeligt svarer han kløgtigt: "Og jeg ellers som gik og troede, at egern spiste nødder - og ikke trælus?" Vips ser ned i jorden og giver sig til at køre nervøst rundt i cirkler med den ene fod. "Det... Gør vi heller ikke. Spiser trælus mener jeg - nødder elsker vi! Men øh... Vi skal bruge dem alligevel. Altså, jeg mener, hvis ikke De skal selvfølgelig!" Musvitten hæver sit maskeklædte hoved og svarer så - nu meget knottent: "Jeg ligger kun inde med røde trælus, så desværre er jeg vist ikke den rette..." "Jamen det gør ikke spor! Hvis vi bare må tage nogle få stykker, så skal vi nok finde de blå andet steds!" afbryder Vips ivrigt. Musvitten tænker længe over trillingernes ønske, blæser sit gule brystparti op og siger så med rungende stemme: "Meget vel. I kan tage en potefuld røde trælus hver. Men ikke så meget som én lus mere - det er jo mit nødlager! Og gå så med jer - jeg skal have øvet sangen færdig inden solnedgang!" Vips, Vups og Vaps gør for første gang præcist det, som de får besked på; de tager alle tre præcist én potefuld røde trælus og ikke så meget som én lus mere. Da de har gjort det, bukker de hastigt for den unge, musikalske musvit, der dog har vendt ryggen til dem og igen er gået i gang med sin sang.

Lynhurtigt piler trillingerne ned af stammen og ned til den gnavne græshoppe, der er i gang med at file løs på sine ben for at spille et nyt basnummer. Nu stiller Vups sig op og ser spørgende på bassisten. Til sidst siger hun: "Undskyld Hr. Græshoppe, at vi sådan forstyrrer Deres smukke musiktime, men vi ville bare høre, om De har nogle blå trælus, som vi må få?" I modsætning til den unge, musikalske musvit, standser den gnavne græshoppe ikke sin musik, men bevæger bare benene endnu hurtigere og siger uvenligt: "I har jo allerede poterne fulde af røde trælus, så hvad skal I dog med de blå? Grådige, små bæster..." Hvis Vips var nervøs over musvittens svar, så er det intet imod hvad Vups nu er. Hun skælver helt ud til haletippen, synker en enkelt gang og svarer så: "Jo, men... Det er vigtigt for os, at vi har begge farver. Vi skal nemlig bruge dem til et projekt, forstår du..." Dette svar hjælper ikke spor og den gnavne græshoppe gør bare endnu mere modstand: "Jeg bruger de blå trælus til en salve, der skal lindre mit ømme bentøj efter en hård dag fyldt med mine basnumre. Så ikke-nikke-nej om der kan være tale om, at I skal have dem!" Vups ser nu vældig betuttet ud og spørger så næsten hviskende: "Kom nu, Hr. Græshoppe. Vær nu sød. Bare en lillebitte potefuld? Vi lover, at vi ikke tager dem alle sammen!" Den gnavne græshoppe stopper langt om længe med at spille bas på sine ben og ser vurderende på de tre, små egern-trillinger. Til sidst siger han: "Godt. GODT! I kan tage én potefuld blå trælus hver og gud nåde og trøste jer, hvis I nupper så meget som én eneste lillebitte trælus mere end det. Og pil så af med jer - I forstyrrer min koncentration!" Vips, Vups og Vaps takker ham mange gange og skynder sig så at tage nogle blå trælus med den anden pote.

Med poter fulde af lus begiver de sig ned til en af de tynde kviste, som hænger lige over jordbunden og sætter sig foran en revnet puppe. Den yngste, Vaps, banker besværet på puppen med en fyldt pote og spørger så - skræmt af sine søstres oplevelser - meget forsigtigt: "Undskyld Frk. Sommerfuglelarve, at vi sådan forstyrrer Deres skønhedssøvn, men vi ville bare høre, om De har noget vand, som vi må få?" Til sin store lettelse opdager Vaps, at sommerfuglelarven er langt venligere end både den musikalske musvit og den grønne græshoppe. Hun blinker en enkelt gang og kigger så roligt på trillingerne. "Jovist har jeg det, I kære små pelskugler. Jovist har jeg det... Faktisk kommer I lige i rette tid, eftersom den frygtelige regnskylle vi havde i nat, nær havde druknet mig - ak og ve. Hele min puppe er fyldt til randen med det klareste vand. Dét må I gerne få. Et øjeblik..." og så gaber hun en enkelt gang, strækker sig søvnigt og ud af puppen flyver en stor, smuk sommerfugl med orangefarvede vinger, der er spættet af sorte prikker. Hun tager fat i sin gamle puppe, der nu kun indeholder regnvandet og ser på Vaps: "Hvor skal I hen?" Trillingerne peger alle på jorden og sammen hopper de ned fra kvisten. Sommerfuglen sætter puppen ned ved siden af dem, ønsker dem held og lykke med deres projekt og flyver så ud i Drømmeskoven.

Egern-trillingerne lægger også trælusene ned på jorden; de røde i én bunke og de blå i én anden. Så går Vups ind i deres hule og finder to af deres mors bedste valnøddeskaller frem; dem hun bruger til at lave mad i. Så lægger hun først de røde trælus op i den ene skal, finder en lille sten og giver sig til at knuse lusenes røde skjold med stenen. Da de er blevet malet til fint, rødt pulver, hælder Vups en smule af vandet fra puppen ned i skallen og rører rundt med poten. Poten bliver mere rød, end hvad den er i forvejen og Vups ligner pludseligt én, der har fået skadet sin pote.

Da Vips og Vaps ser, hvordan Vups gør, giver de sig sammen i kast med at knuse de blå trælus i den anden valnøddeskal. Og snart står de tre frække trillinger med to skaller fyldt med rødt og blåt maling. "Perfekt!" siger Vaps, da de er færdige og stirrer ned i skallerne. "Kom, lad os få dem op til uglerne!" "Nej vent lidt," siger Vips pludseligt. "Der mangler noget." Hun smutter hurtigt væk og kommer tilbage med et kæmpemæssigt skræppeblad. "Sådan," siger hun og binder det fast om halsen som en superheltekappe. "Hvad skal du bruge det til, Vips?" spørger Vups og giver sig til at hjælpe Vaps med at bære de to valnøddeskaller op af træstammen. "Det får I at se," siger Vips bare og giver sig til at hjælpe med skallerne. Da de er nået helt op under træets grønne hat og op til udkigsuglerne, Uffe og Unnis hul, sidder søskendeparret stadigvæk med lukkede øjne og dagdrømmer om alle de smukke farver, som de kender til og som de brændende ønsker sig. Først da Vups rømmer sig og Vaps forsigtigt siger: "Øh, undskyld, men må vi lige forstyrre jer i et lillebitte øjeblik?" åbner de det ene øje på klem og kommer tilbage til virkeligheden. "Hvad vil I?" spørger Uffe. "Ja, hvad pokker vil I nu? Jeg har hørt jer pile rundt på træet hele dagen!" vrisser Unni. "Jo, vi kunne ikke undgå at høre, hvad I talte om..." begynder Vips. "...Så vi tænkte, om vi ikke kunne hjælpe jer..." fortsætter Vups. "...Med at male jeres fjerdragter med rød og blå maling!" afslutter Vaps glad. "Se!" Hun viser dem de to valnøddeskaller med den tykke røde og blå maling i. "Hvad I alverden er dét?" spørger Uffe. "Ja, hvad er det dog for noget snask I har dér?" spørger Unni bagefter. "Maling!" svarer trillingerne lykkeligt i kor. "Lavet på knuste røde- og blå trælus og regnvandet fra en af sommerfuglenes pupper. Så nu kan I få farvestrålende fjerdragter!" De rækker skallerne hen til udkigsuglerne og ser forventningsfuldt på dem. "Sludder," siger Uffe. "Sikke noget vås!" siger Unni. "Gå hjem med jer, rollinger - det er over jeres sengetid," siger Uffe bestemt. "Og tag jeres snask med jer, når I går!" følger Unni efter.

Vips tager slukøret den ene skål i poterne og Vups den anden og trillingerne skal lige til at gå, da der pludseligt sker noget; Vaps nyser så kraftigt, at hun kommer til at støde ind i både Vips og Vups, der jo har hænderne fulde, så de kommer til at tabe valnøddeskallerne og spilde al den røde og blå maling ud over Uffe og Unnis fjer af bare forskrækkelse. Søskendeparret skræpper vredt op og trillingerne begynder at grine. De griner og griner og ruller rundt på grenen, som er de små, røde pelskugler. "Det er ikke morsomt!" siger Uffe. "Nej, se det svineri I har lavet!" siger Unni og ser misfornøjet ned af sig selv. "Det vil tage uger at få renset af fjerene igen!" siger Uffe. "Måneder!" retter Unni. Egeren-trillingerne griner bare videre, men til sidst tager Vaps sig sammen og siger så: "Nej, nej, prøv nu at forstå at det er en god ting der er sket!" Uglerne fnyser i kor, men Vips afbryder: "Se selv her!" og så binder hun knuden op, som hun har lavet på skræppebladet, der hænger om hendes hals, trækker i en af egetræets største blade, der også har gemt på meget regnvand fra gårdsdagens byge og hælder vandet ned i bladet ligesom en skål. "Se selv," siger hun igen og peger ned i vandet. Uffe og Unni kigger ned i vandet og kan næsten ikke tro deres egne øjne; for lige dér står to ugler ligesom dem. Lige bortset fra at deres fjerdragter ikke er kedelige og gråbrune - nej tværtimod er Uffes fjer nu blevet malet blå fra top til tå, præcis ligesom himlen og hans søster Unnis fjer har fået den smukkeste, røde farve præcis ligesom en solnedgang. "Hold da op," hvisker Uffe og vender og drejer sig, så han kan se sig selv fra alle vinkler. "Tak for kaffe!" siger Unni stille og gør det samme. "Det var så lidt," svarer Vups. "Skulle det være en anden god gang!" Og sammen med Vips og Vaps, piler de ned til deres mor igen. Det er virkelig ved at blive sent og det er langt over de tre små egerns sengetid. For første gang den nat, holder udkigsuglerne, Uffe og Unni, ikke øje med træet og dets beboer. De har nemlig alt for travlt med at beundre deres nye, farverige fjerdragter.

SLUT