Se, det er mig. Det er det her, jeg vælger, at vise jer. Mig, der råbende og bandende rasler hen over gruset på en ambulancebåre, mens min mor løber ved siden af. Ser I de to ambulancefyre veksle blikke hen over min sprællende krop? Det her bliver en af de historier, som kan fortælles videre til kollegaerne. Se også naboerne dukke op ved hækkene, mens de tænker: så nu er den gal igen derinde.
   Og se lige min mor! Hun går forpustet ved siden af. Hendes ansigt rødt og oppustet. Tårer løber ned af hendes kinder, og får make-uppen til, at tvære ud. Hun havde grædt meget de sidste måneder, siden jeg blev et problem. Ifølge hende. Jeg havde nu ikke altid været sådan, problematisk altså. Hun var overbevist om, at det var det blå hår, der havde ændret mig. I starten havde jeg grinet af idéen, men måske har hun ret? Det vil jeg nu lade dig bedømme, for nu får du historien. Det er i hvert fald bedre end, at ligge her.

Det her var dagen, som jeg slet ikke havde set frem til. Datoen skrev d. 5. August 2012, og det var første skoledag. I år stod det på 9. klasse, og alt var blevet så alvorligt. Nu skulle vi alle tage os sammen, eller 'vise verden, hvem der bestemmer' som Fru. Rungsted altid siger. Fru. Rungsted, som jeg selv passende har døbt hende, er vores uddannelsesvejleder. Dengang havde jeg lyttet betaget til hendes foredrag om, at gifte sig med en rig mand var vejen til lykke her i livet. Man kunne jo altid uddanne sig senere. Hun var selv, efter hendes mening, et stjerneklart eksempel på succes. Hun havde efter 9. klasse uddannet sig til frisør, og så fundet sig sin Hr. Rungsted. Og som hun stod der, med sine kridhvide tænder, afblegede hår og diamant øreringe, så var det svært ikke, at blive betaget af hende. På den anden side, dér havde jeg jo heller ikke fået mit blå hår endnu.
   Den første dag i 9. blev egentlig som jeg havde forudset. En lille peptalk fra Fru. Rungsted, og så havde vi fået vores skema. Derefter gik turen hjemad. Det var også her, at jeg traf et skæbnesvangert valg.
   "Hey Katrine, vil du følges hjem?" Det var Benjamin der spurgte.
   Jeg kiggede mig lidt forfjamsket omkring for, at se om det virkelig var mig han spurgte. Benjamin var jo ikke hvem som helst. Han var dén Benjamin, ham der egentlig ikke hørte hjemme på en fin skole i Skodsborg. Han havde en grøn hanekam og piercinger i begge ører. Det sjove var bare, at jeg var den eneste, der lagde mærke til ham. Ingen andre så ham i klassen, ikke engang lærerne. Han sad altid for sig selv, og lavede ingenting. Han gik også altid alene i frikvarterene. Han spillede aldrig fodbold med de andre drenge.
   Han havde faktisk altid fascineret mig. Lige siden han startede i 7., havde jeg altid gerne villet være sammen med ham. Eller bare være ligesom ham. Farve mit hår eller i de hele taget bare være rebelsk. For det var én ting jeg aldrig havde været. Rebelsk.
   "Jo, det kan vi da godt." Sagde jeg så nonchalant som muligt, imens jeg hoppede op og ned indeni.
   Efter vi havde gået lidt i tavshed, sagde han pludselig;
   "Du burde få farvet dit hår blåt. Jeg er sikker på, at det ville klæde dig."
   Jeg kiggede overrasket på ham. Tanken om at farve mit platinblonde hår, havde aldrig faldet mig ind.

Men på en eller anden måde sad jeg snart inde i en frisørsalon, et sted i København jeg nok aldrig ville være kommet, havde det ikke været for ham. Skiltet havde været så faldefærdigt, at jeg næsten ikke lagde mærke til frisørsalonen. Ruderne havde været så fulde af graffiti, at jeg troede, de bare var en fortsættelse af muren. Salonen havde ikke været mere imponerende.
   Da jeg åbnede glasdøren, der havde været overbehængt med plakater for forskellige bands, blev jeg mødt af et dunkelt rum. Graffitien spærrede for det meste af solens stråler, men de få der slap ind fremviste et gulv dækket af pizzabakker og øldåser. På væggene hang der plakater af mænd og kvinder med punkerhår, men mange af dem hang i laser.
   "Og hvad kan jeg gøre for den unge dame?" En fadladen mand sad henslængt i en af frisørstolene. Oven på hans mave balancerede en pizzabakke, der udsendte en klæbende lugt af ost og champignon.
   "Jeg vil gerne have farvet mit hår," Svarede jeg en smule nervøst. Jeg havde aldrig mødt en mand som ham før. Jeg kiggede genert rundt i frisørsalonen, der vidnede om et forfald uden lige.
   "Det er en fin salon du har." Sagde jeg, da han ikke svarede mig. Hans jætteagtige ansigt lyste op i et stort smil, og han rejste sig fra stolen med et stort besvær. Pizzabakken faldt til gulvet med klask, men det tog han sig ikke af.
   "Jo tak lille pige! Det er skam også min store stolthed." Han strøg sig ivrigt over sit velholdte skæg, og spurgte så;
   "Hvilken farve vil den unge dame gerne ha'?" Det havde jeg slet ikke tænkt over, og kiggede mig om efter Benjamin. Pludselig lagde jeg mærke til, at han var forsvundet. Som om han aldrig havde været der.
   "Jeg vil gerne have det blåt." Svarede jeg så. Han nikkede bifaldende.
   "Godt farvevalg. Jeg havde også engang blåt hår," Sukkede han længselsfuldt, tydeligt opslugt af gamle minder "Tag du plads i en af stolene, så henter jeg den blå farve." Sagde han, og gjorde en gestus hen imod en af de slidte stole. Jeg satte mig lettere utilpas i den mindst plettede stol, jeg kunne finde, og ventede. Det var så sådan, at jeg fik mit blå hår.

Jeg kan også huske togturen hjemad. Tankerne kværnede rundt oppe i hovedet, så højt at de overdøvede togets hvin og raslen. Ja selv børnehavebørnenes skrål, der sad ved siden af mig. En ting jeg ellers ville have forsvoret før i tiden. Ikke desto mindre, så gjorde de. Hvad ville min mor dog ikke sige? Jeg kunne allerede se hendes ansigt for mig, og jeg overvejede et kort øjeblik, at løbe hjemmefra. Problemet var bare, hvorhen? En anden ting der også plagede mig, var Benjamin. Hvordan havde han forsvundet som om han aldrig havde eksisteret? Han var jo gået med ind i salonen.
   Det var med tungt sind, at jeg låste mig ind i vores strandvejsvilla. Resten er vel en historie, der fortæller sig selv. Hun havde aldrig råbt af mig før. Aldrig. Men den dag gjorde hun. Hun var kommet ud i gangen for, og havde fået øje på mit blå hår. Hendes øjne havde næsten hoppet ud af hovedet på hende. Og så var det begyndt.
   "Hvad har du dog gjort, Katrine?"
   "Hvad tænkte du dog på, Katrine?"
   "Hvordan kunne du dog være så dum, Katrine?"
   Sådan blev det ved i en time, inden jeg løb op på mit værelse med min mors stemme råbende efter mig. Jeg havde kigget mig i klædeskabets spejl, og forbandet det øjeblik, jeg trådte ind i den fede mands frisørsalon.

Jeg kan også lige så tydeligt huske næste dag, hvor jeg kom i skole. Jeg havde følt mig som en omvendt kamæleon. Alle havde kigget på mig, og hvisket. Lærerne, mine klassekammerater, hele skolen. Og Benjamin var ikke til, at finde nogen steder. Han var forsvundet. Jeg havde aldrig været populær i min klasse, men nu var den helt gal. Jeg lignede dem for lidt.
   "Hva' så Katrine er du blevet punkertøs?" Havde Emilie spurgt højt og vrængende. Resten af klassen havde begyndt, at grine.
   "Skal du så hjem og cutte bagefter, hva' Cutrine?" Var en kommentar jeg senere fik af Christian. Sådan var det blevet ved resten af dagen, og jeg havde aldrig set mere frem til, at en skoledag ville slutte.
   Da klokken ringede, havde jeg taget min taske, og spurtet ud af klasselokalet. Ned af den lange, flisebelagte gang. Væggene var lavet af gule mursten, og fyldt med årtiers gammelt tyggegummi. Der var heller ingen vinduer, og den blev oplyst af gamle, støvede lamper, der afgav et varmt, gult lys.
   Jeg åndede lettet op, da jeg kom ud i skolegården. Satte farten lidt ned. Vinden aede blidt mine kinder. Jeg overvejede, at gå ned til havet. For at nyde det dejlige sommervejr, og for at trække tiden ud. Min mor var stadig ikke kølet ned, og ventede derhjemme med mere skældud.
   "Hey, du!" Lød det ved siden af mig. Der stod to piger, og lænede sig op ad den gule murstensvæg. De røg. Den ene havde så pink hår, at det skar i mine øjne, at kigge på det. Hun var ikke særlig høj, og havde store blå øjne. Den anden havde langt, slasket, grønt hår med røde spidser. Hun virkede stor og klodset i forhold til den anden pige, da hun både var kraftig bygget og højere end de fleste drenge.
   "Hvem er i?" Spurgte jeg. Jeg havde aldrig set dem før.
   "Vi er nye her på skolen," Svarede den store af dem. Hendes stemme var langsom og kølig "Jeg hedder Enya, og det er Mira." Fortsatte hun, og nikkede hen imod pigen med det pink hår.
   De blev hurtigt mine nye venner, og de hjalp mig også igennem de lange dage. Vi hang ud i frikvarterne, efter skole og gik til fester i weekenderne. Min mor ville ikke have det, men hun opdagede aldrig, at jeg smuttede. Senere udviklede det sig også til, at vi begyndte, at pjække. Jeg havde ikke længere den store lyst til, at komme i skole eller lave lektier. Noget der dog undrede mig, var at de ofte forsvandt sporløst. Pludselig kunne jeg stå og grine for mig selv på gaden. Jeg prøvede flere gange, at spørge dem om, hvorfor de gjorde det. De svarede aldrig.

Jeg vidste nok godt, at det på et tidspunkt ville blive opdaget, men jeg havde bare ignoreret tanken. En dag skete det så. Min mor havde fået et opkald fra skolen, der var bekymrede over mit fravær.
   "Katrine! Kom herned, nu!" gjaldede hun op ad vores gamle trappe. Den havde stået i huset siden, det blev bygget for mere end 100 år siden. Dens trin knirkede ved den mindste vægt, hvilket ofte gav uhyggelige lyde, der havde skræmt mig, da jeg var lille. Egetræstrinene havde også mistet sin originale glans, og var nu matte og splintrede. Den var et spøgelse af sig selv.
   Jeg rejste mig både tvært og nervøst fra min seng. Jeg overvejede et kort øjeblik, at ignorere hende. Det ville dog ikke nytte noget, vidste jeg. Trappen stønnede højlydt under mine dvaske skridt. Min mor stod, og trippede med den ene fod forneden. Hendes øjne skød lyn, og den kommunefarvede hestehale svingede hidsigt frem og tilbage. Som en arrig hest.
   "Det passer også til hendes hestetænder." Tænkte jeg ondskabsfuldt, men fortrød straks.
   "Det var skolen, der ringede." Hendes stemme var rolig. Hun prøvede tydeligvis en anden taktik end sidste gang.
   "Og?" spurgte jeg bevidst flabet. Bedre at få det overstået. Og det virkede.
   "Og? Nu skal jeg fortælle dig, hvad de sagde min fine ven!" Gøede hun, imens hestehalen svingede endnu kraftigere "Du har pjækket så meget, at det halve kan være løgn! Hvad med din fremtid, Katrine? Tænker du et ikke på den? Det er da også det blå hårs skyld!" Tårer løb ned ad hedes kinder. Små, skinnende krystaller, der lyste op under lampernes bløde lys. Hun begyndte igen, men jeg hørte ingenting. Udenfor rasede efterårsvinden. Den hylede, og tudede. Fik blade og grene til, at kaste sig imod ruderne. Det lød som små sten, der blev kastet mod ruden. Jeg kiggede på min mor, der stadig råbte. Men lyden var gået, jeg hørte ikke noget.

Det var nu et par måneder siden, at mit pjækkeri var blevet opdaget. Intet havde dog ændret sig. Enya og Mira havde overbevist mig om, at jeg skulle ignorere hende. Og det havde jeg gjort. Jeg havde bare fyret den af med fester og alkohol. En dag kom Enya med et forslag, at vi skulle holde fest hjemme hos mig. Min mor kom jo først hjem om morgenen, da hun var til møde. De ville være smuttet længe før det.
   Og sådan blev det så. Aftenen efter stod de uden foran min dør, med to små poser.
   "Luk os ind," forlangte Enya "Vi har en overraskelse til dig." Hun gav mig et smil. Et øjeblik synes jeg, at det lignede, hun havde en slangetunge. Men det kunne da ikke være sandt. Jeg åbnede forsigtigt døren, og de trådte ind.
   Da vi satte os ved stuebordet, hev de plastikposernes indhold frem. Det var masser af små poser med hvidt pulver.
   "Prøv det, det er godt," Sagde Mira. Hun var allerede ved, at lægge det i en række "Tag et snif. Det er super lækkert." Jeg kiggede modvilligt på det. Jeg havde altid været imod stoffer.
   "Tag det så!" Råbte Enya, og tvang mit hoved ned mod det. Hendes hænder kværkede mit hoved "Se det som en indvielse. Du er en af os nu." Jeg inhalerede modvilligt, og pludselig jeg mærke til alle de mennesker der stod om os. De dansede til musikken. Dunk dunk. Blåt lys blinkede.
   "Blåt som mit hår." Tænkte jeg forvirret. Jeg begyndte, at grine. Alt var dejligt, og alle var så søde. Dunk dunk. Jeg dansede og dansede, da der pludselig gik noget op for mig. Jeg var helt alene i huset. Alle var forsvundet. Væk. De blå lys var også forsvundet, og en rungende stilhed lød. Så blev alt sort, og jeg faldt mod gulvet. Langt væk, som gennem et slør, kunne jeg høre min mor.

Og nu lå jeg så her, på en hospitalsbåre mod det nærmeste sygehus. Min mor sad ved siden af, og strøg mig blidt over det blå hår.
   "Det skal nok gå skat, jeg er lige her ved siden af dig," Hun prøvede, at fange min hånd, men jeg trak den diskret væk. "Tag det roligt. De giver dig noget, at slappe af på. Du var helt død, da jeg fandt dig." Et lille prik, og alt blev sort.

Da jeg igen åbnede øjnene, var verden hvid. Som en december morgen, hvor solen skinner ned på den nyfaldne sne, og får hele verden til, at skinne. Jeg missede lidt med øjnene, og der gik lidt tid, inden det gik op for mig, at jeg lå i en hospitalsseng. Det var de hvidkalkede vægge omkring mig, oplyst af det åbne vindues stråler, der mindede mig om lyse julemorgener. Men ganske rigtigt faldt der dunede snefnug ned fra den lyse himmel. Et kort øjeblik blev jeg fyldt af en banal barnlig glæde, som jeg ikke havde følt længe. Det var snart jul.
   En svag snorken ved siden af mig gjorde mig opmærksom på min mor. Hun lå, og sov ved siden af mig i en stol. Hun lignede heller ikke sig selv, som hun lå der. Hendes ellers så pæne hår faldt filtret ned over hendes slanke skuldre. Det lignede lidt et kommunefarvet garnnøgle, der havde været i nærkontakt med vores kat, Müsli. Hendes make-up så også forfærdelig ud. Alt var blevet tværet ud, efter hun havde grædt. Hun lignede slet ikke den mor, jeg kendte. Jeg havde lyst til, at vække hende. Bare for, at få hende til, at ligne sig selv igen. For som hun lå der, som en fremmed, gav det mig en klump i maven. Min mor havde altid sørget for, at se stilfuld ud. Hvordan havde jeg drevet hende helt der ud?
   Alligevel lod jeg være med, at vække hende. Jeg var bange for, hvad hun ville sige. En mørk sky gled ind foran solen, og lagde rummet hen i en askegrå farve. Selv mit neon blå hår var nu mere gråt end blåt. Og som jeg lå dér, blev jeg opslugt af tanker. De tanker jeg havde prøvet, at ignorere de sidste mange måneder. Ladet som om de ikke var der. Var det her mig? Var Mira og Enya virkelig mine venner? Havde min mor ret, var jeg virkelig ud på et sidespor? Jeg skuttede mig lidt under dynen, det var som om, rummet var blevet koldere. Og mere mørkt.
   Et par lette bank på den tunge hospitalsdør rev mig ud af mine tankerækker.
   "Ja?" Spurgte jeg forsigtigt. Min stemme lød lille og forskræmt. Som små pip, som Enya engang havde sagt. Og faktisk var det Enya og Mira, der trådte ind ad døren. Mira udstedte et højt hvin, og løb begejstret hen til min seng. Hendes pink hår bølgede omkring hendes hoved. Jeg kiggede forskræmt hen på min mor, der dog sov stilfærdigt videre. Bag Mira kom Enya gående med langsomme, dovne skridt. Dump, dump, lød det, da hun gik. Hun havde åbenbart taget sine militærstøvler på, der var et par numre for store. Hendes grønne går, med røde spidser faldt fedtet ned over hendes hoved. Tydeligt uvasket efter gårsdagens drikkelege. Hendes grå øjne var hårde og kolde.
   "Ej Katrine, altså! Hvor er du altså bare sej," Nærmest hvinede Mira, imens hun ihærdigt prøvede, at finde min hånd. "Jeg mener, fuck, du inhalerede bare det skidt!" Jeg krympede mig af skam over tanken.
   "Ja, det var godt gået." Istemte Enya, på sin sædvanlige kølige facon. Jeg havde altid undret mig over, hvordan de to var blevet venner. Mira der var så overstrømmende og venlige, og så Enya der var så kølig og distanceret. Når hun ikke var vred. Et højlydt snork gjorde dem opmærksom på min mor.
   "Tsh, du burde skride. Du gider da ikke være sammen med hende, vel?"
   "Ja, du kunne bo hos en af os." Fortsatte Enya, imens hun nikkede hen mod Mira. For, at gøre opmærksom på, at det var hende, jeg skulle bo hos. Hvis det var.
   "Jeg ved ikke piger," sagde jeg undvigende "Hvad nu hvis min mor har ret. Jeg har haft en masse problemer, måske skulle jeg droppe festerne og den slags." Et øjeblik var der stille.
   "Det kan du da ikke mene! Du aflagde en ed." Hvæsede Enya. Hendes øjne var endnu koldere end før, og det var som hendes hår ændrede sig. Blev levende. Tykke grønne slanger snoede sig om hendes hoved, og hvislede ildevarslende ad mig med deres røde tunger. Hun begyndte, at råbe, men jeg hørte ingenting. Det eneste jeg så var slangerne, der snoede sig hypnotiserende omkring hende. Farlige. Mira stod bare ved siden af hende med håret ned over øjnene. Nægtede at se på mig.
   Pludselig blev det for meget for mig. Jeg råbte, at de skulle gå. Gå deres vej. Og med et var de væk. Forsvundet som de aldrig havde været der. Tårerne begyndte, at trille ned over mine kinder. Jeg kiggede over på min mor, og prikkede let til hende. Hun åbnede øjnene, og smilte. Og dér vidste jeg, at hun elskede mig. At hun aldrig ville forlade mig.