Frisøren var tvunget til corona-lukning, og min mands hår var i mellemtiden stukket helt af fra hendes ellers så professionelle håndværk. Under nedlukningen havde det vokset sig stort og mægtigt og kunne næppe komme ind under begrebet frisure. Han nærmede sig det desperate stadie, hvor han tiggede mig om at klippe ham. Uanset hvad!
Jeg mindede ham forsigtigt om, hvordan det gik sidste gang. Han gøs, mens tankerne gik ned ad erindringens dunkle vej.
Efter et blik i spejlet konstaterede han, at håret nu var begyndt at vippe opad i nakken, så han mindede om Doris Day. Brillestangen var ikke længere synlig, da nyerhvervede krøller væltede frem som ukrudt i maj.
Jeg lånte en hårtrimmer af vores venlige nabo.
Min mand havde allerede anbragt sig i en stol, hvorfra han dirigerede slagets gang. "Stil skæret på 9 mm", kommanderede han. Det gav mig visse betænkeligheder, idet enhver form for fortrydelse i så fald ville være udelukket. Jeg stillede derfor skæret på 10 mm og gik i gang. Trimmeren åd sig umættelig gennem lokkerne og efterlod en nyslået bane i nakken, hvor hovedbunden kunne anes.
Efter to baner, løb trimmeren tør for strøm og måtte i laderen. Jeg kunne nu betragte dette sælsomme syn af 10 cm nyslået nakke og håbe på, at vi fik liv i apparatet igen. Efter 30 minutter tog jeg en ny omgang. Det gik over stok og sten. Trimmeren åd sig gennem tunneller af hår, og ved 5. bane genkendte vi lyden af batteriet, som atter løb tør.
Nu var han delvis plysset i nakken samt ved højre tinding. 45% af håret brusede dog stadig om ham og den uklippede venstreside dannede en spøjs kontrast. Vi drak en kop kaffe og fik tiden til at gå, indtil batteriet var genopladet og klar til en ny omgang.
Jeg nåede at klippe hele venstre side og det meste af nakken, da trimmeren udsendte sin efterhånden velkendte lyd og døde med et opgivende suk.
Efter fornyet opladning, nåede jeg med antydning af stress at klippe det meste. Jeg trådte et skridt baglæns og betragtede værket. Min ukyndige håndtering af maskinen havde resulteret i, at jeg var kommet for tæt på de to fremstående punkter, som kraniets hvælving danner på kraniekanten. Nu fremstod der ganske tydeligt to lyse pletter. Med et nakkespejl i hånden meddelte han utilfreds: "Væk er Doris Day, som er blevet afløst af en snog med to gule pletter i nakken."
Jeg var dog ikke færdig, idet toppen endnu ikke havde været under behandling og dannede en opsats, der mindede om en storkerede. Jeg klippede med saksen, som jeg aldrig har klippet før. Bunken af hår hvirvlede om fødderne på mig, mens mere kom til.
Til sidst lykkedes det mig at få sat skik på det, og med lidt god vilje kan man igen kalde det for en frisure. Vores søn og svigerdatter undgik denne gang at knække hulkende sammen af grin og konstaterede blot "at det er bedre end sidst på trods af de to bare pletter i nakken."
Jeg bøjer mig i støvet for vores dygtige frisører, som får kamp til stregen med at rette op på alle de besynderlige frisurer, som vil ankomme engang i fremtiden.