Vores idyllisk beliggende hus grænsede op til skoven, og vinduet i soveværelset vendte direkte ud mod træerne. I det tidlige forår kunne man mærke naturen vågne. Måske også mere end godt var.

Omkring midnat blev vi vækket af galoperende poter på loftet. Hunden gik amok over mårens indtrængen, og vores sanseløse søvn blev revet midt over. Erfaringen har lært os, at man lige så godt kan stå op og forsøge at fordrive den indtrængne gæst først som sidst. Med øjne på størrelse med rosiner, og håret strittende til alle sider, fandt jeg vej til kosteskabet og hamrede redskabet mod loftslemmen med noget, der mindede om hysteri. Hunden forsømte ikke at give dens mening til kende. Det hjalp! Efter nogle minutter fandt måren ud igen, og hunden faldt til ro.

Med et suk faldt jeg tilbage i sengen og sov videre, men efter knap en time blev vi vækket igen. Denne gang var det en rævefamilie, som gøede et sted inde i skoven. De var åbenbart feststemte og på skift præsterede de en oral symfoni af knurren, gøen, jodlen, host, bjæf og piben.
Det bevirkede, at de fik aktiveret uglen, der tudede det bedste, den havde lært. Når den ene holdt pause, tog den anden over. Det varede et par timer, hvor hunden atter var blevet vækket og gav sit besyv med.

Ud på morgenstunden faldt der ro over lejren, men inden vi gled ind i stadiet af bevidstløshed, vågnede fasanen. Den imponerede sit harem ved at skrue op for lyden neden for vinduet. Dens skogren lød som et båthorn på en gammel Ford T. Det fortsatte i en hel del minutter, og da han i spankulerende gang havde sikret sig, at alle hunnerne fulgte ham, baskede han larmende med vingerne, hvorefter der blev stille. Helt stille! Men kun i 10 minutter.

Vækkeuret ringede, og en ny arbejdsdag kaldte. Det sidste jeg så, inden jeg gik ud ad døren var hunden, som lå i kurven med ryggen til verden og snorksov.