Vores flinke ven, Bent, går på fuglejagt. Han havde nedlagt et par fasaner og spurgte, om vi var interesseret i en. Vi har før været heldige at fået tilbuddet af ham, og takkede derfor ja.

Fuglen var ikke på menuen samme aften, så fryseren kaldte.

Pladsen var dog mere trang, end jeg lige havde husket, men med lodder og trisser fik jeg den placeret ved at rykke lidt rundt på andet.

Næste morgen skulle jeg have fat i noget fra samme fryseskuffe, men nu lod den sig ikke rokke. Hverken frem eller tilbage, og slet ikke udad! Fryseprocessen havde nidkært fulgt naturloven, idet fasanen havde udvidet sig stille og roligt over natten og var svulmet op. Gennem fryseposen kunne man iagttage dens pikante, nøgne ben stritte mod fryserens loft, hvor den stemte imod med en okses urkraft. Gode råd var meget dyre, idet julemaden plus fremadrettede middage lå deponeret i det frosne apparat.

Jeg forsøgte mig med flere finesser, som indebar en paletkniv, der kunne trykke fasanen nedad. Det hjalp ikke. Til gengæld meddelte fryseren med sin utrættelige tinnitus bippen, at lågen stod åben, hvis ikke man var klar over det. Det var jeg i pinagtig grad.

Næste forsøg bestod i en brødkniv, som med stor præcision kunne glide ind mellem fryseloft og fasan. Kunne man presse fuglen lidt nedad, så posen med perleløg gav sig i nåde under den? Nej! Det kunne man ikke. Perleløg og fasan havde ikke tænkt sig at vige pladsen for hinanden. Kunne man skubbe fuglen lidt baglæns, så den måske kunne hvile i en anden mere bekvem stilling? Nix! Skuffen gav sig ikke en tøddel.

Min mand blev tilkaldt. Han forsøgte sig med nogenlunde samme manøvre og med samme nedslående resultat. Lågen blev atter lukket, så bipperiet ophørte, og der sænkede sig en velsignet fred.

Nu har min mand aldrig været idéforladt, så han marcherede målrettet af sted mod vores depotrum for at hente en sav. Fasanen måtte kløves på tværs. Lykkedes det ikke, var der kun løsningen med en stang dynamit tilbage, hvæsede han.

Han kom retur med op til flere modeller af save. Også et par elektriske.
Vi var tilbage ved status quo, da han åbnede lågen og påbegyndte sit aparte håndværk. Nu begyndte fasanen at rokke fra side til side under processen, hvilket gjorde arbejdet med saven temmelig vanskeligt. Alarmens bippen udløste småhysteriske bevægelser, mens han savede. Nu stemte han med en indædt mine savklingen indad.
Det udvirkede et sandt julemirakel. Fasanen rullede om på siden, og skuffen kunne trækkes ud!

Tilbage ligger sav, hammer og mejsel på korridorgulvet, tilsat et let strejf af smøreolie, og afventer at blive båret tilbage igen.