En aften ringede det på døren, og udenfor stod Mathias. Han så oprevet ud.
   "Er din mor okay?" spurgte han forpustet.
   "Øh, hun har det vist fint," svarede jeg. "Hvorfor?"
   I det samme kom min mor ud i entréen. Mathias spærrede øjnene op ved synet af hende.
   "Hej Mathias," sagde hun. "Kom da indenfor."
   "Nej tak," svarede Mathias. "Jeg skal hjem og lave lektier." Så vendte han sig om og gik.

Næste dag i skolen ville han ikke tale om, hvad der var foregået. Men om aftenen ringede han til mig: "Skynd dig at komme hen til Møllen."
   "Hvorfor?"
   "Jeg forklarer, når du kommer. Skynd dig!"

Da jeg kom ræsende på min cykel, stod Mathias foran den gamle mølle, som nu var et museum. Møllen lå ved en grusvej i udkanten af Lilleskov, og i tusmørket gik den nærmest i ét med træerne. Mathias spejdede den anden vej. Da han hørte mig, vendte han sig.
   "Du kommer for sent," sagde han slukøret. "Jeg tror, jeg har set spøgelser."
   "Spøgelser? Med kæder og lagner og alting?" spurgte jeg og smilede skævt.
   "Nej, ikke den slags." svarede han uden at smile tilbage. "Det var nogle unge mænd, der kørte ræs."
   "Og hvorfor er det lige, du tror, at de var spøgelser?"
   "Fordi de ikke kunne se mig."
   "Plejer det ikke at være omvendt?"
   Det svarede han ikke på.
   "Måske er det dig, der er et spøgelse?" foreslog jeg drillende og førte min hånd frem mod ham. "Mon min hånd går lige igennem dig?"
   "Det er ikke for sjov, det her!" udbrød han irriteret og skubbede min hånd væk. "De var ikke virkelige. Jeg sværger."
   Jeg rynkede brynene.
   Han fortsatte: "Kom herned i morgen klokken 19.37. Så får du dem at se."
   "Hvordan kan du være sikker på det?"
   "Jeg så dem også i går ... og i forgårs."

Næste aften, spiste jeg hjemmelavede hotdogs med min far og lillesøster. Min mor var i krimiklubben.
   "Helle for fjernsynet i aften!" sagde min søster.
   "Fint for mig. Jeg skal ud og jage spøgelser med Mathias," sagde jeg.
   "Og jeg skal arbejde," sagde min far. "Fjernsynet er dit."
   Min lillesøster så nærmest skuffet ud.

Jeg ankom til Møllen klokken 19.34.
   Mathias så bebrejdende på mig: "Du kommer i sidste øjeblik."
   "Ja, ja, men nu er jeg her jo. Hvor er spøgelserne så?"
   "De kommer om lidt."
   Ganske rigtigt: Kort efter sås lygter imellem træerne, og vi hørte lyden af hjul mod grus. Jeg blev uhyggeligt til mode. En grå audi nærmede sig i lav fart. Der blev spillet musik indefra, men vi kunne kun høre bassen. Jeg havde egentlig mest lyst til at gemme mig, men Mathias blev stående.
   Bilen standsede få meter fra os. Musikken slukkede, og en ung fyr steg ud. Han var i hvert fald tyve år, smart klædt, og det halvlange hår sad, som det skulle. Fra passagersædet kom en pige, der vist ikke var meget ældre end os.
   "Hvad laver I her?" spurgte han.
   Det gav et sæt i Mathias.
   "Vi kigger efter spøgelser," svarede jeg og var egentlig en smule lettet.
   "Kan I ikke smutte et andet sted hen og gøre det?"
   Der kom en ny bil kørende og standsede ved siden af den anden. Bag rattet sad en ung, karseklippet fyr. Han rullede vinduet ned, og de to begyndte at snakke.
   "Ja, det er jo tydeligvis spøgelser," sagde jeg.
   "Han sagde det samme i går!" udbrød Mathias.
   "Hvad mener du?"
   " 'Hvad laver I her?' og 'Kan I ikke smutte et andet sted hen og gøre det?' "
   "Og alligevel kommer du tilbage i dag," drillede jeg.
   "I går sagde han det ikke til mig! Han sagde det bare ud i den blå luft. Mig kunne han ikke høre."
   "Så i går var han et spøgelse, men i dag er han rigtig?"
   "Ja! Præcis!"
   "Du vender det på hovedet igen," sagde jeg. "Jeg tror ikke rigtig, at du har forstået, hvad spøgelser går ud på."
   Mathias fnyste. Den unge fyr var ved at sætte sig ind i sin bil.
   "Stop!!!" råbte Mathias.
   Den unge fyr drejede sig.
   "I må ikke køre ræs! Det går galt!"
   "Er du fra politiet?" grinede den unge fyr. "Eller fra skolepatruljen?" Pigen grinede med, og de satte sig ind i bilen.
   "Åh nej!" sagde Mathias og tog sig til hovedet. "Det sagde han også i går! Det har hele tiden været mig, han talte til."
   Pludselig gassede begge bilerne voldsomt op. Støv og grus blev hvirvlet op, mens de satte i fart. Snart efter var de ude af syne imellem træerne, mens lyden fortog sig.
   "Så har jeg også prøvet at se spøgelser," sagde jeg. "Ikke helt, hvad jeg havde forventet, må jeg indrømme."
   Mathias ænsede mig ikke. Han stod bare og kiggede efter bilerne. Jeg gik hen til min cykel, da han pludselig råbte: "Ring til din mor!"
   Jeg vendte mig: "Øh ... Hvorfor?"
   "Bare ring for fanden!" Det var sjældent Mathias bandede. "Stol nu bare på mig!"
   "Hvad skal jeg sige til hende?"
   "Det er lige meget, du skal bare standse hende!"
   Jeg kiggede ham lige ind i øjnene. Han så desperat ud, så jeg tog min telefon op af lommen.
   "Hurtigere!" råbte han.
   "Ja ja." Jeg fandt nummeret og ringede. Ringetonen lød flere gange uden svar.
   "Bare hun nu hører den." Mathias bed sig i læben.
   Jeg skulle lige til at afbryde, da han standsede mig: "Nej, bliv ved!"
   Efter endnu et par ring, lød min mors stemme: "Hej skat, jeg skulle lige finde telefonen i tasken."
   "Hej mor," sagde jeg, mens jeg så spørgende på Mathias.
   "Wow!" lød et forskrækket udbrud fra min mor. "De havde godt nok fart på!"
   "Hvem havde fart på?"
   "To biler ... Nå, hvad ville du, skat?"
   "Øh, hvornår kommer du hjem?" spurgte jeg.
   "Jeg er hjemme om ti minutter. Hvad da?"
   Mathias signalerede, at jeg gerne måtte lægge på.
   "Det kan vente, til du kommer hjem," sagde jeg.
   "Okay, vi ses om lidt skat, kys." Hun lagde på.
   Mathias sukkede lettet, men sagde ingenting.
   "Får jeg snart en forklaring?" spurgte jeg.
   Han tog en dyb indånding. "Kan du huske den aften, jeg kom hjem til jer?"
   "Og var helt vildt sær og spurgte efter min mor?"
   "Ja. Det var fordi, jeg ..." Han tøvede.
   "Fordi hvad?"
   "Fordi jeg lige havde set hende blive kørt over."
   Jeg spærrede øjnene op.
   "Af den grå bil," fortsatte han. "Hun kom cyklende ud fra en sidevej, og hun så ikke bilerne i tide. Jeg løb over til hende, men så var hun og bilerne pludselig pist væk."
   Jeg så det for mig og gøs ved tanken. Vi stod tavse lidt.
   "Vi skal have et kodeord," konstaterede jeg.
   "Et kodeord? Hvad snakker du om?"
   "Når vi ikke har tid til at forklare noget, og den anden bare skal gøre, som man siger hurtigt."
   "1234. Løb ned og hent wienerbrød hos bageren!" sagde han og grinede halvhjertet.
   "Nej, det må ikke misbruges," sagde jeg alvorligt. "Det er kun til nødsituationer."
   "Hmmm." Han rynkede brynene. "Eller hvad med at du bare stoler på, hvad jeg siger, en anden gang? Selv hvis det lyder skørt."
   Jeg nikkede tøvende. "Du kan bilde mig hvad som helst ind nu." Så satte jeg mig op på cyklen. "For resten: Sig lige til, hvis du ser andre glimt af fremtiden ... såsom lotto-tallene for næste uge."
   Han smilede. "Så siger jeg dem da ikke til dig, for så skal vi dele førstepræmien."
   "Fair nok," sagde jeg og smilede tilbage. Så trådte jeg i pedalerne. Han råbte et eller andet, jeg ikke kunne høre, men jeg fortsatte. Jeg kunne næsten ikke vente med at komme hjem og give min mor et kæmpestort knus.