Svend havde placeret sig i stuens luneste krog sammen med resten af familien. Her sad de og hyggede sig, mens Tove heksede rundt i køkkenet for at få julemiddagen på bordet to timer senere.
Skålene med julegodter var placeret rundt omkring, og i den der stod inden for bekvem rækkevidde, dykkede Svend ned og undte sig selv en kæmpe skildpadde med karamelfyld. Tove kom ind i stuen og tog ham på fersk gerning: "Sidder du og fylder dig med chokolade kort tid før julemiddagen?" bebrejdede hun ham.
Han lod sig fastfryse i nuet, mens kinden bulede mistænkeligt ud. Med opspilede øjne stirrede han på hende og forsøgte at se uskyldsren ud, men i det samme bristede chokoladeskjoldet, og sendte et lille ryk gennem ham. Bedre blev det ikke, da indmaden begyndte at flyde ud af mundvigen og ned på det festlige juletøj.
Bebrejdelserne udeblev ikke, og han blev omgående sendt ind i soveværelset for at skifte tøj.
Børnebørnene fnisede, da farfar slukøret forsvandt for at fylde vasketøjskurven.
De efterfølgende år blev det fast kutyme, at farfar skulle tilgodeses med skildpadder på alle tider af året.
Da julemåneden det følgende år nærmede sig, fik han overrakt en julekalender med skildpadder.
Til børnebørnenes store forargelse var samtlige 24 stk. fyldte chokolader fortæret allerede 30. november, hvor de som kampvogne var kørt ned gennem svælget i sene nattetimer ved computeren.
Der blev sendt videooptagelser til farfar, hvor man indførte ham i reglementeret åbning af skildpaddekalender gennem december måned. Der blev demonstreret, hvordan en jomfruelig kalender blev åbnet 1. december, og med mådehold nøjedes man med spise 1. stk. pr. dag.
Opfindsomheden var stor, når det gjaldt om at forære ham chokoladeskildpadder til hver given lejlighed, og om sommeren stod der skildpadde is på menuen.
Til sidst begyndte mængden af skildpadder dog at hobe sig op.
Farfar var kørt kvalm i delikatessen. Der lå uåbnede æsker på hylderne, og til sidst måtte han gå til bekendelse og indrømme, at han ikke længere tålte synet, endsige smagen af romkaramel.
Nu hvor julen nærmer sig, afventer børnebørnene dog i spænding, hvorvidt farfar begår den samme brøler igen i år med nye virkemidler.