Min bedste ven Mathias og jeg var en gang til et rollespil ude i Lilleskov. Det var første gang, vi havde fået lov af vores forældre til at overnatte under spillet, og vi var nogle af de yngste deltagere. Mathias var kriger med skjold og sværd, og jeg var bueskytte. Jeg havde øvet mig hver dag i flere måneder med min nye bue derhjemme, så jeg glædede mig til at få lejlighed til at vise, hvad jeg kunne.
   "Næ se, pygmæ-krigerne er også kommet," råbte Kristian, da vi ankom. Han gik tre klasser over os på skolen, men herude var han "Ridder Falkenberg" - verdens mest arrogante, overlegne og grænseløst irriterende ridder. Det var ikke en rolle han spillede - sådan var han også i virkeligheden.
   Kongen i vores by havde oprettet et vagtværn, der slog hårdt ned på røvere, ballademagere og strejfende orker. Det var sådan set pænt af ham, men det gjorde området lige omkring byen temmelig kedeligt. Så vi var søgt længere ind i skoven efter eventyr. Vi var på vej til det sted, hvor sortelverne vist nok holdt til.

Det var sidst på aftenen, så det var så småt begyndt at blive mørkt. Det havde regnet tidligere på dagen, og vi listede af sted igennem den fugtige skovbund uden at tale sammen, mens vi lyttede intenst og holdt godt udkig efter bevægelser. Pludselig standsede Mathias op og pegede.
   "Hvad er det, der ligger der?" hviskede han.
   Der var en lille forhøjning i skovbunden ti meter fremme, og den bevægede sig op og ned i rolige bevægelser. Det så ud som om, skovbunden åndede.
   Men der skete ikke rigtig mere, så Mathias mistede tålmodigheden.
   "Hvem der?" råbte han. "Giv jer til kende!"
   Der lød en mærkelig, dyb brummen. Skovbunden bevægede sig opad, og der kom arme, ben og et hoved til syne. Foran os stod en trold på mindst to meter. Den var iklædt pels, og dens arme var lange, tynde og behårede. Dens hud havde en grå-brunlig kulør, og dens ansigt var aflangt og vortet. Det måtte være én af de rigtig dyre masker. Trolden så ikke ud til at have noget våben, og den stod bare og stirrede ud i luften, som om den lige var vågnet. Dens knaldrøde øjne var vist farvede kontaktlinser, tænkte jeg. Men hvem var inde bag masken? Jeg kunne ikke huske at have set nogen til rollespil tidligere, der var så høj.
   Mathias skævede over til mig og så temmelig forskræmt ud. Men vi var krigere, vi skulle da ikke lade os skræmme af en trold. Især ikke Mathias, med det rollenavn han havde valgt.
   "Nå, Torin Troldedræber," sagde jeg drillende, "Vis mig, hvad du dur til."
   I det samme drejede trolden sig mod os og stirrede på os, som om den først bemærkede os nu. Den gryntede og trådte et skridt frem. Jeg skulle til at tage min bue af skulderen, men blev nær løbet over ende af Mathias i hans flugt væk fra trolden. Nok var jeg en god bueskytte, men trolden skulle sikkert rammes mindst tyve gange for at dø, så jeg ville ikke have en jordisk chance alene. Jeg vendte mig og løb efter ham, mens jeg råbte: "Bangebuks!" Jeg kiggede mig tilbage over skulderen, mens vi løb, og så, at trolden gik en smule vaklende. Den kunne ikke følge med vores tempo. Men Mathas fortsatte i hektisk løb hele vejen tilbage til byen.

Der havde samlet sig en del folk i byen, nu hvor mørket var faldet på. Rundt langs bymuren stod der tændte fakler. Muren bestod af en hvid snor, der var spændt op på bambuspinde.
   "Hvad stikker I af fra?" spurgte en byvagt, da vi kom løbende igennem porten.
   "En trold," svarede vi og standsede forpustede op.
   Vagten så skeptisk ud: "En trold? Er I sikre?"
   Vi nikkede og fortsatte ind i byen.
   "Den var godt lavet," sagde Mathias. "Sådan en maske vil jeg også have fat i!"
   "Du er alt for lille til at spille trold," drillede jeg. "Men måske hvis du sidder på skuldrene af mig".

I det samme lød der råb: "Alle mand til våben!"
   "Kom," sagde jeg, og vi løb hen, hvor vi bedre kunne se. Kort efter var stort set hele byen samlet og spejdede ud i mørket. Man kunne ane trolden, der stod cirka ti meter udenfor muren og skulede tilbage på flokken, mens den åndede tungt.
   "Hvorfor står den bare der?" spekulerede jeg højt.
   "Trolde er bange for ild," svarede Mathias.
   "Nå ja."
   Vagterne samlede sig, men de vidste vist ikke rigtig, hvad de skulle stille op.

Så lød der mumlen i folkemængden: "Kongen!"
   Kongen var kommet ud af sit telt, iført sin krone og en lang kappe af rød velour, der slæbte hen ad jorden. Ved hans side gik ridder Falkenberg med faste skridt i sin nye, skinnende rustning. Byvagterne bukkede høfligt.
   "Eders højhed," sagde vagtmesteren, "Vi har fået besøg af en trold."
   "Ja, det kan jeg se," svarede kongen, "Og hvad har I tænkt jer at gøre ved det?"
   "Med forlov, eders nåde," brød ridder Falkenberg ind. "Tillad mig at give den en lærestreg."
   Mathias og jeg lavede øjne til hinanden. Selvfølgelig skulle Kristian gøre det her til sit show.
   Med stolte skridt marcherede han hen til byporten, hvor han drog sit sværd, og hans væbner hjalp ham med at spænde skjoldet op på armen. Trolden var begyndt at gå frem og tilbage ude foran bymuren og lignede én, der gerne ville sætte tænderne i alle disse dejlige, saftige mennesker, dværge og elvere - men faklerne holdt den tilbage.
   "Åbn porten," beordrede ridder Falkenberg, og vagterne løftede de rafter, der gjorde det ud for en lukket port.
   Han trådte ud og gik resolut over imod trolden. Den gloede undrende på ham, mens han nærmede sig.
   "Vig bort, troldepak! Du er ikke ønsket i vores land!" råbte ridder Falkenberg og hævede sit sværd.
   Trolden gryntede bare og slog ud efter ham med sin lange arm. Slaget ramte hans skjold og slyngede ham omkuld. Så fik Falkenberg pludselig fart på. Han kom på benene og spænede tilbage mod byen, hvor han dukkede under bymurssnoren.
   "Det må du ikke, det der!" var der een der råbte. "Du skal gå ind af porten!"
   Falkenberg stirrede på ham med opspilede øjne. Så løftede han dramatisk sit skjold og viste den frem: "Se flængerne her! Han er jo psykopat! Han slår mig med rigtige knive!"
   Det kan nok være, det satte gang i folk. Der var nogle der råbte ud til trolden, at det måtte den ikke det dér, nogle opfordrede den til at smide masken, og nogle erklærede, at den aldrig måtte være med til rollespil igen.
   Trolden virkede temmelig ligeglad. Den hvæsede, mens den åbnede sit gab og afslørede en række sylespidse tænder, der glimtede i faklernes lys.
   Så gik der panik i flokken. Kongen, Falkenberg og en del andre begyndte at løbe bort. I farten var der én, der trådte på kongens kappe, så den røg af.
   Trolden kiggede nysgerrigt efter dem og satte så i løb rundt om byen - udenom faklerne. Den vaklede ikke længere.
   De flygtende kravlede under bymurssnoren på den anden side af byen.
   Mathias skulle også til at sætte i løb, men jeg greb fat i ham.
   "Bliv i byen!" råbte jeg advarende. "Den er bange for ild!"
   Da de flygtende i det samme så trolden, der nu var løbet rundt om byen, vendte de om og krøb straks ind under snoren igen - i sikkerhed bag faklernes beskyttende mur.
   I vendingen tabte kongen sin krone. Trolden gik hen og samlede den op og satte den så på sit hoved - en smule skævt dog. Den kiggede på kongen og begyndte at le med en dyb og hæs latter.

"Hvem har en mobiltelefon?" blev der råbt.
   Men det havde ingen, for dem havde vi afleveret ved spillets start. Nu lå de oppe i spejderhytten, hvor arrangørerne havde base.
   "Så længe vi holder os bag faklerne, er vi sikre," råbte jeg. "Har vi flere fakler?"
   "Nej, de ligger oppe i hytten," svarede vagtmesteren, som i virkeligheden hed Peter. Han gik et par klasser over os og var ret flink. Det var ham, der havde haft det overordnede ansvar for at stable byen på benene, for han var en del af arrangørgruppen.
   Trolden var i mellemtiden begyndt at gå rundt om byen, som om den ledte efter et sted, hvor der var langt nok imellem faklerne, til at den kunne komme igennem uden at komme for tæt på ilden.
   "Hvad gør vi? Hvad gør vi?" blev der spurgt. Opmærksomheden samledes naturligt om den nu krone- og kappeløse konge. Men han stod bare forpustet og kiggede ned i jorden uden at svare.
   Falkenberg - altså Kristian - så ud som om han gerne ville sige et eller andet, men bare ikke kunne komme på hvad.

"Hvad nu?" spurgte Mathias og greb fat i mig. Hans fingre borede sig ind i min arm.
   "Vi er sikre, så længe vi har ild i nærheden," sagde jeg og forsøgte at lyde rolig. "Så måske, hvis nu hele byen går i samlet flok med fakler i hænderne ..."
   I det samme hørte jeg Peter råbe: "Lad være med at røre faklerne!" Der var elverpige, der var begyndt at tage en fakkel op ad jorden. "Du laver hul i muren! Og det er nogle lortefakler. De går ud, hvis de ikke står helt lige. Det tog mega lang tid at få dem tændt."
   Hun holdt forskrækket op med at pille ved faklen. Dér røg den plan.
   "Hvad gør vi, når faklerne begynder at gå ud?" spurgte Mathias nervøst.
   "Vi må håbe, at trolden er gået inden da," svarede jeg.
   "Den ligner ikke én, der har tænkt sig at gå foreløbigt." Det havde han ganske ret i. Trolden var standset op lige ud for os og stod og betragtede os med et blik, som om vi var to saftige kyllingelår.
   "Måske kan vi skræmme den væk," sagde jeg. "Jeg kan prøve at skyde efter den."
   "Tror du ikke, at den er ret ligeglad med at blive ramt af en skumgummipil?"
   "Jo, men du har en lommekniv. Vi tager skumgummiet af og snitter pilen spids."
   Det gjorde vi. Det føltes godt at gøre noget. Mens jeg snittede, fik jeg en idé: "Vi ku' lave det til en ildpil!"
   "God idé," sagde Mathias. "Vi skal bare bruge et eller andet, der brænder godt. "
   "Hvad laver I?" Det var Peter, der var blevet nysgerrig.
   "Vi laver ildpile, men vi mangler noget sprit eller lignende."
   "Jeg har ekstra lampeolie," sagde Peter. "Jeg kan alligevel ikke hælde det på faklerne, før de er slukkede. Og så hjælper det jo ikke meget."
   Jeg tog min tynde kappe af og rev den i strimler, som jeg viklede rundt om pilene og bandt fast. Vi hældte lampeolie udover enderne, og kort efter havde vi tre pile parat.
   Trolden luntede stadig rundt udenfor byen og ventede tålmodigt på, at faklerne gik ud. Den behøvede nok ikke vente så længe, for et par af dem var begyndt at brænde svagere.

"Lad mig!" lød Kristians stemme. "Jeg rammer hver gang!" Han rev to af pilene ud af hænderne på Mathias. Så gik han igen.
   Jeg stod tilbage med den sidste pil, og Mathias kunne se, at jeg ikke var helt glad.
   "Kristian er faktisk ret god til at skyde," sagde han. "Jeg så ham ramme en ork, der stod halvtreds meter væk, eller sådan noget. Det er måske meget godt, at det er ham, der gør det."
   Mathias havde selvfølgelig ret. Lige nu var det lige meget, om jeg brød mig om Kristian eller ej.
   I mellemtiden havde Kristian stillet sig ved den fakkel, der var nærmest trolden, så han stod cirka ti meter væk fra den. Trolden iagttog ham nysgerrigt.
   Hele byen så på i spænding, mens Kristian lagde pilen på buen. Jeg så at Mathias krydsede fingrene på begge sine hænder og kneb øjnene sammen.
   "Husk at tænde den," var der een der sagde.
   Kristian drejede sig og så vredt på ham: "Ja, ja, jeg er jo ikke idiot, vel."
   Så stak han forsigtigt pilespidsen ned til faklen og antændte den. Det virkede, som det skulle. Han spændte buen og tog sigte. En total stilhed lagde sig over skoven. Det virkede som om selv vinden holdt en blæsepause.
   Da han slap buestrengen, skød ildpilen igennem luften med retning imod trolden. Jeg greb mig selv i at tænke, at det så virkelig fedt ud. Desværre hvislede pilen lige forbi troldens hoved og ramte et sted i skovbunden bag den, hvor den lå og brændte lidt videre. Skovbunden var for fugtig til at ilden kunne brede sig.
   Trolden gryntede og gloede olmt på Kristian, som om den ville sige "jeg sætter tænderne i dig først."
   "Ah, lortepil!" vrissede Kristian. "Den var alt for kort!" Han lagde den næste pil på buen. Jeg tænkte, at hvis han heller ikke ramte denne gang, skulle han ikke have lov at skyde den sidste, så jeg stillede mig også hen til en fakkel og gjorde min bue klar.

Da Kristian prøvede tænde pilen på faklen, skete det, der ikke måtte ske: Han kom til at kvæle ilden og faklen gik ud! Et par sekunder stivnede alle. Men så kan det nok være, at der kom fart over feltet. Hele byen spredtes i vild panik. Nogle løb hen og stillede sig i nærheden af de tilbageværende fakler, andre løb ind for at skjule sig i kongens telt eller løb panikslagne ud af byen.
   Trolden grinede bredt og blottede sine skarpe tænder. Så satte den i løb hen imod den nye åbning i fakkelmuren.
   Kristian stod stadig med buen i hånden. Trolden havde retning direkte imod ham, men Kristian stirrede bare på den med vidt opspærrede øjne - som en skræmt hjort, der er hypnotiseret af forlygterne på den bil, der er ved at køre den over.
   Jeg stak pilen ned til faklen og fik heldigvis ild i den med det samme. Så lagde jeg an og sigtede. Det var noget helt andet end at skyde hjemme i haven. For det første var der ild i pilen. For det andet var målet ikke en skydeskive på en garagemur, men en trold i fuld fart. Og jeg havde kun én chance ...
   Jeg slap pilen, og den hvislede igennem luften. Der lød et højt brøl og trolden standsede op - lige foran Kristian, der bare stirrede op på den med vidtåbne øjne og mund. Trolden så ned på pilen, der sad fast i siden på den og brændte videre. Så drejede den omkring og satte i løb bort fra byen med retning direkte imod åen. Men ilden bredte sig hurtigt, og snart efter var trolden omspændt af flammer. Jeg glemmer aldrig dens skrig. Det lød som tusind heksehyl, der blev affyret på én gang blandet med buldrende torden. Så faldt den om på jorden, hvor den lå og brændte videre, indtil der kun var en lille sort bunke aske tilbage. Den havde tydeligvis haft en god grund til at være bange for ild.

Et par dage efter fik jeg et uventet besøg. Det var Kristian, der stod med sin bue i hånden og et venligt udtryk i ansigtet - det var første gang, jeg havde oplevet det. Han rakte buen frem imod mig: "Øh, jeg tænkte at ... den må du gerne få. Jeg skal ikke bruge den mere."
   "Tak," sagde jeg og smilede. "Men behold du den bare. Jeg skal ikke til rollespil igen. Det var lige lovlig realistisk til min smag."