Vi bor i et sted, hvor naboerne kommer hinanden ved. I sagens natur er forskelligheden mangfoldig, hvilket til tider kan udspille sig på ganske underholdende vis.
Ægteparret Smidt bor på 1. sal. Per er 82 år, gift med sin lille utrættelige sekundviser, Ruth på 79 år. Hun har en evne til at få alt og alle til at rette ind efter sin pibe. Såvel Per, hund, naboer, familie og omgangskreds.
Begge har et jernhelbred og en energi, som kunne få en atomreaktor til at brænde sammen i afmagt.
Alderen til trods afholder det dem ikke fra at deltage i alpinsport i Norge. Cykle 35 km rundt i omegnen. Arrangere nabohygge på stranden. Klatre på stige op til 1. sal for at pudse vinduer. Forære deres venner en komplet udendørs male-make-over i sommerhuset, fælde træer mm.
De kan alt! Vil alt! Blander sig i alt! Ved alt! Især Ruth.
Per har dog en imponerende evne til at bære sig klodset ad, hvilket Ruth anser som et pinligt opgør med det styrede liv, som udadtil føres.
Ved ejendommens berømte gløgg arrangementer, optræder Per ofte med indslag af flere uheldige episoder.
Arrangementet foregår i december måned med bål på stranden, hvor mørket råder og vinden bider. Over bålet hænger gryden med varm gløgg. I faklernes skær fik han et år hældt det halve af grydens indhold ned i skødet på én af de fremmødte. En anden gang væltede han glassene. Sidst påfyldte han termokanderne med nye forsyninger. Uheldigvis sad lågene på, og 1½ liter varm gløgg røg i stranden. Et par tomme kander tog sig en skuffende vandring omkring bordet, og efterlod folk med hænder, der klistrede som fluepapir.
Aftenen var ung endnu. Bålet blussede, mens kulden ruskede, og folk sad tætpakkede på bænken med blå læber, tapre smil, klistrede hænder og stift blik. Ruth og Per førte utrætteligt an som arrangører. De var iført fornuftige skidragter samt termoundertøj af bedste kvalitet, fik vi at vide.
Ny forsyning var sat over. Bålet lyste rødt og gryden dampede indbydende nede på stranden. Pludselig vrikkede Per om på foden. Han foretog en glidende tackling fra trinnet ved bordet, og fløj ud over kanten med direkte retning mod bålet. Selskabet var forfærdede, mens de magtesløse blot kunne sidde og se på, at manden med et brag landede i gløderne. Brillerne røg til højre og skoene til venstre. Imens gyngede den ophængte jerngryde lystigt i sit kædeophæng over hovedet på ham.
Alle holdt vejret i paralyseret tilstand. Stilheden tog over. I faklernes skær var øjnene rundt om bordet, spærret op til fuld størrelse i rendyrket forfærdelse.
Den eneste der ikke havde besvær med at bryde stilheden og tage ordet, var Ruth. Uden at røre sig ud af stedet proklamerede hun ud i vintermørket: "Ja Per! Det er det, jeg hele tiden har sagt! Du skulle aldrig have taget de træsko på! Men du vil aldrig høre!"
Imens fik manden kastet sig sidelæns og rullede en meter hen ad stranden. På den måde undgik han skader, mens bålet næsten var gået ud!
Ved nærmere eftertanke, er det forunderligt og dejligt livsbekræftende at se ham slippe godt fra skiløb, cykelture, stigeklatring, bålfest, træfældning og alt det andet, som han påtager sig.
Miraklernes tid er ikke forbi.