Sikke et røre der var i dammen i dag...

Kapitel 1

Det var en herlig forårsmorgen. Sangfuglene kvidrede i træer og buske, og alt var grønt og kulørt som farverne på en malers palet.
   Andedammen summede af fluer, bier og sommerfugle. Alle beboerne i andedammen var vågnet og klar til dagens gøremål. Der skulle laves morgenmad, bades, pudses fjer og siges en masse godmorgen til familie, naboer og venner.
   Men dagen startede desværre ikke så heldigt for alle, for midt på græsset lå Emma And. Hun var fanget af noget fiskesnøre, som nogle menneskedrenge havde efterladt, en dag de var ude at fiske. Snøren havde ligget skjult i græsset et stykke tid, men ingen tænkte på at fjerne det, for det var Skraldeandens job. Men skraldeanden ville heller ikke, for det var nemlig meeget farligt, man kunne jo blive viklet ind i det! Nu var snøren altså, ganske tragisk, viklet rundt om Emmas Ands ene ben. Hun kunne ikke rejse sig og så gjorde det også frygteligt ondt.
   Sonja, der var på vej hen over græsset, for at hente andemad, var lige ved at falde over Emma. "Neeej, hvad er der dog sket med dig min ven?" udbrød hun, da hun så snøren om Emmas ben. "Jeg er fanget i noget snøre, se selv, det er helt viklet ind og jeg kan ikke få det aaaaf...auuuuhauu" græd Emma. "vi må straks have fat i doktoranden", sagde Sonja og hjalp Emma op på andefødderne igen. Sammen humpede de, meget forsigtigt, hen til doktoranden, som boede lidt længere væk.
   Doktoren kiggede nøje på fiskesnøren der var viklet godt og grundigt rundt om Emmas ben. "Ja, det ser jo ikke så godt ud" sagde ham og rynkede brynene. Han fandt en lille kvist frem, som han prøvede at lirke ind under snøren. "Auu ååh auu" brølede Emma. "Nå næh, det kan man så ikke" sagde doktoren, "så må jeg prøve noget andet. "Læg dig på ryggen, så ser jeg om jeg kan vikle snøren op" sagde han. Emma lagde sig på byggen med benene strittende lige op i luften. Doktoren trak forsigtigt i snøren. "AAAAUU åh nej, nu dør jeg...!" jamrede Emma. "Nå, den gik heller ikke", konstaterede doktoren. "Hvis du nu stiller dig på ét ben og drejer rundt, mens jeg holder snøren, så vikler den sig sikkert op" mente doktoren. Emma hoppede og drejede på den ene fod, men snøren strammede bare endnu mere. "Så...nu besvimer jeg" hylede Emma. Doktoren vidste ikke hvad han skulle gøre nu, og Emmas råb blev højere og højere.
   Så var det jo så heldigt at selveste øverste-overchef sildemågen Mågens Måge, tilfældigvis kom forbi. "Hvad i alverden laver i dog, er det en ny sang og dans?" spurgte han. "Næææh", sagde doktoranden, "vi arbejder såmænd på, at få dette stykke snøre af patientens ben, men det vil ikke af" Mogens kiggede meget længe på snøren og sagde så meget klogt "det er fiskesnøre" "ja se, det vidste vi absolut ikke allerede!!" sagde Emma surt, "vi ved heller ikke hvordan vi skal få det af..." hulkede hun. Mågens Måge stod og gnubbede sin hage med hånden og så længe eftertænksomt på snøren om Emmas ben. Alle var spændte på at høre hans mening, for han var jo så klog.
   Mågens stod længe og grublede, kunne man se, og der gik lang tid inden han igen sagde noget. "NEJ...!!" udbrød han og der gik et spjæt gennem hele forsamlingen. "NEJ...hvor det minder mig om dengang..." Alle lyttede spændt. "...jeg kan nemlig lige så tydeligt huske den dag, jeg fløj over Danmarksstrædet. Det var oppe ved Island...nej, jeg lyver, det var ved Polarcirklen, så det var Grønland...på kysten af Kaptajn Hættemåge's Ø. Det var mandag...njaaah, det var nok nærmere en onsdag...det tror jeg..." Mågens spejdede mod nord, som om han kunne få øje på ugedagen et sted derude. Han holdt sig under hagen og fortsatte. "Det var en sule...nej, jeg lyver , det var en albatros, den havde fået sådan noget uhyggeligt fiskesnøre viklet om sit næb. Staklen måtte spise gennem et sugerør, som vi maste ind mellem næbbet på ham...vi var fem fuldvoksne måger om at holde ham nede..sikke et cirkus..!" Mågens sukkede dybt. "Så gik vi i gang med af få snøreskidtet af. Det tog næsten tre dage, for vi måtte jo vente til alle trækfuglene havde set ham først". Mågens Måge lukkede det ene øje, kiggede op på skyerne og trak på skuldrene "Ja, de er jo så nysgerrige...de kommer langvejsfra for at se noget nyt. Vi kalder dem turistfugle. De stod i laaaange køer, for at se på den stakkels, uheldige...hvad var det nu han hed...jo..han hed Alexander Bartholomeu von Dirkenkasseskrammel..hed han, men vi kaldte ham bare Al.
   Mågens stod atter i sine egne tanker, og huskede hvor meget han havde tjent på at sælge billetter til hele mængden. Billetterne kostede én sild.
   "Hvordan fik i så snøren af hans næb Hr. Måge?". Mågens kiggede på Emma og huskede, hvorfor han var her. "Det skal jeg vise dig" sagde han og bøjede sig over Emmas ben, tog forsigtigt snøren i næbbet, og klippede det over med ét eneste bid. "Sådan, så er du fri igen Emmapige". Så let som ingenting faldt snøren fra Emmas ben. Hun blev lettet og glad, og kiggede meget beundrende på Mågens, mens hun masserede sit ømme ben. Mågens pudsede fjer, som om intet var hændt. "Ih altså Hr. Måge" sagde hun, "var det ikke for din klogskab, var mit ben nok faldet af, ikke også Hr. doktor?" sagde hun. "Tjah, det er vel en mulighed" sagde doktoranden lidt flov over, at han ikke havde tænkt på at bide snøren over selv.
   "Ih altså, hvor er de stærk og...og så modig Hr. Måge" sagde Emma. "Tjaaah, lidt stærk og modig er man vel altid" pralede Mågens.
   Det var i dette øjeblik, at Emma blev klar over, hun havde fundet sit livs udkårne. Mågens Måge var hendes helt, hendes redningsmand og meget snart...ægtemand.
   Som altid blev det som Emma ville have det.

Kapitel 2

Der skulle være et flot forårsbryllup i andedammen. Emma skulle giftes med sin Mågens.
   Alle var inviterede og i græsset rundt om dammen, var lavet en kæmpe buffet, hvor man havde samlet en masse skvalderkål, mælkebøtteblade, rødder og en masse dejlig andemad sammen til gæsterne.
   Hele andedammen var en festlig eksplosion af forårets farver, der passede til brudens flotte slør, der var lavet af et hvidt tørklæde, som Søren Skade havde fundet en dag, han rodede gennem én af parkens skraldespande.
   Blishønen Daisy og hendes fire små ællinger var selvfølgelig også inviteret med til festlighederne. Daisy havde pudset de små ællingers bløde dun hele morgenen. Nu skinnede de og var så søde at se på, at Daisy fik en tåre i øjet og måtte gang på gang give dem alle et kys på panden.
   Den yngste lille ælling i kuldet hed Ærling. Han var så lille og nuttet og blev forkælet af alle i andedammen.
   Ærling var ikke så god til det med at svømme, som hans søskende. Det var fordi, han havde et kæmpe lag dun på maven, som gjorde at han flød skævt ovenpå vandet. Og når man flyder skævt, så sejler man i ring, som du nok ved.
   Når Daisy tog sit kuld med ud på en svømmetur, var der ingen, der kunne lade være med at smile af Ærling, når han kom svømmende i cirkler bag de andre. Nogle gange lå han så langt på siden, at hans ene ben stak op i luften. Så padlede han i luften, som om han vinkede til alle de passerede. Alle i andedammen holdt jo af den lille Ærling, der havde et kæmpe smil på næbbet, så de vinkede sødt tilbage til ham. Hans mor og søskende havde prøvet at skubbe ham på ret køl, men det lykkedes aldrig, så de nøjedes med at puffe ham i den rigtige retning, ellers kunne sådan en familiesvømmetur jo tage hele dagen.
   Daisy fik nemt overtalt bruden Emma til at bruge Ærling som brudedreng. Han skulle svømme foran brudeparret og strø blomsterblade i vandet.
   Emma var vild med idéen og gik straks i gang med at lave en blomsterkrans til Ærlings lille, nuttede hoved.
   Endelig var det tid til brylluppet. Solen stod højt på en blå himmel og solsortekoret fløjtede en glad melodi for gæsterne.
   Emma og Mågens stod for enden af dammen, hvor gæsterne foran dem formede en sti i vandet op til alteret. Alle var klædt i deres fineste skrud, og hele forsamlingen, så glade og forventningsfulde ud.
   Lille Ærling sejlede foran dem. Han så så fin og stolt ud med sin midterskilning og den lille blomsterkrans af blå og gule blomster om hovedet. Han var så nuttet, at alle, og specielt damegæsterne, fik en smilende lille tåre i øjenkrogen.
   Ærling skulle nu føre brudeparret frem til præsteanden, som stod ved alteret for enden af stien. Andekoret satte i gang med bryllupsmarchen og Ærling begyndte at svømme og kaste med blomsterblade og brudeparret fulgte pænt efter.
   Men ak, den lille Ærling, der jo kun kunne svømme i ring, løjede lige så stille af til venstre, og svømmede ind mellem gæsterne, som troede det var en del af planen, og rykkede pænt til siden.
   Da der var gået næsten en halv time med at svømme i cirkler, var de stadig ikke nået hen til præsteanden. Det skete, og endda ofte, at de kom meget tæt på...næsten helt hen til alteret, men så drejede Ærling igen af og førte brudeparret væk igen. Ærling smile over hele den lille, søde femøre og hans højre ben vinkede højt i luften.
   Da endelig præsteandens tålmodighed rendte ud, hev han fat i Ærling og trak ham hen til alteret og brudeparret fulgte efter.
   Vielsen kunne begynde og koret kunne langt om længe hvile deres trætte stemmer.
   Da forsamlingen fandt ud af, at den lange rundtur ikke var en del af bryllupsplanerne, kunne de kun grine og smile af deres alles yndlings dunede, lille maves finurligheder.

Emma og Mågens gav hver især deres løfter til hinanden. De satte en ring på hinandens flyvefjer og derefter skulle de kysse, dog ikke uden en masse fnis fra teen-ænderne i rækkerne, og så kunne festen endelig begynde.

Kapitel 3

Dagen efter bryllupsfesten gik skraldeanden rundt og ryddede op efter gårdagens festligheder. Han var godt gal i skralden, for der var rigtigt meget at rydde op denne gang. Overalt lå der rod og skrald.
   "Busseænder og andeprutter" bandede han arrigt, "er der da absolut ingen der kan finde ud af, at rydde op efter sig selv. Skal man absolut rode med alt der ikke er skruet fast..?" jamrede han.
   Spredt rundt omkring lå også nogle ænder og sov midt i rodet. Skraldeanden bumpede, med vilje selvfølgelig, hårdt ind i dem med sin skraldekurv. "Kan den and så få rubbet sig" hylede han, og ænderne skyndte sig væk fra den sure skraldeand, med sin hårde kurv og dårlige manerer. Festen havde varet til de lyse timer, der var blevet danset, sunget og spist så meget, at alle var vraltet stopmætte i seng.
   Der havde været nogle festlige lege. De havde, blandt andet, leget en leg der hed "stoppeægget". Det gjaldt om at rulle et æg ned ad en bakke, og den der kunne stoppe det med en fjer, uden at nogle af dele gik i stykker, havde vundet. Det var næsten umuligt, for ægget havde fart på og var halvtungt. Men så havde Mågens med et "PLOP" trukket én af sine lange halefjer ud, og så var dét æg stoppet!
   Sejrsherren skulle bæres i "kongestol". Den stolte mågens blev med meget stort besvær løftet omtrent tre centimeter op over græsset og båret fjorten centimeter frem af otte svedende ænder, der under Mågens' store, tynge krop sank helt ned i knæ, og sveden piblede frem på deres pander i kaskader.
   Bagefter blev der selvfølgelig også spillet "Andespil" og efter det, gik "Den Vilde Andejagt", hvor de skulle jage hinanden rundt i parken, sådan lidt som alle-mod-alle legen. Det var gået vildt for sig, som altid, med råb og skrig og latter og nogle gange gråd, og et virvar af flyvende fjer og dun.
   Og nu, dagen derpå, var det altså op til skraldeanden at få ryddet op efter legene. Han kunne sikkert få hjælp fra mange, men så kunne han jo ikke så godt tillade sig, at brokke sig og have noget så ondt af sig selv.

Medens han beklagende gik dér og lidende samlede møg op, hørte han en underlig lyd i det fjerne, det lød som en masse flaksende fjer der kom susende ovenfra!..."Pas pou du dær" var der én der råbte.
   Oppe fra himlen af, som en torpedo, kom en kæmpe hvid gås bragende med gumpen først, i høj fart og med kollisionskurs mod skraldeanden. Skraldeanden løb i panik rundt om sig selv. Hvilken vej skulle han flygte, som en galning løb han i ring...han så op, og opdagede at han stadig var på gåsens landingsbane. Med et kæmpe brag ramte gåsen ham. Fjer, dun og skrald fløj omkring i luften. "A sa' jow pas pau, din dum and" kvækkede gåsen, som rejste sig og børstede sine fjer på plads. Skraldeanden lå flad på jorden.
   Gåsen vakte stor nysgerrighed i andedammen. De stimlede ned til landingspladsen for at få sig en ordentlig kigger. De have såmænd set en gås før, men de havde aldrig hørt en tale så underligt som denne gås."Hvor kommer du fra?" spurgte Andy. Det lod til at gåsen havde glemt sin herkomst, for han tænkte længe over det, og så rundt i flokken..."Øøøeh øh" stammede han. "Er du fra skuespillerlandet Fjollywood hva' du lyder lidt sådan?" spurgte Daisy. "JOW!" sagde han højt, "Det er da helt sandt, a er skuespiller i a' Australien" Gåsen pustede sig op og så vigtig ud. "A er på a' etterårstræk, a ska' til a Grønland for a skauespille mæ a verdens best skauespillere" pralede gåsen og tilføjede "Go'daw mine daamer og herrer a hedder Missster Goose". Det sidste blev udtalt som en præsentation af en meget vigtig moviestar.
   "Hvad sagde han?" spurgte Andy sin mor. "Jeg tror at han er på træk til Grønland, hvor han skal spille med nogle berømte skuespillere og at han hedder, mister Goose" svarede fru and og var tydeligt duperet af den store hvide gås beundringsværdige berømmelse.
   "A er den best skauespiller i a Australien...se bare a hat her...!!" mr. Goose pegede meget alvorligt på korkpropperne i sin hat. "Det er alle de Oscars a har fåt fordi a er så døwtig". Der gik et beundrende sus gennem publikum, de havde aldrig før set en skuespiller der havde fået så mange Oscars (de havde sådan set aldrig set en skuespiller før).
   "Hvor mange film har du været med i mr. Goose?" ville de vide. "ORRK!" brølede mr. Goose, som nu kun en gås kan, "a er da holden helt op mæ å tæll". Gåsen, som var meget højere end alle de andre, så ned på sit beundrende publikum, og med teatralsk mine, strakte han den ene vinge mod himlen: "Å vær'eller ik' å vær', det er a spøsmål" sagde han højtideligt, "det er Sjakespir" forklarede han.
   "Hvad siger han mor?" ville Andy vide. "Han har været med i en masse film og vundet en masse filmpriser" fortalte fru And sin søn.
   Tænk at vi har en berømt filmskuespiller mellem os" sagde Daisy og klappede af jubel i sine små hænder. "A er sulten, hvornår ska' vi æe?" Gåsen klappede på sin store mave. Publikum klappede igen vildt af gåsen. "Naaaj" skældte gåsen surt "a er rigtigt sulten, det a ik'for sjov det hær...a maws a tom..hør sel..!!" mr. Goose trommede på sin tomme mave og da gik det op for ænderne at gåsen faktisk var sulten.
   "Kom med mig" sagde Andy, jeg ved hvor der er en masse andemad". Mr. Goose gloede fornærmet på Andy..."Tror han at a ve æe andema'?..a er en meget vægtig gås, a ville ALLER æe andema...". "der er vist ikke andet, vi havde fest i går og alt er spist. Mr. Goose skubbede Andy foran sig, "så blir'det vel andema'..a'sted mæ dig, vis vej...". Andy viste mr. Goose andemaden. Gåsen åd og åd. Så bøvsede han højt og lagde sig snorkende til at sove på ryggen.
   Alle gik rundt som i slowmotion, for tænk hvis de vækkede ham og han blev sur. Han var jo en meget vigtig skuespiller fra Fjollywood.
   Uglen Albert, som jo havde rejst meget i sit liv, var ikke nem at imponere. Han havde nemlig en fætter i Jylland og vidste udmærket hvordan de taler derovre. De lyder mistænkeligt meget ligesom ham der mr. Goose. Albert ville holde øje med ham, for han var overbevist om, at gåsen var en svindler fra Holstebro eller omegn. Han listede han til den sovende gås. Gåsen lå dér på ryggen, tyk og fed og mumlede halvt i søvne: "Åh aw, a har så ondt i a mawe". Aha!! Så vidste Albert med det samme, at gåsen var fra Holstebro i Jylland, for det var kun dér man sagde "mawe". Det betyder nemlig "mave" på holstebrosk, så meget vidste Albert.
   Albert ville straks dele sin opdagelse med de andre. "Uhuuu...hør hér..jeres filmstjerne er ikke filmstjerne, og da slet ikke fra Australien.." Det virkede ikke. Der var ingen der gad høre på ham...som sædvanligt. "Så hør dog på mig, han er en svindler fra Holstebro..!" Men der var stadig ingen der gad høre på Albert. "Ja, ja, det er bare fordi man er så klog, at ingen gider høre på én!" sukkede Albert og gik hen og satte sig tungt på gåsens tykke mave. "humpf..!" gryntede mr. Goose i søvne. Albert gav sig til at synge højt: "Albert sad på en knold og sang...tra la la lalaa!".
   Mr. Goose lavede nogle smaskelyde, pruttede højlydt og vendte sig om på siden. I vendingen hev han uglen med og klemte ham ind til sig, som en pude. "Aah bløde bamse" mumlede han. "Slip mig så, din elendige tykke, jyske gås..!!" spruttede Albert, men han sad uhjælpeligt fast i gåsens favntag.
   Lasse and kom tilfældigvis forbi og så de to tykke runde fugle i tæt favntag liggende i græsset. Gåsen sov, men uglen så aldeles ikke glad ud. "Er det muligt om du kunne lade være med at stå der og glo, og få mig væk herfra" spruttede uglen vredt. "Jamen der er jo dig Albert, hvad laver du dér med filmstjernen?" spurgte Lasse. Albert spjættede med benene og prøvede uden held at komme fri. "Han er aldeles ikke nogen filmstjerne, at du ved det, han er en ganske almindelig bondekarl fra Holstebro, og han narrer jer ALLE SAMMEN..!!". Nu råbte Albert højt, for der var kommet flere ænder til. Han var rød i hovedet og spjættede ivrigt og arrigt med benene. Han følte sig temmelig pinligt berørt over hele situationen.
   Til sidst stod alle andedammens ænder rundt om det løjerlige optrin. "Se" var der én der hviskede, "Albert og mr. Goose er blevet rigtige gode venner." "Skal du nu med mr. Goose til Fjollywood Albert?". Den stakkels Albert, der ikke kunne røre sig af stedet, var så gal i skralden, at han ikke kunne få et ord frem.
   Gåsen var så småt begyndt at vågne på grund af støjen. "Hva'lawer i?" spurgte han tummelumsk, "ska'vi nu til a spill fjerbold?" spurgte han da han så Albert, som lå i hans favn. Gåsen rejste sig op, så Albert røg ned på græsset med et blødt "bump". Så tog mr. Goose Albert i sine hænder, trak højre flade fod tilbage, og så gav han uglen sådan et spark bagi, at han susede forbi andemængden og ind i skoven, med et undrende udtryk i øjnene.
   Publikum var ellevildt og klappede i vingerne. "Jaaah, a er å en af verdens best fo'bol'spiller!" pralede gåsen.
   Stakkels Albert, som nu var nogle fjer lettere, han landede på skovbunden, traskede rasende hjem, hvor han skrev en rapport til Rådet for Uglesete Hændelser, så måtte de tage stilling til, hvad man skulle gøre ved sagen.
   Da den dag kom, hvor mr. Goose skulle af sted til Grønland, var alle samlede på plænen for at tage pæn afsked. Bag på gåsens visitkort skulle der skrives en masse autografer inden han kunne lette. Det var jo ikke hver dag, man fik en berømthed på besøg i andedammen. Der blev vinket længe, indtil mr. Goose var blot en lille plet i solnedgangen.
   "Tænk" sagde Daisy, "og så har han endda et dæknavn. Se selv på bagsiden af de visitkort han skrev autograferne på!". De kiggede alle på det papir de stod med i hånden, der stod; "Jens Henrik Gås, Gæslingemosen, Holstebro, Jylland". Det gik et beundrende suk gennem forsamlingen. Hvor var han altså klog og smart den mr. Goose.

Foråret gik langsomt over i sommer. Kirsebærblomsterne dryssede som sne af kirsebærtræerne. Det var tid til at tænke på at lægge æg i de reder de så nænsomt og tålmodigt havde bygget i løbet af foråret. Alt åndede fred og ro og alle ænderne var glade i dag, i den lille andedam midt i parken.