Jeg havde sat mig på en bænk ved stranden, hvor tre børn på ca. 8 år legede. To drenge og en pige. Med lukkede øjne nød jeg lydene fra bølgerne, mågernes skrig og solens varme stråler, mens barnestemmerne blandede sig med omgivelserne.
Pludselig blev det harmoniske univers afbrudt af ordvekslingen mellem den ene dreng og pigen. Han pegede på den tredje og sagde:
"Det er ham!"
Pigen: "Hvem?"
"Møgsvinet!" svarede han.
Bemærkningen vakte samme opmærksomhed hos mig, som havde jeg set en elefant spille på xylofon i mit badekar. Jeg glippede med øjnene, da kommunikationen fortsatte de tre imellem:
"Ja! Det er så nu, at du skal kysse prinsessen!" kommanderede den lille instruktør.
Gad vide hvad H.C. Andersen havde ment om denne nyfortolkning af hans Svinedreng?