Henriette er en hidsig pige. Egentlig meget charmerende med stort krøllede hår og seje, runde briller, men er altså bare sådan ret temperamentsfuld i det. For at sige det som det er... Hun er tit fuldstændig oppe at køre og tænder ofte helt af. Alt for meget og vildt irriterende. Skændes med alt og alle. Råber og skriger. Kaster med ting og sager.

Ak og ve. Det er ikke nemt at være så hidsig. Det er ikke sådan lige til at være Henriette. Hendes omgivelser er, for at sige det mildt, ret trætte af det. Det passer ligesom ikke ind at være så arrig. Forældre, søskende, hendes klassekammerater i 4.a, lærere, skoleledere, pædagoger og psykologer bryder sig ikke rigtig om det. Det er noget værre rod. Kaos. En sag.

Der er ingen der rigtig ved, hvad de skal stille op med Henriette. De har prøvet alt. Og mens de klør sig i håret og indkalder flere og flere eksperter, bliver Henriette mere og mere hidsig. Borde og stole flyver gennem luften, mens de andre børn og lærere løber skrigende bort fra klassen. De er bange for hende. Det er alle egentlig. Også Henriette selv. Hun tænker ofte: Hvad er det, der sker? Hvorfor er jeg sådan? Hvorfor bliver jeg sådan? Det er så svært at forklare. Hun synes selv, at hun er en ok sød og rar pige. Hun gider godt nok overhovedet ikke de der tøselege, som de andre piger altid leger, men hun vil så gerne bare kunne slappe af og være sammen med andre på en hyggelig måde. Det føles bare som om, at de alle sammen driller hende helt vildt hele tiden. Helt vildt med vilje. Helt vildt ledt. Og så er det, at det bulder og brager oppe i hovedet. Ja, og dette tordenvejr så må komme ud på en eller anden måde. Øv bøv, det er ikke nemt for Henriette eller for den sags skyld nogen andre.

I dag går det så galt igen. Klassens søde pige, Stine, kommer til at tage Henriettes viskelæder ved en fejl, da de sidder og laver noget dansk. Der opstår vildt kaos. Henriette får igen kastet stole og borde ind i væggene og siger en masse eder og forbandelser efter hinanden. De andre børn flygter ud på gangen og Julie, Henriette's klasselærer, løber - for Gud hvilken gang - ned til skolelederen, Bent, og råber og skriger noget med, at nu kan det være nok, nu kan hun simpelthen ikke klare mere. Det er blevet for voldsomt, hun må tænke på de andre børns og hendes egen sikkerhed. Klasselæreren tudbrøler og rydder med begge hænder skolelederens store, fine skrivebord helt for indhold i ren afmagt. Selv computeren får en tur på gulvet. Hun ryster over hele kroppen og falder først ned, da Bent får en stiv whisky i hende. Han tager nu også selv lige en lille én. De to sætter sig på det store, fine, men tømte skrivebord og stirrer så begge tomt ud i luften.

Henriette sidder blandt de væltede ting og sager helt alene i klassen med lukkede øjne. Hendes briller er igen smadret og ligger sammen med et stoleben oppe ved tavlen. Hun ryster også, mens tårerne triller ned af kinderne på hende.
   Hun tænker igen stille højt for sig selv: Åh nej! Hvad har jeg nu lavet? Hvordan endte jeg her? Hvorfor i himlens navn bliver jeg så afsindig hidsig? Hvad siger mor og far nu ikke? Hvad siger Julie nu ikke? Eller for den sags skyld Bent? Bliver jeg nu smidt ud af skolen? Åh nej!

Det er som om, det hele er gået i hårdknude. Hele situationen er ude af kontrol. Det rene ragnarok. Vi har brug for et mirakel. En hjælpende hånd som kan redde hidsige Henriette ud af denne knibe.

Der er blevet helt stille på skolen. Udenfor begynder det at sne. Og lige pludselig sker der noget nede ved pedellen. Imens klasselæreren og skolelederen sidder med deres tredje whisky i hænderne på kontoret, og Henriette sidder og stirrer tomt ud i luften, lister pedellen, som i øvrigt hedder Ludvigsen, op gennem gangene med en lille taske mod 4.a's klasselokale.

Han baner sig vej gennem de væltede borde og stole hen til Henriette, sætter sig stille ned ved siden af hende og lægger den lille taske foran den kære pige.

De sidder sådan et stykke tid. Henriette kan mærke pedellens rolige åndedræt og lugte den søde tobakslugt fra Ludvigsens store, hvide skæg. Han er sådan en rar mand, synes hun. Så ufattelig rolig. Så utroligt lidt hidsig og vred, funderer hun videre. Hun skæver hen på den lille taske.

- Hvad har du i tasken Ludvigsen? snøfter Henriette.
   Pedellen klør sig lidt i det store skæg og ser roligt på hende med de der varme øjne.
   - Hr. Træklods og gode vibrationer, siger han så hjerteligt.
   - Hva'? siger Henriette og rykker lidt tættere på Ludvigsen.
   - Hr. Træklods er en lille sej fyr, forklarer pedellen. Han kan tåle utroligt meget. Han lever af vrede og frustrationer og laver dem så om til gode vibrationer.
   - Jamen, jeg er jo sådan lidt hidsig og vred i det, siger Henriette så og fortsætter: Jeg kan ikke helt forklare det. Det kommer bare lige pludselig. Det sortner for mine øjne, og jeg bliver bare noget så arrig på det hele.
   - Jo, det har jeg godt hørt noget om, siger Ludvigsen så. Lidt hidsige er vi nu alle sammen på en eller anden måde. De fleste har bare lært at styre det lidt. De holder det bare nede, også selvom de fleste nogle gange faktisk har lyst til at kaste med borde og stole.
   - Jamen, mumler Henriette. Se lige alt det rod jeg endnu engang har lavet.
   - Ja, min fine ven. Du er en værre lille hidsigprop, supplere pedellen. Selvom det er en lille smule kedeligt, skal du nu nok til at lære at styre din vrede og dine frustrationer lidt.
   - Hvordan det? hvisker Henriette.
   - Jo, det er netop her, at den lille taske foran dig kommer ind i billedet, uddyber Ludvigsen. Den indeholder som sagt Hr. Træklods og gode vibrationer, og det tror jeg bestemt vil hjælpe dig til at styre din vrede og din hidsighed.
   - Må jeg åbne tasken og se, siger Henriette så begejstret. Pedellen nikker.

Henriette åbner stille den lille taske og tager en lille skæv, men nuttet træklods op af tasken.
   - Hvor er den sød og kær, siger hun så. Hvordan sagde du den fungerede?
   - Jo, forklarer pedellen. Man lader al sin vrede og alle sine frustrationer gå ud over den lille fyr. Han elsker det, ja, han lever som sagt af det. Han skal bruge vreden til at lave gode vibrationer i stedet for.
   Henriette ser lidt skeptisk på den lille træklods.
   - Hvad så når der ikke er mere vrede, han kan leve af? spørger Henriette derefter lidt tøvende.
   - Så kommer han ned i denne her taske igen og kommer først frem, når en anden hidsigprop en dag får brug for den, forklarer Ludvigsen til sidst.

Henriette holder hårdt fast om den lille træklods. Hun kigger på den, vender og drejer den.
   - Vil du hjælpe mig med min vrede lille ven? siger hun så. Jeg kommer jo nok til at råbe og skrige ad dig. Ja, måske endda slå dig. Men så vidt jeg har forstået, er det kun godt, at det går ud over dig og ikke andre. Du kan klare det, ja, du kan åbenbart godt lide det. Du har endda ligefrem brug for det siges der. Til gengæld udsender du gode vibrationer tilbage til mig. Du er da noget af en superhelt.

Ludvigsen rejser sig op og tager sin lille, tomme taske.
   - Held og lykke Henriette, siger han så og giver hende et kram.
   - Tak, hvisker hun og vender atter blikket mod den lille træklods.

Pedellen stiller borde og stole pænt på plads og går derefter ned på skolens kontor, hvor han finder skolelederen og Henriettes klasselærer siddende med tomme blikke oven på det store, fine, men stadig tømte skrivebord.
   - Henriette og jeg fået os en god snak, siger Ludvigsen så med høj myndig stemme. Pigebarnet er frygtelig ked af det og vil gøre sit allerbedste for ikke at være så hidsig i fremtiden. I er nødt til at give hende en chance til. Hr. Træklods og hende vil hjælpe hinanden og få styr på denne her svære situation. Jeg beder jer. Lad Henriette arbejde med tingene og så må I til gengæld have tro på, at det hele nok skal ordne sig.

De to desillusionerede voksne mennesker på skrivebordet ser rådvildt på Ludvigsen.
   - Sa - sa - sagde du hr. Træklods hr. Ludvigsen? stammer skoleleder Bent.
   - Ja, og lad så vær' med at tænke videre over det, afslutter pedellen, lukker forsigtigt døren ind til kontoret og går så roligt ned til sig selv.

Næste dag høres der eder og forbandelser udefra skolegården. Ja, og nogle høje donk som om en eller anden træ-ting bliver kastet hårdt ind mod væggen. Men bordene og stolene i 4.a's klasselokale står ganske fint på ræd og række resten af skoleåret.