Boligforeningens årlig generalforsamling havde taget sin begyndelse på en lun majdag. Der hvilede en vis højtidelighed over de forsamlede, som mønstrede en gennemsnitsalder på medio 70 år. Flere rollatorer var parkeret i indgangen til det lejede lokale, og den eksterne administrator var bænket til højbords sammen med bestyrelsen. Til daglig havde han sit virke som advokat i et støvet og fantasiforladt kontor i midtbyen. Han var bleg med fyldige, organiske former, hvilket fik hans ringe højde til at syne endnu mindre.
Nu rettede han på de stålindfattede briller og bød velkommen.
Persiennerne i havedøren duvede let i vinden, som sendte en befriende brise ind i lokalet til de 24 fremmødte beboere.
Administrator berigtigede, at indkaldelsen var sendt rettidigt ud, og gennemgik et par andre knastørre formalia.
Pludselig viste der sig en silhuet gennem persiennerne. Disse røg derefter larmende fra side til side i havedøren, og ind trådte foreningens nyeste beboer, Michael på medio 40. Han undlod ikke blot at benytte hoveddøren, men han kom også for sent. Hans kronragede isse virrede søgende fra side til side, mens forsamlingen forsøgte at sunde sig ovenpå hans overrumplende entre. Med en fysik som en dørvogter i "de røde lygters kvarter", tog han i sin forvirring en stol og placerede sig direkte over for advokaten, og forvandlede øjeblikket til en forhørsscene. Advokaten - der ikke kendte Michael - sank en klump, og på hans høje pande begyndte svedperler at pible, takket være adrenalin niveauet, som gik i alarmberedskab.
Michael havde placeret sig således, at han tog udsynet for administrator, og denne måtte svaje fra side til side for at få overblik over resten af forsamlingen.
En behjertet person rejste sig og fandt en stol til Michael nederst i lokalet, og mødet kunne fortsætte på vanlig facon.
Administrator spurgte afslutningsvis om der var nogle spørgsmål, og Michaels hånd røg i vejret. Han foreslog, at foreningen anskaffede sig et vildmarksbad og satte det op nede på stranden. Var der stemning for det?
Der blev helt stille i forsamlingen. Enkelte hørte ikke forslaget grundet dårligt fungerende høreapparater, og andre, der var nyligt hofteopererede, mumlede i krogende. Andre igen kendte ikke begrebet og måtte have det forklaret. En enkelt beboer troede i sin vildfarelse, at hans badekar i privaten skulle fjernes og erstattes med et fælles badekar på stranden.
Michael skottede til foreningens yngste kvindelige beboer på medio 30. Hun var lige så sød som hun var køn. Mens fantasien tydeligvis kørte på høje omdrejninger hos ham, forsøgte han at sælge sin idé ved at male et skønbillede af badescenen. Han beskrev med ivrige gestus, hvordan man kunne sidde i det varme vand og drikke kold champagne, mens man skuede ud over Storebælt og nød solnedgangen.
Konsulinde Bergkvist på 78, der var så mager, at hun var ved at falde fra benene, mente ikke, at hun ville kunne bestige bassinet uden hejs.
Efter endt høring konkluderede advokaten, at forslaget ikke kunne vedtages, og ville føre dette til referat.
Et halvt år senere solgte Michael sin lejlighed, og enkelte harmdirrende beboere gøs ved tanken om, at han ville havde efterladt "badeanstalten" på stranden som én af egnens største skamstøtter.