Henry og Edith var i vide kredse kendte for deres påholdenhed. Nogen ville nok gå så langt som at sige, at de var direkte nærige.
Det skyldtes ikke næringssorger. De havde blot en indre fornøjelse af at se de blå tal på bankbogen vokse, og som sådan skulle udgiftssiden effektivt minimeres.

I alle de år vi kendte dem, blev der i sensommeren flittigt syltet pærer fra haven. Med denne høst gik de vinteren trygt i møde efter at have præsteret mere end 10 hyldemeter råsyltet frugt. For deres gæster var spændingsfeltet omkring desserten altid udeblevet, idet denne var givet forhånd uden dristige varianter.

Foråret kom og hækken stod endnu med nøgne grene. Solen skinnede. Fuglene sang og hos haveejerne voksede trangen til at få sving i haveredskaberne.

Henry og Edith var ingen undtagelse. I de mørke vinteraftener havde de regnet på et lukrativt overskud, ved at sløjfe et stykke af græsplænen, så der kunne avles flere grøntsager. Havefræseren kom frem fra skuret. Den startede med et brøl, som fik solsorten til at baske med vingerne og omgående indstille skønsangen.
Henry påbegyndte sit mordforsøg af græsplænen, mens knivene roterede. Efter et kort øjeblik stoppede motoren dog, og freden sænkede sig balsamisk over villabyen. Han hev i startkablet. Maskinen startede men gav hurtigt op. Da dette gentog sig en del gange, måtte de erkende, at den lerede jord var for stor en mundfuld for den spinkle og underdimensionerede fræser.
Gode råd var dyre, og derfor skulle der tænkes utraditionelt.

Det blev der også!

Edith lod sig spænde for havefræseren iført gummistøvler og trækremme. Med sin effektive kontravægt havde hun en klar fordel fremfor Henry, der kun vejede det halve. Han holdt i remmene, mens Edith lå foroverbøjet i en vinkel på 90 grader. Som Gefion, der pløjede Sjælland ud af Mälaren med sine okser, gik Henry bag ploven, samtidig med at Edit pløjede den kommende vugge til afgrøder ud af baghaven.

Edith prustede, mens havefræseren kurede hen over græsplænen. Efter to timer lykkedes det dem at fræse 5 m2 ud til et nyt bed. Det sidste jeg hørte Henry sige var: "Så må vi droppe hestebønnerne og tigge nogle hos din søster i stedet for!"