Zenta var en sort labrador med et godt sind. Dens mor, Fiona, var ejet af Henning og Kirsten, som gladelig udbredte sig om, at Zenta havde blåt blod i årerne. For den uforstående krævede dette spøjse postulat en nærmere forklaring.

Fiona var blevet medtaget til julefrokost på lensgodset, hvor kun byens spidsborgere var inviteret. Her var intet overladt til tilfældighederne. Juledekorationerne havde været omkring en fransk blomsterkunstner, og kokken var fløjet ind fra New York i privatfly. Alt havde været formfuldendt. Dog havde man hos de grevelige ikke holdt mere på formerne, end at Fiona havde været velkommen.

Lensgreven havde en labrador, som besad en stamtavle, der var nogenlunde lige så lang som indlægssedlen på en æske Panodil. På papirerne fremgik det, at den hed Hawaiian Sunshine on the Reef. Men i daglig tale havde man gjort det lettere for både hund og ejer ved kort og godt at kalde den for Shine. Det mente man passede fint til en hanhund med stor selvfølelse.

Vel ankommet til de fint arrangerede borde, hvor sprød julemusik tonede ud i rummet, måtte Kirsten og Henning gå til bekendelse. De havde netop opdaget, at Fiona var kommet i løbetid. Lensgreven tog oplysningen med oprejst pande, og derfor blev Shine lukket inde i et sovegemak på øverste etage.

Frokosten forløb med højt humør efterhånden som de hjemmelavede kryddersnapse fra egne jorde fandt vej og fik de stegte sild og sprødstegt ribbensteg til at svømme.

Ingen bemærkede derfor, at Fiona forsvandt. En tæve i løbetid ejer næsten overnaturlige evner, når det drejer sig om at snige sig uset ud i verden. Mens Kirsten og Henning var gået ombord i den glaserede skinke med grønlangkål fra den lensgreveske køkkenhave, havde Fiona set sit snit til klemme sig ud gennem en dør og smutte udenfor. Her havde godsforvalterens firbenede Pløk taget varmt imod den. Den foretog interesserede tilnærmelser i det nedlagte hønsehus, hvor den endte med at forføre Fiona under julefrokosten.

Pløk var en krydsning mellem en labrador og Baskervilles Hund. Den var kendt i mere end syv kirkesogne, som en slyngel. Den havde op til flere postbude på samvittigheden og kunne strejfe i dagevis. I et slagsmål med en ukendt ophavsmand, havde den mistet det ene øje og havde erhvervet sig et livsvarigt ar hen over næsen. Det forhindrede den dog ikke i at have strøet sit dna rundt omkring på egnen, som blev videreført i adskillige kuld hvalpe.

Kokkepigen havde fra vinduet kunnet iagttage hele forløbet, som senere skulle ende op med at blive til Zenta og dens 7 søskende. Det havde været svært at undgå, idet Pløks skamløse og heftige romance skete mindre end 5 meter fra køkkenet, og hyrdetimen foregik for vidtåben dør i hønsehuset.

Selskabet i den store sal var ved at være færdige med frokosten, og duppede sig om munden med de håndbroderede servietter. Efterfølgende fulgte en café mokka personligt hjembragt af lensgreven fra Yemen samt tarte tartin.

Fiona slæbte sig træt indendørs af samme vej, den var kommet. Udmattet smed den sig foran den tændte pejs, der stadig knitrede, og faldt i søvn med et dybt suk.

To timer senere, da selskabet skulle bryde op, kunne Kirsten og Henning derfor med befriende uvidenhed kalde på deres hund og vende hjemad.

Omkring kyndelmisse forelå resultatet i form af 8 små sorte hvalpe. Shine blev omgående udnævnt til den ærefulde titel at være stamfaderen med blåt blod i årerne. Man var overbevist om, at det måtte være sket i et ubevogtet øjeblik. Dette prædikat fulgte mundtligt med ved salget af samtlige hvalpe, og det er ikke utænkeligt, at det også har haft indflydelse på prisen.

Der gik et år, hvor alle var i god tro indtil næste julefrokost. Her hjalp den sandhedselskende kokkepige virkeligheden på vej. Ved nærmere eftersyn måtte man indrømme, at Zenta havde samme besynderlige pels som Pløk, der med lidt god vilje kunne minde om Den afskyelige Snemands.

Zenta var dog, i modsætning til sit fædrene ophav, både fredselskende og vellidt, så hvad gør det så, at den alligevel ikke havde blåt blod i årerne?