Hun stod op, og der var noget galt. Hun kunne mærke en hård bule bag øret, så hun var ret irriteret resten af dagen. Det endte med, at hun lige skulle på besøg hos lægen. Det kunne hun i hvert fald ikke lide. Læger, hospitaler og sygeplejersker brød hun sig ikke om. Det skyldtes et års behandling på hospitalet, hvor hendes sygdom var kræft. Heldigvis blev hun rask efter et katastrofalt år. Hun havde besluttet sig for at glemme alt om denne hårde periode, og hun ville aldrig nogensinde tilbage på hospitalet igen. Det var dog ikke muligt at opfylde dette, da Gud besluttede sig for, at hun skulle få kræft igen. Det opdagede hun efter en scanningsundersøgelse på hospitalet, da hendes egen læge ikke vidste, hvad hun fejlede.

Det var umuligt at gå ind i hende og se, hvad hun følte på dette tidspunkt. Hun tog det som om intet var sket, og det var meget mærkeligt. En smuk og ung pige på hendes alder ville i det mindste blive lidt chokeret eller græde, men hun tog det unormalt almindeligt. Man undrede sig over, hvor stærk hun var. Hun var bekymret indeni. Hun var ikke bange for at dø eller komme på hospitalet, men hun følte sig skyldig i at ødelægge hendes familie. Hun vidste, at familien på en eller anden måde ville blive splittet. Moren skulle sove med hende på hospitalet mens hendes far var hjemme med hendes søskende. Der ville ikke være familiehygge mere. Hun havde dog aldrig forestillet sig at lide under behandlingen på hospitalet. Hun ville hellere dø end at have kvalme hele tiden, være energiløs og blive brændt i hele halsen på grund af strålebehandlingen. Hun kunne ikke spise, og hun lå i sengen flere dage i træk. Smerterne var ulidelige, men medicinens bivirkninger var værre. Hele hendes families sommerferie var ødelagt, og hun følte, at hun bar skylden.

Det hele drejede sig om glæden. Hun kunne ikke forstå, hvorfor hun skulle miste glæden, hver gang hun havde fundet den. Efter hendes første sygdom, hvor hun var blevet rask, havde hun problemer i skolen. Hendes gamle veninder ville pludselig ikke være sammen med hende mere. Hun var ikke rigtig glad for noget. Hun gik klassen om i skolen, og grunden var ikke, at hun var dum, men hun gik glip af meget undervisning i sygdomsperioden. Efter alt dette sorg, fandt hun endelig glæden. I hendes nye klasse fik hun nemlig de mest vidunderlige veninder. Hun havde det sjovt hver eneste dag, men nej det måtte hun ikke. Hun skulle ikke nyde livet som alle andre. Den forbandede sygdom ramte hende endnu engang.
   Hun var klog, fordi hun aldrig gav op. Hun tænkte aldrig på at begå selvmord som mange unge ville gøre i denne situation. Hun var fantastisk med et ord. Hun forstod konceptet med livet, og hun fik et nyt mål. Hun ville nemlig gerne sprede et budskab om at nyde glæden så længe, man har den. Gennem hendes sygdom, så man hende sidde og skrive.

Bagefter fandt man ud af, at hun havde skrevet en hel bog igennem hendes sygdomsforløb. Budskabet i bogen var blandt andet til folk, der var i samme situation som hende - hun ønskede at give dem håb og at ikke give op, for så kunne glæden gå sin vej. Man skulle aldrig miste sin tro, for det var der man kunne vakle. Hendes tro var det eneste, hun kunne holde fast i. Dette budskab blev spredt til mange mennesker.

Hun blev måske en engel, fordi hun var i folks tanker selv efter, at hun døde. Hun var uden tvivl sendt ned fra himlen som en engel fuld af kærlighed, håb og glæde.