Vi er så privilegerede at bo et sted, hvor kysten ligger lige neden for vores bolig. Det gode sammenhold og uforudsete episoder, kan ofte give hverdagen lidt ekstra krydderi.

I naboejendommen bor to ældre mennesker på over 80 år. Edith og Otto. Manden er ikke så høj og har formået at holde den slanke linje. Det samme har hans viv. I stueetagen bor Lars. Han er derimod en stor og rund bulderbasse, der er i besiddelse af det korpus, Otto ikke har.
Lars og Otto har fundet sammen, og når de rokker af sted langs stranden side om side, så minder de mistænkeligt meget om musene Tim og Bum fra Askepot.

Sommerheden var sat ind, og folk og fæ stønnede i varmen. For første gang i mange år havde Otto bestemt sig for at bade. Han spankulerede ud af badebroen med Lars ved sin side, iført badebukser i marineblå retromodel, mens han bar på et oppusteligt badedyr i skikkelse af en kæmpe, lyserød flamingo. Lars blev stående på badebroen og kom med animerende tilråb til den badende kammerat, uden selv at skulle nyde noget af det våde element.

I det svale vand formåede Otto at komme i kontakt med sit indre barn. Han glemte kortvarigt, at han var fyldt 80 år, da han i kådhed kravlede op på ryggen af flamingoen. Han gled dog sideværts og tilbage i vandet. Her fik han kortvarigt hovedet under vand og gik i en form for panik. Hurtigt blev han hjulpet af en ung pige, der ligeledes var ude og nyde havets velsignelser.

Al opmærksomhed var rettet mod Otto, som blev bakset tilbage til badebroen. Flamingoen, som venligst var udlånt af en børnefamilie, gik i drift. Med et tomt blik stævnede den ud mod fjerne kyster, hvor den havde besluttet sig for at finde en mage. Heldigvis fik andre fat i den i tide, og på den måde blev både Otto og flamingo fragtet sikkert på land.

Men for Otto startede det egentlige mareridt først her. Hans ægteviede Edith rundede hjørnet med overraskende hastighed. Hun stæsende målrettet mod ham med stok og krogede knæ. I det offentlige rum fik Otto en røffel for øjnene af alle. Ordene, der regnede ned over ham, var hverken lyriske eller milde. Mens blomstrende gloser blev udspyet for fuld udblæsning, svingede hun stokken som en propel over hovedet på ham.

Slukøret trissede han mod hjemmet, mens han uden for hendes hørevidde hvæsede indædte gloser, der ikke var tiltænkt andre at blive indviet i.

Vi håber, at han får mod til en reprise på lidt lavere vand, skønt det nok må betegnes som civil ulydighed i Ediths nærvær.