Det var en varm sommerdag i mit 13. år.

Min far var ved at lægge sidste hånd på værket med at give de 14 trin på trappen op til husets 1. sal en ny belægning. Der var metalkanter på hvert trin og nymalede hvide balustre på rækværket.

I mellemtiden var jeg blevet færdig med at male reolen på mit værelse. Den var antikblå. Da jeg skulle ned ad trinnene, var det nemmest at sætte malerbøtten (uden låg) ovenpå stolen, idet det sparede mig for at gå to gange.
Resten behøver jeg næppe fortælle?

Tyngdekraften virkede upåklageligt den dag fra øverste til nederste trin. Det er tankevækkende så meget den kvarte liter maling, der var til overs, kunne fylde! Min mors hvide blondegardiner på spiralsnor og med organza strop foran vinduet på trappen blev også delvis farvet antikblå. Det samme gjorde dunhammerne, der stod arrangeret i en gulvvase i svinget på trappen. Balustrene var ikke længere hvide, og trinnene var slet ikke. Vægspejlet var dekoreret med blå klatter i løbende struktur, der sindigt drev ned ad den facetslebne kant.

Det var én af de få gange, jeg hørte min far bande og påkalde underverden i klare vendinger.

Malingen var oliebaseret, så det Ajax ombruste hus, hvor støvet ikke blev levnet en chance, var i dagens anledning indhyllet i en stram terpentintåge. Alle vinduer måtte stå åbne på 1. salen om natten, idet min mor påstod, at vi ellers ville sove direkte ind i døden.

"Maler bliver du forhåbentlig aldrig!" lød dommen.