For en del år siden var min mand og jeg på besøg i Spanien. Vi havde brugt 2 uger på at komme rundt og opleve en masse og se steder, man normalt ikke besøgte dengang.
Vi så et opslag, hvor man kunne opleve flamencodans på en lille restaurant et stykke uden for byen. Denne fejende, flotte folklore syntes vi bestemt måtte være værd at opleve.
Vi ankom til en lille skummelt udseende taverna, uden for lands lov og ret. Foran indgangen blev vi mødt af en mand på ca. 45 år. Han sad henslængt i en faldefærdig havestol, mens osen fra en cigaret langsomt steg til vejrs. Blikket hvilede skulende på de gæster, som måtte passere. Instinktivt veg man en bue udenom ham.
Inden showets start benyttede min mand toilettet. Han nåede tidsnok tilbage til sin plads i den lille sal inden forestillingen begyndte. Han fortalte mig med dæmpet stemme, at én eller anden havde rusket panisk i døren, så krogen i den vakkelvorne øsken nær var hoppet af.
Lyset dæmpedes i salen, og scenelyset tændtes. Maestro! Fra den lille intimscene satte musikken i med heftige og temperamentsfulde rytmer fra en enlig guitarspiller. Han var parkeret halvt ude i kulissen på en malkestol. Fingrende kørte energisk over strengene, mens tonerne kom i fremdrift.
Pause. Fortættet stilhed.
Ind på scenen, med små trippende dansetrin, kom manden fra havestolen iført en vest, som var et par numre for lille. Han standsede og hamrende hælene vredt i gulvet. Guitaristen tog til i styrke. Nu berigede danseren nummeret med en klagende sang, der udtrykte dyb fortvivlelse. Han jamrede, mens hælene buldrede i trægulvet. Armene var strakt over hovedet, hvor hænderne mødtes i taktfaste klap, mens øjnene var lukkede under simrende dramatik. Guitaristen gik op i det med en mild form for head-banging. Pludselig stoppede danseren midt på gulvet. Med en anklagende pegefinger rettede han den ud mod publikum. I dette tilfælde min mand. Scenelyset drejede, så vi begge sad badet i lys. Danseren stirrede med et fast blik på os og klagede sin nød: "Sitter-sitter, si!", mens hælene galoperede på gulvet.
Folk i rummet stirrede interesseret på os. Som svar på beskyldningen mumlede min gemal næppe hørligt: "Ja! Det var mig, der "sittede" ude på toilettet, da du ruskede i døren." Det anklagende "Sitter-sitter, si!" fortsatte et par minutter endnu. Her turde man sandelig ikke give los for lystigheden og bryde ud i et forløsende, hysterisk grin. Tydeligvis var det en dybt alvorlig sag han var i gang med at bræge sig igennem. Pegefingeren forblev i den anklagende position, mens hans øjne lynede.
Projektøren blev efter nogle minutter nådigt fjernet fra os, og drejet tilbage, hvor den kom fra. Et nyt tableau afløste os. Vi sad dog halvvejs blændet i det efterfølgende mørke inden pupillerne fik korrigeret til korrekt blænde. Tre kvinder i flamencokjoler indtog scenen. Vi gættede på, at alle tre danserinder havde både børn og børnebørn. De kastede hektisk rundt med skørterne og trampede i gulvet med sko, der havde set betydelig bedre tider. Et par plasticblomster skulle gøre det ud for et festligt islæt i de grånende lokker. Kastagnetterne slog taktfast rytmen, mens de trampende fødder dannede en solid jordforbindelse. Det var tydeligt, at de var i følelsernes vold. Manden skiftevis klappede og knipsede med fingrene, mens ryggen var rank og topmaven skudt frem. Hæleklaprende udstødte han uengagerede flirtende tilråb på sidelinjen.
Koreografien var tydeligvis ikke helt gennemarbejdet, og efter nogle minutter fik man indtryk af, at kvinderne blev smidt ud fra scenen. Denne overtog danseren sammen med guitaristen på flamboyant vis. De 12 strenge på guitaren fik tæsk til de var rødglødende. "Sitter-sitter"-mandens dans kulminerede i, at han dannede ottetaller på gulvet, mens han trampende klagede sin nød. Det lød unægtelig som om, han var blevet ramt af en akut mavevirus.
Han afsluttede showet med noget, der skulle forestille en piruette, hvorefter han svedig og forpustet stillede sig an til at modtage publikums gunst sammen med guitaristen.
Kvinderne så vi ikke mere til. Vi gættede på, at de var sendt hjem for at lave paella og lægge børnene i seng.
Men hvad "Sitter-sitter, si!" betød, har jeg desværre aldrig fundet ud af, med mindre min mand havde ret i sin antagelse?