Karen holdt sin 78-årige fødselsdag på en forårsdag med fuld sol og nyudsprungne bøgetræer. Omkring bordet sad tre ældre naboer, som var inviteret til formiddagskaffe med hjemmelavede lækkerier.

Der blev pakket fødselsdagsgaver ud, mens telefonen ringede i et væk for at lykønske festens midtpunkt. Stemningen var god, og bortset fra at Birthe væltede et par kaffekopper ud over dugen, mens hun beklagede, at hendes dårlige nerver var forværret, så opretholdt selskabet et muntert humør.

Det ringede på døren, og ind trådte ægteparret Schmidt. Bortset fra fødselaren, var de et ubeskrevet blad for resten af selskabet. Begge var iklædt klassiske tweed blazere. Han åbenbarede en matchende vest, og hun havde en stram permanent, som omkransede hendes ansigt.

Samtalen gik lidt i stå, da alle måtte rykke sammen og flere stole findes frem, så alle kunne være ved bordet.

Birthe forsøgte at sprede godt karma, og kastede et ufarligt emne på banen. Med et lille smil lod hun sig lede ind i følelsernes vold. I næsten hviskende andægtighed fortalte hun, at der havde stået et rådyr lige uden for vinduet samme morgen. Hun havde dog været så nervøs for, at det ville blive påkørt, når det atter krydsede vejen.

Fru Schmidt kvitterede omgående ved at hvæse "møgdyr!"
Der blev stille ved bordet, og Birthes følende mimik frøs fast i en forbløffet grimasse.

Fru Schmidt uddybede sit udsagn med at konkludere, at de åd rub og stub, hvad der var i haven. De startede i den ene ende, og som en flok vandregræshopper helmede de ikke før alt var ædt. Således kunne de lægge hele kvarterer øde.

Lis, der havde forholdt sig tavs, fortalte som en lille kuriositet, at rådyrene havde kun ædt de blå hyacinter i hendes have. De hvide var de gået udenom.
Her kunne hr. Schmidt trøste hende og fortælle, at til næste år ville de hvide også være væk! Disse skadedyr var hæmningsløse.

Der fulgte et uddybende foredrag, hvor grundstenen var hans store passion for jagt. Tommelfingrene fandt vej til vestens knaphuller. Kaliber. Rifler. Klappere og hunde blev udførligt uddybet, mens fru Schmidt sad med halvlukkede øjne og nød mandens enetale, som var det en kammerkoncert.

Da han berettede om flåning af dyret, mistede Birthe appetitten, mens fru Schmidt hakkede tænderne ned i en nybagt bolle.

Ægteparret fortsatte som en velsmurt totaktsmotor med at supplere hinanden. Rådyrene fyldte parcellerne op med flåter, og desuden udgjorde de en livsfare for alt og alle i trafikken, idet de befandt sig alle vegne.

Birthe samlede mod til sig og indrømmede, at hendes mand havde påkørt et rådyr et par måneder forinden, og at det havde gået dem forfærdelig meget på at se ind i dyrets smukke øjne, mens det lå døende dér på vejen.

"Mad på bordet!" bekendtgjorde fru Schmidt, og stangede ud efter et stykke røget mørbrad.

Ankomsten af råkid, kunne hr. Schmidt oplyse, afhang af disse. Over for det undrende selskab gestikulerede han med en pegefinger vinkelret på sin halvskaldede isse. "Opsatsen" forklarede han det umælende selskab. "Når den vokser ud i det tidlige forår, har vi balladen med nye råkid!"

Da fru Schmidt forgreb sig på orangemarmeladen og meddelte, at de skulle skydes, rejste Birthe sig snøftende og med våde øjne. I hendes kølvand fulgte de to andre.

Det sidste de hørte, inden de gik ud ad hoveddøren var hr. Schmidts stemme, der gjaldede "Hvis I vil have en rådyrkølle, siger I bare til. Vi har masser af dem i fryseren!"