For en del år siden skulle min mand til et møde i Sønderjylland. Han benyttede sig efterfølgende af muligheden for at køre til nærmeste grænsebutik og købe et mindre kvantum øl.

Det var én af de vinterdage, hvor man ikke føler, at det når at blive lyst. Hen ad aften var hjemturen via landevejen bælgmørk. For at sætte yderligere gang i trøstesløsheden, begyndte det at regne.

Ude på åbent land, hvor der blæste en kæk vind fra vest, bemærkede han, at dampen stod op fra motorhjelmen. Bilen blev kastet ind til siden og lommelygten fundet frem. Motorhjelmen kom på støttestang for at undergå en nærmere inspektion af mekanikken. Her afsløredes det, at vandslangen fra køleren var mør, og køleren var tømt for vand.

Han spejdede omkring i håb om at finde et lille lys i mørket, der kunne tænde et håb om civilisation. Men den begsorte aften rådede i tæt samarbejde med regnen og en efterhånden tiltagende vind. Det var før den tid, hvor mobiltelefonerne havde gjort deres indtog, og derfor var det udelukket at ringe efter hjælp. Ergo måtte snarrådigheden tages i brug.

Ved nærmere eftersyn lod vandslangen sig trække op over studsen, så der kunne etableres forbindelse. Problemet var blot, at vandkøleren var tømt og tør som Sahara. Han kløede sig i nakken, og det må åbenbart have hjulpet, fordi pludselig kom han i tanke om provianten i bagagerummet. Han knappede en øl op og hældte den i køleren. Øllet skummede imidlertid voldsomt, og mens han ventede på, at indholdet brusede af, tog han en slurk. Det gentog sig nogle gange.
Han stod stadig foran den åbne kølerhjelm, da et par billygter fejede hen over ham. Føreren satte farten ned, og spurgte om der var brug for hjælp. Det var der ikke, idet problemet var så godt som løst.

Min mand nåede hjem med øl i køleren. Mange uger efter måtte vi affinde os med, at bilen stank af kogt øl.

Efterfølgende har jeg ofte tænkt på, hvad den anden bilist mon har tænkt, ved det politisk ukorrekte syn af en mand, der stod og delte en øl med sin bil på en mørk landevej?