Ude på savanen stod stakkels Sander. Sander var en elefant, men hans snabel var lam. Så nu kunne han ikke plukke blade eller trutte som en trompet. De andre elefanter drillede ham, og kaldte ham Sander-Lam-Snabel.
   Sander blev ked af det, fordi det kunne han ikke gøre for. Men de lo bare. Så Sander løb ud i den store skov, og satte sig under et stort træ.
   "Halløj," sagde en stemme over ham. Sander holdte op med at græde og kiggede op. Det var en giraf, som talte til ham.
   "Hvorfor græder du?" Spurgte Giraffen. Sander snøftede lidt.
   "Det er fordi de andre dyr driller mig med min snabel, fordi den er lam."
   "Nå, det var da ikke så godt," sagde Giraffen, og forsøgte at sætte sig ved siden af ham.
   "Nej, men hvad skal vi gøre?" spurgte Sander, og tørrede sine øjne.
   "Tja," sagde, og kiggede til alle sider. Han kom i tanke om sin bedstefar.
   "Hør, vi kan tage over til min bedstefar, som bor lige derovre," fortalte Giraffen og forsøgte at pege med sit hoved i den retning de skulle gå. Sander rejste sig fra jorden, og fulgte med Giraffen da de begyndte at gå.

De havde nu gået længe. Og endelig kom de til bedstefarens hus. Men han var ikke hjemme. Så de ventede og ventede, og da det blev aften kom bedstefar giraf hjem.
   "Hvor har du været henne, bedstefar?"
   "Øhh... jeg har været til savannefest"
   "Hvad er savannefest?," spurgte Sander.
   "Hvad savannefest er for noget? Jamen, det er en fest, hvor alle savannens dyr kan komme og danse," fortalte Bedstefaren, og så ned på Sander.
   "Okay, nu forstår jeg det," sagde Sander.

De tre dyr gik ind i bedstefarens træhus.
   "Nøj, hvor er det et flot hus!" sagde de begge, da de kom indenfor i den lune stue.
   "Tak, for jeres pæne ord," sagde Bedstefaren og nikkede taknemmeligt.
   Det var ikke længe, at Sander og Giraffen skulle besøge Bedstefaren, for de skulle finde et sted, hvor Sander kunne få helbredt sin lamme snabel.
   "Men min snabel er lam, hvad skal vi gøre?" spurgte Sander, og kiggede op på Bedstefaren imens han gned sig på snabelen. Han kunne stadig ikke mærke den.
   "Hm... Det er et godt spørgsmål. Nu skal jeg tænke mig om," sagde Bedstefaren. Han satte sig ned i sin ynglings lænestol, og begyndte at tænke.
   Han tænkte... og tænkte... og pludselig slog det ham.
   "Nu ved jeg det!" udbrød han.
   "Vi kan tage hen til Julie, hun kan helt sikkert hjælpe med det," fortalte Bedstefaren.

De gik nu udenfor træhuset, og begyndte at gå ind mod markedspladsen, hvor de holdte savannefesten. Bedstefaren viste vejen, fordi han næsten lige havde været derinde.
   Små firben løb hen ad den fugtige jord, og fugle sang så smukt i trætoppende. Men mørket var også begyndt at lægge sig, nu hvor de var på vej igennem skoven. De 3 dyr, gik nemlig ikke i særlig lang tid, før de begyndte at se lys og høre musik.
   "Hov, er det der ikke markedet?" spurgte Sander og pegede over imod en åbning i buskaset, hvor der kom lys ud i alle regnbuens farver.
   "Jo, det er det nemlig. Kom!" sagde Bedstefaren, og de satte farten på, for at komme ind på markedspladsen.
   Inde på markedspladsen, var der sat store telte op. De havde striber på, som var gule og røde, og et andet telt var helt blå. Rundt på alle teltene, hang der lange kæder med en masse lamper på. De lyste i alle regnbuens farve, så det blev helt festligt, nu hvor der blev afholdt savannefest på markedspladsen.
   Lige ved siden af det største af teltene, stod et mindre telt. Det var lyserødt, og havde store hvide cirkler på. Inde i det telt, der boede Julie. Hun var også en elefant. En lyserød elefant.
   "Se derovre," sagde Bedstefaren og pegede med sin lange halt over imod det lyserøde telt.
   "Der bor Julie, som jeg fortalte jer om."
   Sander kunne se hende fra indgangen til markedspladsen.
   "Hvor er hun smuk!" sagde Sander. Han rødmede lidt ved tanken om, at han aldrig havde troet, at en elefant kunne være så flot.

"Hej Sander," sagde Julie genert, da de kom hen til hende. Sander rødmede endnu mere. Hun var næsten lige så høj som Sander, og havde store flotte øre.
   Sander tøvede lidt.
   "Min snabel er lam, og de andre dyr driller mig med det," fortalte han så, imens han så ned på sine fødder.
   "Det er jeg ked af at høre, Sander. Skal vi ikke gå ind i mit telt, så kan jeg se, hvad jeg kan gøre for at hjælpe dig," sagde Julie og smilede glad til Sander.
   Inde i teltet var der stille, og ikke nær så køligt som udenfor. Der hang små lyserøde lamper ned fra loftet, og de lyste hele teltet op.
   "Hvad skal vi så nu?" spurgte Sander, og tænkte på, om hans snabel nogensinde igen skulle blive rask. Han var gået derind alene med hende, så Giraffen og Bedstefaren ventede udenfor det lyserøde telt.
   "Vil du se noget magisk?" spurgte Julie fortryllende, og lagde sin snabel op på det brune træbord.
   "Ja det vil jeg gerne!" svarede Sander spændt, og kiggede på hende.
   "Du skal lukke dine øjne, ellers virker magien ikke," sagde Julie, og pegede med din snabel. Sander slog sine store ører ind foran øjnene så han intet kunne se.
   Han kunne høre Julie pusle med noget, men han holdt sine øjne lukket for, at magien skulle gå i opfyldelse.

Pludselig følte han, at noget rørte ham på snablen. Det kunne han ikke rigtig forstå, fordi den havde jo været lam i længere tid. Følelserne kom mere og mere frem i ham. Han følte en varme brede sig i kroppen. Hun kyssede ham flere gange på hans snabel. Varmen flød igennem hans kinder, og helt ud i spidsen af hans snabel.
   "Nu må du åbne øjnene," sagde Julie kærligt, og Sander fiskede sine store øre til siden. Julie var også begyndt at rødme. Det var ikke så tydeligt, fordi hun var lyserød i forvejen, men når man var ligeså glad som Sander, så var det tydeligt at se.
   Han løftede sin snabel, og rigtig nok så kunne var den helt rask.
   "Wow... Hvordan gjorde du det?!" Sander var helt lykkelig og målløs. Nu var der ingen af de andre dyr, som kunne drille ham længere.
   "Med kærlighed, kan man løse næsten alt," svarede Julie, og greb Sanders snabel med sin egen.

Udenfor teltet stod Giraffen og Bedstefaren stadig og ventede på, at Sander og Julie skulle komme ud igen inde fra det lyserøde telt. Det store forhæng ind til telte blev hevet fra, og Sander kom ud med Julie i snablen.
   "Det er da et mirakel!" udbrød Giraffen, og sprang op i vejret af glæde.
   "Din snabel er blevet helbredt!" Sander var med på jublen, og sprang i vejret imens han stadig holdte Julie i snablen.
   Månen lyste frem fra skyerne, og lagde et smukt blåt skær over de to små elefanter. Det var en lykkens stund for Sander, da han både havde fået helbredt sin snabel og så mødt en rigtig sød elefantpige. Han kunne nu leve i fred for, at de andre dyr skulle drille ham, og hele aftenen, inde i Julies lyserøde telt, truttede Sander med sin snabel som en trompet og Julie fandt det meget muntert. Hun havde det så sjovt sammen med Sander, at hun tilbød ham, at han kunne få lov at bo sammen med hende, i sit lyserøde telt.
   "Det vil jeg rigtig gerne, Julie," svarede Sander, med rødmende kinder og et forelsket blik i sine øjne.
   I lang tid boede de lykkeligt sammen på savannen, og hvis man engang tager til Afrika, en tur ud på den store savanne, så vil man helt sikkert kunne høre en trompet spille med den friske vind. For de to små lykkelige elefanter bor der skam endnu.