Kap. 2
   Jamen hvor kommer du fra? Spurgte han undrende...
   Hun havde netop fortalt ham historien om hvordan hun var kravlet igennem træet, og var endt i Østerskoven. "Danmark" sagde han, " Det har jeg aldrig hørt om det her er lygtelandet, og jeg har boet i Godrum så længe jeg kan huske. "Hvorfor vil du ikke være hos dine forældre?"
   "Jeg vil bare så gerne at de forstod mig, men det er lige meget om jeg er glad eller sur. Det er nærmest som om de ikke ser mig, at jeg er usynlig" sukkede hun.
   "Jeg savner mine forældre, jeg har ikke set dem siden den store krig, hvor der var masser af børn der blev væk fra deres forældre" Sigfred så tomt ud i luften. "Faktisk har jeg også en søster derude et sted, men vi blev væk fra hinanden, jeg håber bare på at hun lever og har det godt,"
   Saylina fik helt dårlig samvittighed, her sad hun og brokkede sig over sig over sit fine liv. Det Sigfred fortalte var jo helt forfærdeligt, og uforståeligt, når man levede trygt og godt i Danmark.
   Det gik op for hende at det ikke var et paradis hun havde fundet her, det var også et helvede, hun kunne mærke at han holdt de grumme detaljer tilbage for ikke at skræmme hende.
   Hun tillod sig at give hans arm et klem, han vendte sig imod hende, og kikkede ind i hendes blå øjne.
   "Du har smukke øjne, de ligner skovsøen"
   Saylina rødmede og vendte sig bort, hun havde aldrig prøvet at der var en dreng, der kikkede sådan på hende.
   "Du er da også meget sød" sagde hun smilende til ham, og pillede lidt forlegen ved hendes fingerring.
   "Har du tænkt på at tage ud og finde dem, dine forældre og din søster?" udbrød hun.
   "Ja det har jeg da, men jeg ved jo ikke hvor jeg skal lede" Han sprang op, og slog hånden hårdt ind i hø balle.
   Hun kunne se han var frustreret, og gal, hun ville gerne hjælpe han, men viste ikke helt hvordan.
   Hun hoppede op fra skamlen, og den væltede...
   "Jeg har en ide, skaf en hest mere, jeg tager med dig. Jeg har gået til ridning, og er skrap til at ride, så ser vi om vi kan finde dem"
   "Jeg ved snart ikke, jeg kende dig ikke så godt, og jeg vil ikke bringe dig i fare"

"Kom nu, lad mig hjælpe dig, må jeg ikke nok?" Hun kikkede bedende på ham med sine store blå øjne, han kunne ikke sige nej til det blik.
   "Ok, men du skal ikke være pylret, skoven er et barsk sted, og der lurer mange grumme fare derude" truede han.
   Saylina sprang ham om halsen, han så helt overrumplet ud, det var lang tid siden at han havde fået et kram. Så han bakkede lidt tilbage "Du vil ikke fortryde det, det lover jeg, vi skal finde dem, så du kan få din familie tilbage" hviskede hun.
   Mørket var faldet på udenfor, og de kunne høre en ugle tude sørgmodigt. Sigfred gik en runde og tjekkede vinduer og døre, "bare så vi er sikre på at der ikke kommer uventede gæster" sagde han.
   Saylina kunne ikke lide hans tonefald men hun lod sig ikke mærke med det, det var klart at han var på vagt." Jeg tænkte at du kunne sove i sengen, så sover jeg over på lammeskindet, vi må hellere gå til ro nu, vi skal jo på jagt efter en hest i morgen" gabte han.
   De sagde godnat og puttede sig under deres dyner, og faldt nærmest øjeblikkeligt i en dyb søvn, det havde været en begivenhedsrig dag for dem begge to.