Mille går rundt og nynner nede i skolegården. Hun går stolt afsted med sikre skridt og let på tå. Hun siger hej til nogle mindre piger fra 3. klasse, sætter sig på den lille græsplæne ved gymnastiksalen og læser lidt i sin bog. Hun trækker vejret roligt og nyder det gode vejr. Hun kigger op fra bogen. Hun er egentlig glad og så alligevel ikke. En dum tanke strejfer hende. Hun føler, at de andre piger i klassen ikke rigtig respekterer hende. Kajsa og de andre piger fra klassen har drillet og været efter hende i den seneste tid. Sagt grimme ting og været ubehøvlet. Hun fjerner en hårlok fra panden, ryster på hovedet og læser videre.

- Ih, du milde, hvor er Milde Mille sød, skøn og dygtig, synger Karen nede på lærerværelset. De andre lærere giver hende ret. Karen er Milles klasselærer og er meget begejstret for hendes yndlingselev, som hun forventer sig meget af. Hun siger det hele tiden oppe i klassen. Mest til Mille, men også højt i klassen.

I 6.c's klasselokale sidder Kajsa og hendes slæng. Kajsa har et stort sort, langt hår og sort tøj. Mange synes, hun er tjekket og sej.
   - Hold da kæft, hvor er Mille bare for meget, siger Kajsa.
   - Ja, pisse for meget, bjæffer medløberne i kor.
   - Hvorfor kan vi så ikke få hende ned med nakken? spørger Kajsa.
   - Æhhhh, er det eneste, der kommer fra de andre piger.
   - Hun er så forbandet sej, dygtig og mild, hvisker Kajsa til sig selv.
   Hun sidder betænksomt på sin plads. Hun funderer over tingene:
   Nu har de været efter Mille et par uger uden, at hun som sådan er knækket. De har prøvet at være hårde, sagt grimme ting og ignoreret hende, men hun går bare rundt dér i skolegården og nynner og smiler.
   Kajsa fjerner en sort hårlok fra panden, laver kruseduller på sit hæfte og føler en underlig uro i kroppen.

På vej tilbage til klassen går Mille og tænker undrende for sig selv:
   Hvorfor spiller Kajsa og de andre piger det der spil mod hende? Hvorfor er de sådan? Hun gider altså ikke at være en del af Kajsas styre. Hun er derfor lidt forvirret. Hun synes jo egentlig meget godt om sig selv. Hun kan godt lide at være dygtig og rolig. Men det der "Milde Mille" og alt det ros fra hendes lærer og andre voksne er nu for meget. Men derfor skal Kajsa og de andre ikke være så onde? Hun har jo virkelig ikke gjort dem noget. Hun er jo bare, som hun er. Hun er jo bare sig selv. Hvorfor kan de alle sammen ikke bare slappe af og lade være med at have så travlt med andre?

Da Mille kommer ind i klassen råber Kajsas medløbere efter Mille, som de har hørt Kajsa har gjort:
   - Milde Mille kæledække-tøs.
   - Ih, du milde, håner de videre.

Klasselæreren ser og hører ingenting. Hun synes, at det er sådan en god og velfungerende klasse. Søde, søde børn. Ikke mindst hendes Milde Mille som hun forventer sig meget af. Måske bliver hendes yndlingselev læge, eller advokat, eller ligefrem minister en dag. I hvert fald noget stort og betydningsfuldt er Karen sikker på.

Efter denne skoledag går Mille hjem til sin far, Rasmus. Han sidder i sin bløde, røde lænestol, med sit store, hvide skæg og pibe. Mille fortæller ham om lærerne, Kajsa og alle de andre, som er efter hende oppe i skolen. Beretter om, at det faktisk går hende ret meget på, selvom hun jo sagtens kan se det latterlige i det.

Far Rasmus bapper på sin pibe og klør sig lidt i det store skæg. Så siger han:
   Hvad med at vi laver dig om til Vilde Milde i en uges tid? Laver lidt fis med det hele. Måske kan de så se, hvor skørt det er sådan at gå rundt og have travlt med andre på den måde. Vi er jo, som vi er. Nogle er milde, andre er vilde. Nogle er usikre, andre er det modsatte. Kan du ikke se det? Vi gør Mille vild og Karen, Kajsa og de andre forvirrede. Vi vender det hele på hovedet. Og når ugen er omme, er det pludselig en helt ny hverdag, vi står over for. Måske er de gamle roller i klassen blevet brudt, og I kan starte forfra med at lære hinanden at kende. Og pigerne vil måske ikke have så travlt med andre, men i stedet slappe mere af i sig selv.
   - Men hvordan? spørger Mille begejstret.
   - Jo, min skønne pige, svarer faren. Vi udspionerer Kajsa. Ser hvem hun egentlig er der bag facaden. Lærer hendes tricks at kende. Og bruger så det hele i mod hende og de andre bagefter. Ja, altså på en okay måde og bare i en uges tid.
   - Skørt, griner Mille. Hvor bliver det spændende. Jeg er dog slet ikke sikker på, at jeg kan finde ud af det. Det kommer til at se underligt ud, at jeg fra den ene dag til den anden bliver en slags Kajsa. Og mine lærere bliver helt mærkeligt til mode over min pludselige forvandling. Du vil blive indkaldt til samtale, og det hele vil falde til jorden.
   - Selvklart, siger Rasmus så. Vi må derfor være snedige og gøre det sådan stille og roligt. Sådan raffineret i det så de ikke opdager det lige med det samme. Det skal dog heller ikke trækkes i langdrag. Du skulle jo helst blive dig selv igen. En uges tid er passende.

Mille ser selvsikkert på sin far. Hun begynder at tro på projektet. Faren fortsætter: Vi starter i morgen med små ændringer i din tøjstil og små henkastede bemærkninger, der indirekte er rettet mod Kajsa og hendes medløbere. Du skal gå og stå lidt sammen med dem for at se nærmere på deres skuespil. Åh, det bliver en god dag, tror du ikke? råber faren nærmest og klapper i hænderne.
   - Jo for satan, råber Mille tilbage. Her kommer Vilde Mille!

Præcis på samme tidspunkt sidder Kajsa - der egentlig rigtig hedder Søs - sammen med sin far, der hedder både far og Bent ved køkkenbordet. Han er ved at spise en spegepølsemad og få sig sin velfortjente eftermiddagsbajer. Han lytter interesseret på sin datter med sine store ører, mens den lidt store mave bliver en lille smule større. Søs fortæller ham om, at hun er træt af sin latterlige, hårde Kajsa-rolle i klassen. At det altid er hende, der skal finde på noget. Være den seje. Have den der provokerende attitude. Sige de der hårde ting som åbenbart er skide smart, og som de usikre medløbere kan smågrine med på.
   - Åh, hvor er det egentlig barnligt og kedeligt, siger hun. Det er temmelig anstrengende at være sådan hele tiden. Styre tingene på den måde. Være så barsk og sur. Spille det der spil. Være en anden uden på end indeni. Hvorfor være efter folk på den måde hele tiden? For eksempel Mille. Hvorfor skal de dog være sådan efter Mille? Søde Mille som bare er så mega sej og god. Mille stresser ikke over at være "med på den". Går ikke op i at se sej ud, virke hård og hele tiden være efter andre. Hun ER bare sej. Nærmest uden at gøre noget. Det er vildt irriterende, men hvor ville Søs dog gerne være sådan. Ikke som nu hvor hun hele tiden skal dække sig ind under at være klassens hårde, coole og rapkæftede pige. Hele tiden at skulle gå efter piger som Mille bare fordi hun er, som hun er...
   - Jeg kunne faktisk også godt tænke sig, bare at være den hun egentlig er og bare slappe af i det, snøfter hun let. Bare være Søs og ikke Kajsa.

Far Bent tager en tår af sin øl, klør sig på sin store mave og siger så:
   Hvad med at vi laver dig om til Søde Søs i en uges tid? Laver lidt fis med det hele. Måske kan de andre så se, hvor skøn du i virkeligheden er, når du bare er dig selv. Og de der medløbere må så selv finde ud af, hvem de er. Stå på egne ben. Hold du lidt lav profil med det der Kajsa-fis og vis dig fra din bedste side - og lidt til. Vi er jo, som vi er. Og du er heldigvis ikke perfekt. Det tror jeg nu heller ikke Mille er. Nogle kan være milde, andre kan være vilde. Nogle er lidt hurtige i replikken, andre er lidt langsomme i trafikken. Jeg tror, det vigtigste er, at vi ikke anstrenger os for meget for at være noget andet, end den vi er. Og at vi så er gode til at respektere hinanden og vores forskelligheder. Vi er heldigvis ikke ens. Lad du blot Mille være mild og god. Det har hun det åbenbart helt fint med. Du bliver aldrig som hende, for du er jo som du er. Men lad lige være med at være efter Mille eller andre for den sags skyld min pige. Vis dig som sagt i stedet fra DIN bedste side. Kan du følge mig? Vi vender det hele på hovedet afslutter Bent det lille foredrag.
   - Men hvordan? spørger Søs og klør sig i håret.
   - Jo min skønne pige, fortsætter faren. Du stopper stille og roligt alt det der fis i forhold til Mille. Færre og færre grimme ord og beskidte tricks. Vær i stedet mere og mere sød over for hende og de andre.
   - Okaaaay, brummer Søs stille. Men hvad tænker de andre ikke, når jeg går fra kælling til kæledække? Det vil jo være alt for tydeligt, at jeg pønser på noget.
   - Jeg er sikker på, at du vil gøre det med stil. I din ånd, svarer Bent så. Du bliver jo ikke en kæledække, men den rigtige Søs. Ikke mere Kajsa og det pjat. Du vil jo som sagt aldrig blive ligesom Mille, men din egen.

Søs tænker over de mange ord, der pludselig kom fra hendes far. Hun siger tak til ham, går ind på sit værelse og siger stille til sig selv:
   Der er jo noget om det hele. Hvis det skal være anderledes, skal jeg jo også selv gøre noget ved det. Noget drastisk. Vende det hele rundt og starte forfra. Vise hvem jeg egentlig er. Se hende Mille i et nyt lys. Lave lidt fis med det hele. Slappe lidt af. Bare være. Være mig selv...

Mille og Søs sover uroligt den nat. De ved jo ikke, hvad de hver især pønser på. De har begge virkelig fået noget at tænke over. Det er nogle kloge fædre de hver især har, synes de. Det bliver ret spændende det hele. På hver sin måde kan man sige. De glæder sig begge til at se den anden i ansigtet, når de hver især pludselig fremstår i et helt nyt lys over for den anden. Hvor bliver det dog interessant.

Den næste morgen ligger der en sjov bunke tøj ved siden af Milles seng. Noget anderledes tøj. Sådan mere sort i det. Hun smiler stille for sig selv. Hun kommer i tanke om hende og hendes fars plan for den kommende uge. Hun fniser: Vilde Mille.

Hun tager tøjet på og går ud og børster håret. Sætter det sådan lige lidt mere skævt, end hun plejer. Fnis igen.
   Da hun kommer ned ad trappen, blinker hendes far til hende og de taler lidt videre om hendes nye rolle. Der bliver spist morgenmad og ordnet taske og sådan. Og da hun går ud af døren råber faren: Pøj pøj Vilde Mille efter hende.

Næsten samme scene udspiller sig hos Søs og hendes far. Han råber bare: Hey med dig Søde Søs! Og hun har bare lidt mindre sort tøj på, end hun plejer. Ja, og så er det sorte hår lidt mere lige, end hun er vant til.

Begge piger trækker lige vejret en ekstra gang inden de lidt forskudt af hinanden går ind i klasselokalet. De sætter sig ned på hver deres plads og prøver at være så upåvirket af situationen som muligt. Umiddelbart har de andre i klassen ikke lagt mærke til noget, men da de får øje på hinanden går der et sug gennem dem begge. De stirrer på hinanden og tiden går i stå.

De kan begge mærke, at der er noget galt. Der er noget i gære. Noget nyt. De bliver dog hurtigt afbrudt. Lærer Karen går hen til Mille og taler varmt om en bog, som Milde Mille bare skal læse; og medløber-pigerne flokkes omkring Kajsa. Alt er som det plejer - og så alligevel ikke.

Da timen endelig starter får Mille og Søs øjenkontakt igen. De studerer hinanden og kigger så begge forvirret væk.
   - Hvad hulen har hun gang i? hvisker de begge til sig selv på nærmest samme tid.

Det er en rodet time. Klasselæreren kan ikke rigtig få det til at fungere. Der er ikke rigtig flow i det. Hendes ellers så dygtige Mille er ufokuseret og virker fraværende. Der er heller ikke modspil fra Kajsa og de andre tøser. Ingen smarte bemærkninger. Mystisk tænker hun.

Så bliver det frikvarter og de to hovedpersoner rejser sig stille op fra stolen og går begge lidt tøvende ud af klassen.

Søs holder lidt lav profil, mens Mille prøver at gå med pige-gruppen ned i gården. Hun forsøger at sige noget med at lærerne da er for latterlige, men det ligger ligesom ikke til hende, og det falder hurtigt til jorden. Det var så her Kajsa skulle have sagt noget smart og hårdt halvt rettet imod Mille, som de andre tøser så kunne fnise af, men Søs siger ingenting. Hun skuler bare til Mille. Og derfor sker der ligesom ikke det, der plejer at ske. I stedet stilhed. To nye roller for begge vores helte. En ny verden for læreren og vores kære piger i 6.c.

Ude i skolegården fortsætter den mærkelige stemning. Pigerne stiller sig alle på deres sædvanlige sted foran multibanen og ser langt efter de ranglede drenge fra de store klasser, som spiller fodbold, eller hvad de nu laver. Det er ligesom, der ikke rigtig sker noget. Dynamikken mangler blandt pigerne i gruppen. Og hvad laver Mille her? Der er sådan en besynderlig stilhed. Medløberne kigger forvirret på Kajsa. Men Søs gør ikke noget særligt. Står bare med dette lidt betænksomme ansigtsudtryk og holder øje med Mille ud af øjenkrogen. Mille er også rådvild. Det var en total fiasko hendes første forsøg på at være smart og kæk. Det lå ligesom helt forkert i munden på hende. Det var så kikset. Hun er også lidt i vildrede over for Kajsa. Den rapkæftede og hårde leder er ikke sig selv i dag. Hun virker vildt anderledes. Og det ser ud som om, at hun pønser på noget. Som om hun er i gang med en eller anden hemmelig plan.

Mille tænker sig om. Hun må altså finde på noget mere, selvom det virker klodset og unaturligt. Hun kan ikke bare stå her og se dum ud. Men det var jo også ligesom Kajsa, der skulle gøre noget. Hun skulle jo lure nogle tricks af. Men Kajsa gør ingenting, og der er sådan en mærkelig stemning. Så hvad gør man? Hvad ville Kajsa have gjort?

Mille spytter ud på multibanen. Hun er lige ved at ramme Mikkel fra 9. klasse på skulder. Han råber efter hende, og hun bliver fuldstændig forlegen og meget lille. De andre piger kigger forbløffet og anstrengt på hende. Så kigger de på Kajsa, som endnu engang bare står der og gør ingenting. Hvad skal de gøre? Og hvorfor i himlens navn gør Kajsa ikke noget? Hvorfor siger hun ikke et eller andet til latterlige Milde Mille? De er helt forvirret og ved ikke deres levende råd.

Mille er som sagt også på herrens mark. Hvad går der lige af Kajsa? Hun prøver at gennemskue det. Er Kajsa i virkeligheden også i gang med at spille en anden? Udføre en hemmelig plan? Rokke lidt ved rollerne i 6.c? Mille får en sjov tanke: Er Kajsa i gang med at forvandle sig om til en rar, dygtig og mild pige? Prøver hun at spille Milles rolle? Præcis som hun selv prøver at spille rollen som en slags Kajsa? Forsøger hun også at vende det hele på hovedet? Lave lidt fis med det hele, som hun selv - uden den store succes - er i gang med? Spørgsmålene står i kø. Mille tænker og tænker.

Og Søs tænker. Selvom det ikke ser sådan ud, har hun alle antenner ude. Hendes hjerne er på overarbejde. Der er noget som ikke stemmer, funderer hun. Lige i dag hvor hun skulle prøve at komme ud af den der Kajsa-rolle og blive lidt mere Søs-agtig, står Milde Mille pludselig og er... fræk og flabet? Ligner pludselig lidt hende selv. Eller Kajsa naturligvis. Og har Mille ikke også noget lidt andet tøj på? Og håret? Og hvorfor står "Ih Du Milde" pludselig sammen med dem hernede foran banen? Det brager i Søs' hjerne. Hvad sker der?

Hun kigger på medløber-pigerne. De står bare der og ser noget så latterlige ud. De ser fjoget på hende. Ligner nogle store spørgsmålstegn. De aner simpelthen ikke, hvad de skal stille op. Jøsses.
   - Så gør dog noget selv. Tænk selv, råber Søs ad dem og går op mod klasserne.

Pigerne løber lalleglade efter hende og griner fjoget hele vejen op til klassen. Mille bliver stående og kigger langt efter dem.

Efter nogen tid går hun stille op mod klassen. Sikke en dag. Hendes plan går ikke helt, som den skal. Det er svært sådan at lave om på sig selv. Det er svært at være Vilde Milde. Det ligger ligesom ikke rigtig til hende. Og det gør det jo heller ikke lettere, at Kajsa opfører sig sådan - helt anderledes end hun plejer. Det kan blive en hård og lang uge.

Oppe i klassen skal de have matematik. Der ville nu have været en masse støj og småsnakken overalt i klassen, men sådan er det altså ikke i dag. Intet er som det plejer. Der er helt stille. Kajsa sidder med sine bøger fremme på sin plads. Medløber-pigerne ved ikke deres levende råd, så de har også taget deres matematikbøger frem.

Da klassens rare, men yderst følsomme matematiklærer kommer ind, bliver han helt paf.
   - Hvad sker der lige her? udbryder han spontant. Hvad laver I? Kan vi bare gå i gang så?
   - Mille pjækker, siger medløber-Tine tøvende og kigger forsigtigt mod Kajsa dog uden at få nogen som helst respons.
   - PJÆKKER MILLE! råber matematiklæreren. Det kan ikke passe. Ih, du milde. Hvad er det der sker? skriger han videre.
   Og lige da han siger disse ord, træder Mille ind i klassen og sætter sig tungt ned på hendes plads uden at sige undskyld eller noget.
   Matematiklæreren ser stramt på hende, men er for forbløffet til at skælde ud.

- Skal vi ikke snart se at komme i gang, siger Kajsa så ganske stille. Matematiklæreren kigger nu endnu mere stramt over på hende, klør sig i håret og blinker hundrede gange med øjnene på 10 sekunder. Han ser igen over mod Mille, og så tilbage på Kajsa.
   - Jo-o-o-o, stammer han. Jo, det sk-a-a-al vi da.

Han får samlet sig lidt og prøver at starte timen, men intet fungerer. Han ender med at give klassen fri og sende hele banden ud i gården igen.

Da næste time skal til at starte kommer Karen, ind for at gøre sig klar til at begynde en ny dansktime, men der er ingen børn at se. Hun ser kun matematiklæreren sidde som forstenet ved katederet.
   - Hvad laver du her? siger hun forbløffet og forvirret til klassens følsomme matematiklærer, som egentlig hedder Thomas. Og hvor er alle børnene henne?
   - Den er helt gal, siger han bare igen og igen.
   - Hvad er helt galt Thomas, prøver Karen.
   - Den er helt gal, fortsætter Thomas.
   - HVAD ER DER GALT, råber Karen, som ærligt talt er ved at miste tålmodigheden med hendes følsomme makker.
   - Kajsa havde taget hendes bøger frem og ville gerne undervises, der var helt stille da jeg kom ind, jeg skulle ikke engang tysse eller noget og så kom Mille for sent til time og opførte sig sådan ligeglad i det. Hun sagde ikke engang undskyld, får Thomas endeligt sagt.
   - Jeg blev helt paf og kunne ingenting. De har haft fritime og jeg har bare siddet her og tænkt over hvad i alverden det er, der sker.
   - Aha, siger Karen så. Jeg havde lidt samme oplevelse. Min time fungerede heller ikke. Det var ikke som det plejede. Intet flow som du ved. Pigerne var ved siden af sig selv. Og Mille. Åh og ih, søde, søde milde Mille, var skyggen af sig selv. Virkede uoplagt og ligefrem lidt doven.
   - Hvad er det, der sker Karen? hvisker Thomas så.
   - Ja, hvad er det, der sker Thomas, sammenfatter Karen.

Det er en lang fritime for både Mille og Søs. De prøver at spille deres nye rolle, men det ligger ikke rigtig til dem, og det fungerer ikke rigtig, når den anden også spiller skuespil.

Hele skoledagen er mærkelig. Alle går rundt i deres små cirkler, men det kører ikke rigtig for nogle i klassen. Jo, det kører for drengene. De spiller bare fodbold - som altid. Det har de egentlig gjort i hele historien. Ikke i timerne selvfølgelig. Her tænker de bare på fodbold. Så de lægger ikke rigtig mærke til noget. De er der bare.

Så da sidste time stopper går lærerne og pige-gruppen derfor hjemad med en mærkelig fornemmelse i kroppen. Urolig stemning velsagtens. Lærerne Thomas og Karen holder krisemøde. Medløber-pigerne prøver at komme i kontakt med Kajsa, men hun siger, at de skal gå deres vej. Og det gør de så. De går hver til sidst og tænker alle over dagens udsletning af deres gruppe, over Kajsas og Milles forvandling og deres rådvildhed.

Søs og Mille kigger på hinanden ude på gangen. De tøver med at gå over til deres cykler i cykelskuret. Så stopper de begge op midt ude på den tomme gang. De kigger spørgende på hinanden. Undrende. Skeptisk, men også sådan lidt drilsk. De er begge kommet frem til samme forunderlige facit ud fra dagens begivenheder.

De står og kigger sådan på hinanden længe, men på et tidspunkt kan de ikke holde det tilbage mere.
   - Hvad har du egentlig gang i? udbryder de så på præcist samme tidspunkt.
   - Prøver du at spille sådan en værre barsk Kajsa, siger Søs så.
   - Ja, og du en rolig, sød og mild pige, kommer det med det samme fra Mille.
   - Det kan da godt være, hvisker Søs og smiler lidt.
   -. Jeg tænkte det nok, jubler Mille så. Hun ser drillende på Søs.
   - Hvor er det egentlig sjovt og pudsigt, fortsætter hun. På præcis samme dag vælger vi to at spille en anden rolle i klassen. Min plan var, at jeg skulle spille hård og rapkæftet lidt ligesom dig. Jeg skulle lure dine tricks af, bruge dem mod dig selv og vende det hele lidt på hovedet. Få alle i klassen og på skolen til at tænke sig mere om. Se det komiske i at vi spiller alle mulige roller og er efter hinanden bare fordi vi er, som vi er. Du gjorde det bare ikke let for mig. For du blev lige pludselig også en anden. Du var ikke Kajsa i dag. Min plan gik i vasken. Jeg famlede rundt og gjorde og sagde åndssvage ting, mens du bare stod der og var mild som en forårsdag.
   - Jeg havde også en plan, forklarer Søs. Den er lidt svære at forklare, men jeg ville egentlig også lure dig af, ændre stil og vende det hele lidt på hovedet. For hemmeligheden er nemlig, at jeg er noget så træt af rollen som Kajsa. Den hænger mig ud af halsen. Jeg vil meget hellere bare være sej ligesom dig. Ikke spille skuespil. Ikke bygge en facade op. Bare være mig selv. Ligesom du bare er dig selv og har det helt fint med det. De voksne kalder det vist, at man bare hviler i sig selv. Jeg er slet ikke sådan en Kajsa-type i virkeligheden. Mit navn er jo Søs, men hun er blevet gemt væk heroppe i skolen til fordel for Kajsa. Jeg kan ikke engang huske, hvordan det startede, men det blev bare sådan. Folk var bange for mig. De gav ikke noget modspil. De lod bare mig styre det hele. Det var kun dig, der ikke hoppede på den. Og det passede jo ikke ind til Kajsas hoved. Derfor skulle du mobbes. Det er jeg virkelig ked af.

- Det er ok Søs, siger Mille og giver Søs' skulder et lille puf. Jeg kunne bare ikke forstå dig. Jeg havde jo ikke gjort dig noget. Og jeg tænkte, at der måtte være en eller anden ulogisk grund til, at du gjorde det.
   - Jamen, det var der åbenbart, erklærer Søs så. Jeg var så misundelig på dig. På den måde du var på. At du var så god til bare at være dig selv - stole på dig selv. Lade alle andre tænke deres. Jeg blev jaloux på dig. Jeg kunne bare ikke finde ud af, hvordan jeg skulle tackle det. Men det kunne Kajsa. Hun tog over og gjorde det, hun er bedst til: at være hård og rapkæftet. Endnu engang undskyld. Kajsa skulle dog ikke bestemme over mit liv, så jeg tog en snak med min far.
   Søs fortsætter sin lille tale:
   Vi lavede den her plan. Jeg skulle lade mig inspirere af dig og finde mig selv frem i skolen igen. Væk med den der Kajsa-attitude. Jeg var som sagt så træt af den. Og hele det der cirkus med de der medløber-piger, som konstant løb efter mig. De gjorde ingenting selv. De stod bare og ventede på, at jeg sagde noget eller gjorde noget. Jamen altså. De er ikke for kloge. Eller også er de bare vildt usikre og kan ikke finde deres rolle. Men jeg kan jo nu se, at de ikke skal finde nogen rolle. De skal jo bare finde sig selv. De skal jo bare spille sig selv. Jeg må have en snak med dem.
   - Sikke mange kloge ord fra din mund, fastslår Mille og giver helt spontant Søs et kram. Det klæ'r dig at være Søs. Du er sej!
   - Du er sej! siger Søs.
   - Vi er seje alle sammen, sammenfatter Mille. Vi har alle noget at byde på. Vi skal tro på os selv. Være os selv. Acceptere hinanden, for dem vi er.
   - Det lyder meget voksent og læreragtigt, men jeg forstår dig godt. Du har helt ret.

Søs står og tænker det hele igennem igen. Det er jo egentlig så simpelt, men alligevel så svært at lære. Det var åbenbart kun Mille, der havde fanget det før i dag.

De giver hinanden et kæmpe kram og aftaler, at de i morgen bare skal være sig selv. Nemt for Mille, men lidt svære for Søs. Hun vil dog gøre alt for at komme ud af den dumme Kajsa-rolle. Pige-gruppen, de andre på skolen og lærerne vil få et chok, men hun vil være ligeglad. Hun vil bare være sig selv igen.

Da de hver især kommer hjem fra skole den dag, spørger deres fædre hvordan det er gået med deres lille leg. Deres plan og lille rollespil.
   - Egentligt rigtig dårligt, siger de begge. Men på den anden side rigtig, rigtig godt.
   - Hvad skal det betyde? udbryder begge mænd samtidig.
   Og så fortæller begge piger deres historie. Begge fædre giver deres seje piger et kæmpe kram, da Søs og Mille er færdige med deres beretning.

Da Søs og Mille går ud af 9. klasse husker de begge tilbage på denne helt specielle dag i deres liv. Meget er forandret efter episoden. Mange brikker er faldet på plads i 6.c og hos de to piger. De er blevet veninder og her næsten tre år efter de skelsættende dage, kan de slet ikke forestille sig et liv uden hinandens selskab.