"Bare det var i morgen eftermiddag," sukkede jeg og tog den sidste bid af min burger.
   Mathias så spørgende ud.
   "Så ville præsentationen være overstået," fortsatte jeg med munden fuld. Vi havde emneuge om arkitektur, og den skulle afsluttes med at vi præsenterede vores bygningsværker i morgen.
   "Hvorfor er du så nervøs? Dit Eiffeltårn er da fint. Lidt skævt måske, men ..."
   "Jeg hader at skulle stå foran hele klassen og alle kigger på én. Jeg får hjertebanken." Jeg opdagede, at mit hjerte slog hurtigere bare ved tanken, og mine hænder begyndte at blive svedige. Jeg tog en serviet.
   Mathias havde selvfølgelig en løsning: "Du skal bare forestille dig, at de alle sammen er robotter! Det gør jeg."
   Jeg lukkede øjnene og så for mit indre et klasselokale fyldt med robotter. De stirrede på mig med kolde øjne og pegede på mig med deres laserkanoner og roterende rundsave. Jeg rystede på hovedet.
   "Eller forestil dig, at du er en superstjerne, som de alle sammen elsker," fortsatte han.
   Jeg forestillede mig klassen sidde og vente på deres idol. Jeg så, hvordan jeg trådte ind i lokalet med et bredt tandpasta-smil: "Her har i mig!"
   De gloede alle sammen undrende på mig. Mine øjne mødte Lucas', der smilede spottende. "Hvad laver du her, Mikkel?!" råbte han. "Vi venter på en superstjerne!"
   Resten af klassen begyndte også at råbe og kaste ting efter mig.
   "Det virker ikke," sukkede jeg. "Man skulle være ligesom Lucas. Han er fuldstændig ligeglad med den slags."
   "Hvis du var ligesom Lucas, var du ikke min ven," sagde Mathias og så alvorlig ud.
   "Okay, måske ikke ligesom Lucas på alle måder, men ..." Jeg løftede min sodavand og konstaterede, at der ikke var ret meget tilbage. "Har du drukket af min sodavand?"
   Han rystede på hovedet.
   "Jeg syntes ellers næsten ikke, jeg havde drukket af den." Jeg kiggede rundt. Vi sad alene ved vores bord, og der var ingen andre gæster i nærheden. Jeg drak den sidste rest i én mundfuld.
   "Hvad sker der?" spurgte Mathias, da jeg vrængede ansigt.
   "Jeg synes, der er en underlig bismag."

Lidt efter var Mathias i gang med at fortælle mig om en usynlighedsdragt, som han påstod, at USA's militær var ved at lave. Så begyndte han at blive fjern i blikket. Midt i en sætning holdt han op med at tale og gav sig til at se rundt på de andre gæster.
   "Hvad kigger du på?" spurgte jeg.
   Han svarede ikke.
   "Kom nu videre. Hvordan virker dragten?"
   Han så på noget bag mig.
   "Hallo!" Jeg vinkede foran hans ansigt.
   Han ignorerede mig fuldstændigt.
   Det gav et sæt i mig, da jeg pludselig hørte en lyd tæt på. Jeg drejede mig, og dér - lige ved siden af mig - sad en ældre mand henslængt og snorkede. Jeg var sikker på, at han ikke havde siddet der, da vi satte os. I min forskrækkelse kom jeg til at give ham et skub, og han slog øjnene op.
   "Hov, undskyld," sagde jeg.
   Han var iført en lang, brun jakke og en farvestrålende strikket hue. Han var ubarberet og snavset og lignede en hjemløs - eller én, der var ligeglad med, hvordan han så ud. Og han lugtede af gammel sved, der overdøvede friturelugten. Han kiggede på mig med et døsigt udtryk. Så slog han øjnene helt op og satte sig op med et sæt: "Taler du til mig?"
   "Ja. Undskyld jeg vækkede dig."
   "Så du kan se mig?"
   Det syntes jeg ærlig talt var et meget mærkeligt spørgsmål, så jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle svare. Jeg så kortvarigt over på Mathias og bemærkede, at han sad og rodede med sin telefon.
   "Åh nej!" udbrød manden og greb fat i min tomme sodavand. "Har du drukket af den?"
   "Var det da din?" spurgte jeg.
   Manden trak på det: "Strengt taget var det vel din."
   "Så det var dig, der drak af den!" udbrød jeg. "Jeg vidste, at der var blevet drukket af min sodavand?!"
   "Hør her, knægt. Der er ikke tid til at diskutere den slags småting nu. Det er en alvorlig situation det her! Du har drukket Ignorat!"
   Han så mit spørgende blik. "Ja altså, det kalder jeg det. Det er ikke officielt anerkendt af videnskaben endnu af den simple grund, at ingen andre end jeg kender til det. Og det kommer de heller ikke til. Det er et pseudo-invisibilitets-præparat, jeg har opfundet." Han talte hurtigt. "Jeg blandede det i sodavanden - det smager nemlig afskyeligt, så det er lettest at få ned sammen med noget sødt, og da jeg jo af gode grunde ikke selv kan bestille en sodavand, så plejer jeg at tage én fra en kunde, og det var så i dette tilfælde dig - og så faldt jeg søvn, før jeg fik drukket det hele."
   Jeg fik ikke fat på alt, hvad han sagde, men én ting fangede jeg: "Så der var noget i sodavanden? Det var derfor, den smagte mærkeligt."
   "Ja, det er jo det, jeg siger. Ignorat. Det er en slags usynlighedsmiddel."
   Jeg kiggede ned ad mig selv. Jeg var præcis lige så synlig, som jeg altid havde været.
   "Altså du bliver ikke sådan rigtigt usynlig," forklarede han. "Det er meget smartere: Du bliver ignoreret! Se bare her."
   Han rejste sig og gik over til Mathias, der sad og spillede et spil på telefonen. Med et snuptag hev han telefonen ud af hånden på ham.
   Mathias blinkede med øjnene. Så rystede han på hovedet og gav sig til at kigge ud af vinduet.
   "Se! Han ignorerer alt, hvad jeg gør," forklarede manden med et bredt smil. Så knipsede han med en finger på Mathias ene øre.
   Mathias skar en grimasse og greb sig til øret. Han spejdede rundt i luften omkring sig, som om han ledte efter et insekt.
   "Se. Her finder han på en alternativ forklaring på det, jeg gør," forklarede manden og smilede stolt. Han lagde telefonen tilbage på bordet, og Mathias blinkede med øjnene et par gange - så samlede han den op og spillede videre.
   "Var det derfor, jeg ikke opdagede, at du tog min sodavand?" spurgte jeg.
   "Netop! Det er bedre end usynlighed. Hvis jeg bare havde været usynlig, ville du have set et svævende krus, og så var du blevet forskrækket. Nu kan jeg gøre, som jeg vil, uden at nogen blander sig!"
   "For eksempel drikke af folks sodavand?"
   "Ja!" sagde han og smilede bredt. Så falmede hans smil. "Indtil nu ... Jeg vidste faktisk ikke, hvad der ville ske, hvis flere drak det. Jeg havde egentlig regnet med, at ingen af os ville bemærke hinanden. Men nej." Han sukkede. "Så nu er jeg ikke alene længere ... Medmindre, at jeg fysisk distancerer mig fra dig."
   Han vendte sig pludselig og begyndte at gå imod udgangen.
   "Vent!" råbte jeg. Jeg var nødt til at vide mere.
   Han fortsatte bare.
   "Jeg går nu," sagde jeg til Mathias. Han reagerede ikke.
   På vejen ud prikkede jeg en dame på skulderen. "Undskyld, må jeg spørge dig om noget?" Da hun ikke svarede, viftede jeg en hånd foran hendes ansigt. Hun reagerede ikke.
   Jeg samlede mod et øjeblik, så sagde jeg højt ud i burgerbaren: "Hallo! Er der nogen, der kan se mig?"
   Ingen reagerede.
   Så råbte jeg: "Jeg giver en gratis menu til den første, der råber 'hej'!"
   Et par ansigter drejedes imod mig, og jeg var lige ved at fortryde mit råb. Men de så lige igennem mig, og så vendte de tilbage til deres måltider. Vildt! Nu var præsentationen i morgen i hvert fald intet problem.

Jeg løb ud og indhentede manden.
   "Hvor lang tid virker det?" spurgte jeg.
   Han lod ikke til at være begejstret for, at jeg fulgte med ham, men han svarede i det mindste: "Jeg tager det én gang om måneden. Men det er bare for en sikkerheds skyld. Jeg vil forvente, at folk vil begynde at anerkende din eksistens efter cirka tre måneder. Formentlig vil du være helt til stede efter et års tid."
   Jeg gispede. Et år! Jeg havde altid ønsket mig en usynlighedskappe, men ...
   "Måske vil jeg faktisk gerne kunne ses indimellem," sagde jeg.
   "Ikke når du indser, hvor praktisk det er, at blive ignoreret!" sagde han. "Kom lad mig vise dig noget." Han gik med faste skridt ind i Netto, og jeg fulgte med. Han gik direkte hen til slikhylden. "Hvad vil du have? Jeg tror, jeg vil have nogle Piratos." Han greb en pose og gik imod kassen. På vejen snuppede han også en avis. Så gik han forbi køen og ud af butikken, uden at nogen ænsede ham.
   Jeg løb efter.
   "Ville du ikke have noget?" spurgte han.
   "Du stjæler jo," indvendte jeg.
   "Er det at stjæle, hvis folk er ligeglade?"
   "Ja, selvfølgelig er det da det. Hvis du tager noget fra en butik uden at betale, så stjæler du da."
   Han trak på skuldrene, slog sig ned på en bænk og åbnede avisen. Jeg blev stående og vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige.
   "Hvad hedder du, knægt?" spurgte han og kiggede op fra avisen.
   "Mikkel."
   "Jeg hedder Anton ... Det er faktisk flere år siden, jeg har brugt mit navn." Efter en kort pause fortsatte han. "Du er en heldig dreng, Mikkel. Nu har du et år, hvor du kan gøre lige, hvad du vil, og komme hvorhen, du har lyst til - ingen vil prøve på at stoppe dig."
   I det samme landede en solsort på bænken ved siden ham. Han vrængede på næsen og forsøgte at skubbe den væk med avisen. Solsorten tog sig slet ikke af det, men blev siddende.
   Forsigtigt trådte jeg nærmere, rakte hånden frem og rørte solsorten - uden at den fløj. Fjerene føltes glatte.
   Anton rejste sig: "Nå, men jeg vil smutte hjemad."
   "Hvor bor du?" spurgte jeg.
   Han tøvede lidt, så sagde han: "Bynkevej 15."
   Jeg spærrede øjnene op: "Men så er vi jo naboer!"
   Nummer 15. Det var dér Jens og Trine altid havde boet. Eller nej for resten, de var jo flyttet, og vi havde aldrig talt om, hvem der så var flyttet ind. Og jeg havde egentlig ikke rigtig tænkt over det hus siden, selvom jeg så det hver dag.
   Jeg så huset for mit indre blik, og det gik op for mig, at der var sket en hel del ændringer siden Jens og Trines tid.
   "Har du malet dit hus kulsort?" spurgte jeg.
   Han nikkede.
   "Og asfalteret din græsplæne?"
   "Jep, det er meget mere praktisk. Ingen græsplæne, ingen græsslåning."
   "Og sat en kæmpestor parabol op på dit tag?"
   "Det er min tankelæser! Den kan opfange tanker fra flere kilometers afstand ..." Han smilede stolt. "Altså kun katte- og hunde-tanker, men det er en begyndelse. Jeg burde vel invitere dig forbi en dag. Der er bare det ved det, at jeg ikke bryder mig særlig meget om børn. Eller voksne for den sags skyld. Mennesker i det hele taget irriterer mig ... Næsten lige så meget som dyr." Med disse ord vendte han sig og gik.

Jeg slentrede hjemad. Det var ikke helt som at være usynlig, for bilerne holdt tilbage for mig, og folk undgik at gå ind i mig. Men min klasselærer, Pia, gik lige forbi uden at hilse.
   Da jeg passerede fritidshjemmet, hørte jeg en velkendt stemme på den anden side af muren inde i gården: "Kom nu, Jeppe. Spis op!"
   Det var Lucas' stemme. Jeg gik hen og kiggede ind gennem gitterlågen. Lucas havde sine håndlangere med sig - Rasmus og Elliot fra klassen under. Og de havde taget fat om Jeppe og skubbet ham op imod en mur.
   Lucas holdt et eller andet i sin fremstrakte hånd: "Du skal altså lære at spise sundt, Jeppe. Når man har en vægt som din, så bør man spise mindst een hundelort om ugen. Kom nu åbn munden."
   Jeppe drejede hovedet bort.
   Jeg åbnede lågen. Ingen af dem tog notits af mig. Heller ikke da jeg kom nærmere. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle stille op. Det ville ikke nytte at råbe.
   "Åbn munden!" kommanderede Lucas.
   Jeppe rystede febrilsk på hovedet og holdt munden stramt lukket.
   Elliot gav ham en knytnæve i maven: "Hørte du ikke, hvad der blev sagt?"
   Jeppe bukkede sammen. Så åbnede han nødtvungent munden, mens han lukkede øjnene og afventede den lille, indtørrede lort med ansigtet fortrukket i afsky.
   I det samme greb jeg fat om Lucas' arm. Han spærrede bare øjnene op, men gjorde overhovedet ingen modstand, da lorten nærmede sig hans mund. Med min anden hånd hev jeg ned i hans kæbe, så munden åbnedes, og førte lorten ind. Så slap jeg ham.
   Rasmus og Elliot gav slip på Jeppe og drejede sig overraskede mod Lucas: "Hvad laver du?!!"
   Lucas stod et øjeblik med lorten halvvejs inde i munden og stirrede dumt på dem. Så bukkede han sig forover og spyttede den ud. Imens han hostede og harkede, benyttede Jeppe sig af lejligheden til diskret at liste bort.
   "Hvorfor gjorde du det?" spurgte Rasmus.
   Lucas rettede sig op: "Øh ... Jeg ville bare ... Øh ... Hundelorte er jo sunde. Mindst én lort om ugen skal man spise." Han grinede afværgende.
   "Nå ja," sagde Rasmus og grinede, men ikke særligt overbevisende. Elliot så bare forvirret ud.

Da jeg gik videre, var jeg i strålende humør. Der var muligheder i det her. Måske kunne jeg blive en ny superhelt! Jeg var allerede i gang med at udtænke en superheltedragt, da jeg kom til at tænke på, at ingen ville lægge mærke til dragten. Forbryderne ville faktisk ikke ane, hvem der standsede dem - og folk ville ikke ane, hvem der reddede dem. Eller at der i det hele taget var nogen, der reddede dem. Jeg forestillede mig en overskrift:
   "Bankrøver snublede på vej ud af banken!" Når jeg havde spændt ben for ham.

Da jeg trådte ind i entréen, råbte jeg "hej!", som jeg plejede. Der var ingen, der svarede, men jeg kunne høre fjernsynet inde i stuen.
   Min lillesøster sad og så tegnefilm.
   "Hej søs," sagde jeg og satte mig ned i sofaen ved siden af hende, men hun ænsede mig ikke.
   Jeg rakte jeg ud efter fjernbetjeningen og skiftede kanal.
   Hun blinkede et par gange med øjnene, men blev siddende. Normalt ville hun have brokket sig højlydt. Jeg zappede lidt rundt og fandt noget, jeg gerne ville se. Så fik jeg dårlig samvittighed og skiftede tilbage til hendes tegnefilm.
   I det samme hørte jeg lyden af en bil i indkørslen. Der var ingen, der kom ind, men kort efter lød en underlig lyd ude fra hoveddøren.
   Da jeg kom ud, så jeg min far i færd med at rode med vores navneskilt ved siden af døren.
   "Hvad laver du?" spurgte jeg uden at forvente et svar. Det løb mig koldt ned ad ryggen, da det gik op for mig, at han fjernede bogstaverne i mit navn et for ét! Han så helt rolig ud, som om han bare lige rettede en stavefejl på skiltet.
   Jeg gik op på mit værelse og smed mig på min seng. Så mærkede jeg tårerne pible frem.

"Spisetid!"
   Jeg vågnede til duften af karry, der bredte sig i hele huset. Omtumlet vaklede jeg ned i køkkenet. Jeg blev lysvågen, da jeg så på bordet. Der var kun dækket til tre!
   Jeg fandt selv tallerken og bestik og satte mig på min sædvanlige plads. Jeg var skrupsulten. Far var ved at øse ris op til de andre. Jeg rakte min tallerken frem, men han øste op til sig selv og lagde låget på gryden.
   "Har du haft en god dag, skat?" spurgte mor.
   "Ja, den har været meget fin," svarede min lillesøster.
   "Min har været meget underlig," sagde jeg, "Men det gider I nok ikke høre om?"
   "Det var da godt," afbrød min mor. Hun vendte sig mod min far: "Ved du hvad? Jeg tror jeg har fået en idé til, hvordan vi kan indrette værelset over garagen. Det kunne blive et kombineret bibliotek og systue."
   "Tjo," sagde min far. "Det lyder da meget fint. Det er da på tide, at vi får brugt det til noget fornuftigt."
   "Ja, det er egentlig for dårligt, at vi ikke har gjort noget ved det før. Nu har vi boet her i snart 10 år," fortsatte min mor.
   "Der har jo været så meget," sagde min far.
   "Men det er jo mit værelse!" råbte jeg og rejste mig så brat, at min stol væltede. De andre så ikke en gang op.
   "Hallo! Se på mig!" råbte jeg.
   "Må jeg be' om saltet," sagde far.
   Jeg løftede min tallerken op og tyrede den ned i gulvet. Den gik i tusind stykker.
   De drejede alle tre hovederne og så ned på den knuste tallerken.
   "Lad mig," sagde mor og fandt kost og fejebakke i skabet. Min far og min søster spiste videre, mens hun fejede op.

Da jeg kom marcherende med faste skridt og knyttede hænder over til nabohuset, så jeg, at Anton sad på taget, stadig iført den farvestrålende hue. Han rodede med parabolen - eller tankelæseren, som han havde kaldt den.
   "Jeg vil ikke have det længere!" råbte jeg.
   Han vendte sig irriteret med en lille metaldims i hånden. "Hvad vil du ikke have?"
   "Jeg vil ikke ignoreres længere. Jeg vil have en modgift!"
   "Der er ingen modgift," sagde Anton.
   "Så må du lave én! Det er din skyld, at det er sket. Min familie ignorerer mig, og nu vil de lave mit værelse om til en systue!"
   "Hvorfor betyder det noget for dig at have dit eget værelse? Du kan jo være i fred alle steder."
   "Det er jo ikke det, det handler om!"
   "Hvad handler det så om?"
   Jeg svarede ikke.
   "Lad nu være med at forstyrre mig mere, jeg var lige midt i noget." Han vendte sig. "Hvad var det nu, jeg var ved. Nå jo ..." Han satte metaldimsen hen til en lille åben låge i parabolens bund. I det samme lød der et brag, og der sprang gnister og røg ud. Det gav det et spjæt i ham, og han væltede bagover ned fra taget og landede på ryggen på sin asfalterede plæne.
   Jeg stod først lamslået og stirrede på den livløse krop. Så løb jeg hen og bøjede mig over ham.
   Han begyndte at røre på sig. "Forbistret. Jeg vendte den forkert," mumlede han. "Måske skulle jeg alligevel have slukket for strømmen."
   "Er du okay?"
   "Jeg havde det væsentligt bedre for et minut siden. Og endnu bedre for fem minutter siden, hvor jeg havde arbejdsro."
   "Kan du bevæge dig?"
   Han skar en grimasse, mens hans ene arm løftede sig ganske let. Så sank den til jorden igen.
   "Jeg skal nok bare ligge lidt."
   "Du skal på hospitalet," sagde jeg. "Jeg ringer efter en ambulance." Jeg fandt min telefon frem.
   "Ja, god fornøjelse," stønnede han.
   Jeg regnede ikke med, at det ville nytte, men ringede alligevel 112. Jeg tænkte, at jeg nok ville få fat i én, der slet ikke ville lytte til mig, men der var ikke engang nogen, der svarede!
   "Bare gå med dig," hviskede han. "Hvis du ikke havde forvirret mig, havde jeg ikke vendt transmitteren forkert, og så lå jeg ikke her. Bare lad mig være!"
   "Hvis det ikke var for dig, så sad jeg og snakkede med min familie og spiste aftensmad lige nu!" sagde jeg. "Men okay ... Så går jeg!"

Jeg gik bare en kort tur rundt ad nogle villaveje, før jeg vendte tilbage. Han lå præcis, hvor jeg efterlod ham.
   "Godt du kom!" stønnede han, da jeg nærmede mig. "I min brystlomme ligger en flaske, som jeg ikke selv kan fiske op."
   Jeg åbnede hans brystlomme, og fandt en lille flaske med en grøn væske med bobler i.
   "Jeg går ikke ud fra, at det er grøn sodavand," sagde jeg.
   "Nej. Det er et serum, der gerne skulle ... æh ... modvirke effekten af Ignorat."
   "Så der er en modgift?!" hvæsede jeg.
   "Jeg ved ikke, om den virker," sagde han. "Men det er nok forsøget værd, hvis du så gerne vil blive bemærket."
   "Ja, det kan du lige tro det er," svarede jeg.
   "Der er nok kun omkring 20% chance for at den er livsfarlig," tilføjede han.
   Jeg håbede et øjeblik, at han sagde det for sjov, men han så alvorlig ud.
   "Måske nærmere 30%," rettede han.
   Jeg sank en klump. Så skruede jeg låget af flasken.
   "Når man først har drukket, er der ingen vej tilbage," advarede han. "Man bliver immun overfor Ignorat. Det virker ikke længere på én."
   "Ja, ja, det er helt fint," sagde jeg. "Skal jeg drikke det hele?"
   "Herre Jemini, nej!" udbrød han og hostede. "Eén dråbe skulle være rigeligt."
   Jeg førte flasken op til læberne, men standsede brat.
   "Åbn munden," kommanderede jeg.
   Han så overrasket op på mig: "Nej, tak. Du først."
   "Ja, det synes du sikkert er helt fint. Så kan jeg være prøvekanin for din medicin."
   "Ja, netop. Det ville passe mig glimrende," sagde han uden at fortrække en mine.
   "Men har du tænkt på, hvad der sker, når jeg har drukket den. Tror du så jeg ringer efter en ambulance til en person, som jeg har glemt?"
   Han blinkede et par gange med øjnene. "Pokkers også. Du har ret ... Men vær for Guds skyld forsigtig! Kun én dråbe!" Han lukkede øjnene og åbnede munden.
   Jeg sænkede flasken og gjorde klar til at hælde forsigtigt.
   Hans øjne åbnedes igen: "Vent!"
   "Hvad nu?" sukkede jeg.
   "Hvis det går galt, så vil jeg gerne brændes, og min aske skal hældes i vandtårnet, så alle i Vimmerbæk kommer til at drikke lidt af mig."
   "Ja, ja. Den er fin. Åbn nu munden."
   Han adlød, og lige så forsigtigt hældede jeg flasken indtil en enkelt dråbe kom ud. Perfekt! Den landede i hans mund.
   Han vrængede ansigt og begyndte at spytte. "Fyføj for en smag!" Så blev han fjern i blikket.
   "Hvad sker der?" spurgte jeg.
   Han svarede ikke, og så ikke længere ud til at ænse mig. Men han var stadig i live og ved bevidsthed.
   "Hej, er du okay?!" lød en stemme. En mand var standset op på fortovet. Han kom nærmere og bøjede sig indover Anton: "Hvad er der sket?"
   Anton så en smule forvirret ud: "Jeg faldt vist ned fra taget."
   Manden satte sig på hug: "Vi må hellere ringe efter en ambulance."

Jeg satte mig på en trappesten foran Antons hus. Kort efter kom der en ambulance uden blink, og Anton blev lagt på en båre og kørt væk. Jeg sad lidt og betragtede flasken i min hånd. Nu var det min tur. Forsigtigt løftede jeg flasken og begyndte at hælde. Det var ikke helt lige så let, når det var ens egen mund, man skulle hælde i. Jeg opdagede, at min hånd rystede en smule. Så kom der en dråbe ... og én til! Jeg nåede ikke at lukke munden i, før begge dråberne ramte min tunge. En forfærdelig syrlig smag fyldte min mund, og jeg spyttede og spyttede. Jeg havde fået dobbelt dosis!

"Hej skat," sagde min mor, da jeg åbnede hoveddøren. "Hvor har du været henne? Vi var ved at blive bekymrede!"
   "Jeg har bare været hos Mathias," svarede jeg.
   "Hej Mikkel!" råbte min lillesøster og løb hen til mig og gav mig et knus. Det havde hun ikke gjort siden hun var helt lille. "Skal vi ikke spille et spil?"
   "Øh, jo, det kan vi da godt."
   "Jeg tænkte ellers på ..." sagde min far, der nu også kom ud i entréen, "om du ikke havde lyst til at tage i biografen og se en rigtig herrefilm, Mikkel. Den nye James Bond f.eks."
   Hvad gik der af dem? Jeg kunne ikke mindes, at min far nogensinde havde inviteret mig i biografen før - og da slet ikke på en hverdag.

Næste dag i skolen opførte folk sig også sært. Det var som om alles blikke var rettet mod mig. Jeg fornemmede, at folk hele tiden gloede på mig bag min ryg. Men når jeg kiggede tilbage på dem, havde de pludselig travlt med at se på noget andet. Jeg tænkte, at det måtte være præcis sådan det føltes, at være en tv-kendis. Det skulle jeg i hvert fald aldrig være, vidste jeg nu.
   Under min præsentation af mit vind-og-skæve Eiffeltårn sad hele klassen fuldstændig tavse, som om de slugte hvert ord, jeg sagde. Selv Lucas. Jeg var nervøs i starten, men det gik over undervejs. Det var slet ikke så slemt.
   I frikvarteret kom de alle sammen hen og spurgte mig om mit projekt.
   "Jeg har vist allerede sagt det hele. Det er Eiffeltårnet. 320 meter højt. Bygget i 1889 til verdensudstillingen."
   "Nøj, hvor spændende!"

Men allerede næste dag var effekten væk, og alt var tilbage til det normale. Dog lå der nu en lille flaske med en grøn væske i min kommode. Det kunne jo være, at den blev nyttig en dag, hvor jeg havde brug for ekstra opmærksomhed.