Preben var flyttemand og boede på en lille idyllisk ø, som man kun kunne komme til via færgeforbindelse. Han havde netop fejret sin 45-års fødselsdag, da telefonen ringede. I den anden ende sad 84-årige Irmgard von Elmhoff. Hun havde en 100 m2 stor lejlighed i modsatte ende af landet, og skulle flytte ud på den lille ø, hvor hendes datter og børnebørn boede. Kunne han klare opgaven?
Det kunne Preben rigtig nok! Han vidste godt, at familien hverken manglede penge eller lukrative forbindelser, så opgaven ville være ham en sand fornøjelse. Især i denne tid, hvor forretningen stod lidt stille. Det sidste undlod han dog at nævne.
Irmgard von Elmhoff var enke og havde klaret sig selv i de 30 år, der var gået siden manden, Maximillian von Elmhoff, sov stille ind i en alder af 78 år. Familiedynastiet befandt sig stadig i familiens eje, men godset havde Irmgard valgt at sælge for 20 år siden.
I hendes livs efterår havde hun givet efter for datterens evindelige foredrag om, at det ville være godt for alle, hvis hun flyttede over til hende og børnebørnene. Irmgard var dog ikke sikker. Ganske vist var hun ikke så fysisk velfungerende længere, og en begyndende senilitet havde også meldt sig. Irmgard var kendt som en særdeles myndig dame, der var vant til at koste rundt med alt og alle. Egne børn såvel som naboer og servicepersonale. Dette var blandt andet én af årsagerne til, at Hjemmeplejen havde nået et mætningspunkt i forbindelse med de daglige besøg.
Nu var beslutningen taget. Irmgard havde givet efter for datterens pres og havde besluttet sig for at flytte.
Prebens høje energiniveau og aldrig svigtende humør fik ham til at springe ud af sengen denne morgen kl. 4. Han skulle nå første færgeafgang og køre diagonalt gennem Danmark, så han kunne nå at være på Irmgard von Elmhoffs adresse kl. 8 som aftalt.
På klokkeslættet holdt han neden for opgangen, hvor Irmgards søn, Conrad, tog imod.
På 2. sal ventede Irmgard. Prebens venlige smil blev slukket for en stund, da han kiggede rundt i lejligheden. De fyldte flyttekasser var stablet op i et mindre rum. Så vidt - så godt! Det der derimod bekymrede ham, var de nye, usamlede kasser der stod lænet op ad stuevæggen i mængde. Preben begyndte at bære de færdigpakkede ned i flyttebilen, mens Conrad og Irmgard var endt i en heftig diskussion om, hvorvidt de 24 slebne krystalglas med jagtmotiver skulle med. Irmgard, der aldrig havde gæster, kunne ikke forestille sig et fremtidigt liv uden. Med hidsige bevægelser pakkede Conrad dem ned, svøbt i silkepapir, mens mavesåret begyndte at kradse.
Diskussionerne omkring medfølgende inventar fortsatte hen over de næste timer. Irmgard vandt hver gang, og ned i flyttekasserne forsvandt det antikke skakspil i renæssance stil, skønt Irmgard ingen idé havde om, hvad spillet gik ud på. Vaser i bøhmisk glas. Sølvbestik til 24 personer med franske liljer. Broderede betræk til ballon stole. 32 bælter. Tøj som ikke havde undergået en naturlig saneringsproces siden 1960'erne. En ubegribelig mængde reolmetre af støvede bøger. Et defekt smykkeskrin og Maximillians gamle fyldepen med 12 forskellige stifter.
Conrads mavesår begyndte for alvor at genere ham.
Preben vendte tilbage for at flytte en ny forsyning, da Irmgard stoppede ham. Hun manglede kassen med juleplatterne, og med en bydende mine bad hun ham finde den frem og bære den op igen.
Conrad og Irmgard fortsatte deres utrættelige disputs, og han måtte indse, at det ikke nyttede noget at forsøge at overbevise moderen om at lade visse ting blive i lejligheden. Da den skulle sættes til salg, ville der ellers være tid nok til at skille sig af med det overflødighedshorn af genstande, hun var i besiddelse af. Men hun var stålsat. Hjemmet i komplet stand skulle flyttes!
Han mærkede, hvordan blodtrykket begyndte at stige, hvilket sled voldsomt på overbærenheden. Preben løb fortsat op og ned ad trapperne, mens tiden gik.
Nu var forhandlingen landet på Irmgards hårde hvidevarer. Hun - som aldrig selv lavede mad - nægtede at flytte uden sit komfur og vaskemaskinen. Tanken om at anskaffe sig nyt inventar i den kommende lejlighed var udelukket.
Conrad, som var medlem af menighedsrådet, udspyede en ed, mens han lå i en akavet stilling for at afmontere komfuret.
Preben og Conrad slæbte med stor møje og besvær det tunge komfur og vaskemaskinen ned på gaden. Her mødte de Irmgards allestedsnærværende nabo, som kunne oplyse dem om, at man ikke måtte efterlade lejligheden rippet for dette inventar uden at erstatte det med andet.
Denne information blev ikke vel modtaget af Conrad. Heller ikke da naboen fandt reglerne frem og viste ham dem sort på hvidt. Han fik med sin distingverede udtale omskrevet nogle af sprogets værste gloser og fortalt hende, at hun kunne arkivere regelsættet lodret! Og ind i flyttebilen forsvandt både Gram og AEG.
Ved 18-tiden lignede Preben en olding. Han slæbte sig selv og flyttebilen hen til depotrummet, hvor de 7 m2 beredte ham yderligere en overraskelse. Her var al plads udnyttet optimalt. Det tog ca. 1 time at tømme det, og for første gang i 8 år så gulvet dagens lys.
Da bagklappen på flyttebilen med lidt besvær blev lukket og kursen sat mod færgen, var smilet forsvundet, og hans øjne var sunket ind og lignede små vindtørre rosiner.
Kl. 19 kørte kortegen. Irmgard insisterede på at køre selv i egen bil bagved Conrad. Alligevel lykkedes det hende at blive væk et par gange undervejs.
Trojkaen nåede den sidste færgeafgang. Preben, som var tæt på en nedsmeltning, kunne have kastet sig på knæ og kysset dørken.
Efter knap 3 uger på øen, fortrød Irmgard flytningen og besluttede, at det hele skulle flyttes retur. Nu blev det spændende at se, hvorvidt Preben ville påtage sig opgaven på ny sammen med Conrad von Elmhoff.