Irmgard von Elmhoff havde nødtvungent ladet sig overtale til at flytte ned til datteren på en lille idyllisk beliggende ø, der lå i modsatte ende af landet. Langt væk fra det mondæne kvarter nord for København, hvor Irmgard ejede en 100 m2 stor lejlighed. Begyndende senilitet havde afstedkommet nogle uheldige episoder, så datteren følte sig mest tryg ved at have moderen i sin nærhed.
Irmgard var en viljefast dame, og betingelsen for flytningen indbefattede, at hun ville beholde lejligheden ud mod Øresund, så hun kunne flytte tilbage, såfremt ø-livet ikke passede hende.
Flyttemand Preben havde været meget ondt igennem under Irmgards sidste flytning mellem Strandvejen og hans elskede lille ø. Irmgard havde nægtet at skille sig af med noget som helst bohave, så alt røg med på flyttelæsset. Inkl. hårde hvidevarer, nips, beklædning fra tre årtier, et fyldt depotrum og et utal af kasser, som ikke var pakket ned. Preben ankom dengang en tidlig morgen på Irmgards adresse som en glad 45-årig, og var fuld af virketrang og optimisme, men inden dagen var omme, rullede han fra borde på færgen på hjem-øen, som en hærget olding.
Der var nu gået otte måneder, og 85-årige Irmgard von Elmhoff havde definitivt gjort op med sig selv, at ø-livet ikke var noget for hende. Hun ville tilbage til det civiliserede liv på Strandvejen, som hun udtrykte sig. Hun havde taget tilløb til flytningen flere gange, idet der først skulle en demensvejleder ind over. Det havde dog ikke afholdt hende fra at opsige sin beskyttede bolig og bestille Preben fem gange. Han havde hver gang ryddet sin kalender, for derefter at erkende, at hun alligevel måtte vente med flytningen af forskellige praktiske årsager. Furerne i hans pande trådte tydeligere frem for hver gang, og til sidst var han nået til det stadie, hvor han nægtede at entrere med hende. Omvendt var der ikke mange kunder på den lille ø, så en flytning til København var en lukrativ indtjening. Det endte derfor med, at han lod sig overtale sjette gang.
Dagen oprandt, hvor Irmgard, svigersønnen og Preben satte kursen mod øst. Da øens første færgeafgang lagde til kaj, og den gigantiske flyttebil, der var fyldt til randen, kørte fra borde, stod solen ny og rød på himlen.
Knap tre timer senere, kl. 8.50, ankom følget til Strandvejen, og Irmgard sukkede af velvære og efterspurgte omgående en sjus, da hun trådte ud på sin altan og skuede ud over Øresund.
Velværet omfattede ikke ejendommens øvrige beboere, der var forfærdede over at gense hende. Især fordi hendes mange forvirrede tiltag, havde holdt folk beskæftiget, mere end hvad godt var, og alle var sig bevidste om diverse udrykningstjenester, der havde været i aktion. Nu sneg de sig langs husmuren og forsøgte at gå under Irmgards radar.
Under sidste flytning havde Preben foretaget en endeløs pilgrimsvandring mellem flyttebil og depotrum med ømme ben og knæ til følge. Belært af skade havde han denne gang medtaget en trækvogn på massive hjul, der kunne lastes med op til 400 kg.
Han stablede den til randen og trak afsted med to stk. madrasser dekoreret med synlige og svajende springfjedre, et væld af mørnede puder som trak en hvid sky af fjer efter sig, to stole uden sæder, en bulet 12 liters suppegryde, en næsten flad marokkopude, en flækket serveringsbakke med malede stokroser samt en masse andet uundværligt bohave. Øverst på læsset tronede en udstoppet hornugle, der manglede det ene øje og en hel del fjer. Alle effekterne kom tilbage i samme depotrum, som de havde forladt otte måneder tidligere.
I lejligheden herskede et inferno af flyttekasser og møbler. De to dansk designede lænestole, som datteren var blevet beskyldt for at have stjålet, var båret tilbage i karnappen. I mellem dem stod vaskemaskinen og gjorde det ud for sidebord indtil en blikkenslager fik tid til at komme og monterede den. Svigersønnen stirrede opgivende ud i luften, og lagde øjnene til hvile på et sejlskib langt ud på Øresund og drømte sig bort.
Da sidste flyttekasse var båret op, sprang Preben som en jaget springbuk ud ad døren. Med en sjælden set beslutsomhed drejede han tændingsnøglen, startede lastbilen med et brøl og forsvandt ud ad Strandvejen.
Da han rullede fra færgen på sin barndoms ø, var øjnene våde og slørede ved gensynet, og efter at have kysset kone og børn, sank han ned og sagde, at nu trængte han til en iskold bajer!