Ellen havde travlt. Listen med alt det, hun skulle nå, var næsten uendelig. Svend, som hun havde været gift med i knap 40 år, sad ved rattet og forsøgte at dæmpe hende, mens de kørte rundt i Københavns tætte trafik.

Det lykkedes ham at finde en parkeringsplads i én af sidegaderne, og med et spring var hun ude af bilen og skød som et projektil ind i nærmeste butik. Svend blev siddende bag rattet og fordrev ventetiden med at lytte til radioen.
Efter 15 minutter stod hun flagrende foran bildøren og signalerede, at hun ville bestille tid hos frisøren, nu hun var der. Svend nikkede, og væk var hun. Imens nynnede han med på et par kendte strofer, og lod tankerne gå på langfart.

Ellen røg småforpustet ind ad døren til frisøren. Fik en tid og løb hæsblæsende tilbage. Flåede døren op og satte sig i sædet, mens hun hev efter vejret og et jamrende gisp undslap hende. Hun slog solskærmen ned, og i spejlet rettede hun på de vindblæste krøller og friskede læbestiften op.

Fra førersædet lød en forsigtig rømmen, og en fremmed stemme spurgte: "Og hvor ønsker fruen, at jeg skal køre hen?"
Det gav et sæt i hende, da hun fik øje på en forbløffet mand, som holdt og ventede med et barn og en emmende hund, der begge nedstirrede hende fra bagsædet.
Ellen flåede forfjamsket bildøren op og nåede at høre barnet spørge: "Far! Hvad var der i vejen med damen?" Manden svarede tørt: "Jeg tror, hun havde tømt barskabet."