Vi kommer slentrende over broen gnaskende på hver sit æble. Arthur, Vimmelskaftet, Lillemand, der er et par år yngre end os, dvs. han er 8 år og er min lillebror, og så mig. Jeg hedder Jenna og er eneste pige. Pludselig lyder der et forfærdeligt skrig, som går gennem marv og ben og får hårene til at rejste sig. Arthur smider æblet og spurter af sted. Vi følger nysgerrigt efter.

Vi løber og råber efter Arthur at han skal vente lidt. Han svarer tilbage, at vi skal finde det skrig. Måske er nogen i nød.
   Lillemand skal tisse, så vi råber til Arthur, at han skal standse. Lillemand går hen ved en mur på en byggeplads. Da han er færdig, giver han et lille hop for at trække lynlåsen helt op. I det samme bliver han væk som sunket i jorden. "Lillemand", skriger jeg med hjertet oppe i halsen. Vi stimler sammen der, hvor han har stået, og så glor vi ned i en meget dyb udgravning. På bunden sidder Lillemand. Han er måske rullet på hovedet ned ad skrænten, for han er lerbrun over det hele, også ovenpå hovedet. Heldigvis kikker han op med et stort grin.
   "Sejt", siger han bare, "I sku tag og prøve det."

"Fuck", siger Vimmelskaftet, "her må vi slet ikke være. Vi skal bruge en lang stige. Hvordan får vi spurgt efter sådan én uden at få ballade?"

"Vi kunne også bruge et reb." Arthur står og ser tænksom ud.

"Jamen vi har igen af delene", svarer jeg.

"Hvor er du klog, har du selv fundet ud af det?" Vimmelskaftet ryster irriteret på hovedet.
   De andre tænker slet ikke over, at det er MIN lillebror, der sidder nede i udgravningen. Det er mig, der får ballade. Jeg kan da godt se, at en stige ikke er sådan én, man render rundt med på ryggen bare sådan, og heller ikke et kæmpe langt reb.

Åndsvage situation. Vi griner lidt. For at gøre noget kaster Arthur sin dolk ned til Lillemand og et æble bagefter. Snedigt gjort, og det var pænt af Arthur. Nu dør Lillemand ikke af sult, og han må kunne klare et eller andet med den dolk. Jeg går lidt tættere på for bedre at se og kommer til at skubbe til Vimmelskaftet, som derved kommer til at skubbe til Arthur samtidig med, at han griber fat i mig for at holde balancen. Det lykkes ikke, så vi falder alle tre ned i udgravningen. Lillemand skynder sig væk for ikke at få os i hovedet.

Der sidder vi så, Arthur, Lillemand, Vimmelskaftet og jeg. Vi har ikke fundet skriget, er bare endt her nede. Alligevel eksploderer vi af grin, da vi kommer til at kikke på hinanden. Så kommer vi til at se op. Wauw.

"Der er godt nok højt op".
   Lillemands grin stopper. Han er jo også den, der fra starten blev mest forskrækket.

Arthur ser på ham: "Hvorfor skulle du også absolut dratte herned. Det er dig, der er skyld i det hele!"

"Hele hvad", vil Vimmelskaftet vide, selvom det ikke er ham, der bliver talt til, "det var da dig Arthur, der først drønede efter det skrig, som vi ikke fandt alligevel."

"Hold nu op", siger jeg, "Lillemand gjorde det jo ikke med vilje, og skriget har da ikke noget med det her at gøre."

Arthur og Vimmelskaftet rejser sig op og sætter hænderne faretruende i siden:
   "Var det ikke dig, der skubbede os andre tre herned?" Arthurs stemme er ikke rar.

Med undtagelse af Lillemand, som modigt er blevet siddende, bukker de andre sig som på kommando og tar en håndfuld våd ler og ......
   Jeg har allerede rejst mig og er løbet. Jeg løber for livet, imens jeg mærker et par hårde klatter ler i nakken. Så opdager jeg en sliske. De andre har vist også opdaget den, for lerskydningen stopper. Slisken ligger helt ovre i det modsatte hjørne. Man må kunne komme op der. Jeg når hen til den og løber op. Og glider ned igen. De andre står omkring mig og glor.
   "Lad os komme op." Arthur og Vimmelskaftet har vist glemt, hvad de ville med mig lige før.

Vi kommer op som lysebrune chokolademænd og når hen til broen. Under den ligger ænderne og hygger sig i vandkanten.

Netop da lyder det skrig igen, vi forfulgte fra starten. Der sker noget forfærdeligt i nærheden. Vi må se, hvad det er. Det er ikke langt væk. Denne gang kan vi høre retningen. Det er et langtrukket og hjerteskærende skrig og så et inderligt hvæs som fra Djævlen selv. Vi spurter mod lyden og videre mod dette rædselsfulde. Og stopper op.

Ved hver sin hæk ved henholdsvis en trappe og i en have står to katte med meget krumme rygge og ser faretruende ud.
   Arthur smider en kæp mod en ene af kattene, som forsvinder med et højlydt, fornærmet hvæs.