Det var forår. Det var sol, og det var søndag, da vi rullede ind på P-pladsen foran den store elektronikbutik. For de mange kunder var alt gået op i en højere enhed. Alle var lokket ud af det gode vejr efter at have tør-Googlet internettet for tilbud.
Indendørs var alle iført værnemidler efter forskrifterne. Ekspedienterne bevægede sig gennem butikken med næse- mundmodellen, der mindede om en tandbeskytter. En kunde havde iklædt sig en mere munter udgave med print af en åben abemund, mens størsteparten havde iført sig den klassiske blå harmonika model med elastikkerne snoet et par gange rundt om ørerne.
Foran os fremkom en mand med et ønske, som voldte ekspedienten store problemer. Han forsvandt fra Informationsskranken med livløse øjne bag briller i alvorstungt design og efterlod sig en kø af videbegærlige købere.
Kunden, han betjente, vendte sig om. Udover at være maskeret til ukendelighed bag mundbindet, så havde den forudgående frisørnedlukning gjort, at han i desperation havde grebet til den ultimative løsning og ladet sig kronrage. Derfor tog det et stykke tid før det gik op for os, at vi kendte hinanden hjemme fra ejendommen 40 km derfra.
Der var god tid til at tale sammen i, idet oraklet bag skranken tilsyneladende var forsvundet ud i evigheden.
Vores lettere forvirrede nabo havde dagen før købt en vare på nettet, der ville blive afleveret af en vognmand på hans adresse denne solbeskinnede søndag. Imidlertid havde han set samme vare i et andet center, som var billigere. Derfor ville han gerne have stoppet leverancen og betalt pengene retur.
Dette uløselige problem, var årsagen til den forsvundne ekspedient.
Vi kom omkring mange emner, mens køen voksede og nu dannede S-formation rundt om reolerne. Den talte en skare af mennesker i diverse aldre. To piger med bling-bling mundbind og pink hår. En ældre herre som støttede sig til en rollator. Håndværkere og andet godtfolk. Alle måtte lære sig tålmodighedens ædle kunst, som kom på en hård prøve ved synet af den forladte Informationsskranke. Det eneste liv, man så bevæge sig her, var støvet som stille dalede i strålen fra spot-lighten.
Ekspedienten kom tilbage, formentlig for at vise den ventende skare, at han stadig var i live. Han bøjede sig ordløs ind over bordet, og i et kort øjeblik blev vi i tvivl om, hvorvidt han var ved bevidsthed. Håbet om fremdrift blev slukket, da han atter forlod scenen.
Den tilsyneladende umulige opgave vores nabo havde sat ham på, krævede yderligere hans fravær.
Bag os blev håbet slukket hos flere kunder. Da der tilsyneladende ikke fandtes kollegaer, som kunne træde til ved den anden kasse, opgav folk og forlod forretningen efter at have konteret knap 30 minutter ud af deres liv i andægtig venten. Dette reducerede køen en del.
Nu skete der imidlertid noget. Skranken blev atter indtaget af ekspedienten, som kunne meddele vores nabo, at det ikke kunne lade sig gøre at stoppe vognmanden. Han måtte derfor modtage pakken, og derefter returnere den efter at have udfyldt en returseddel, som forefandtes på hjemmesiden. Herefter ville pengene kunne overføres til hans konto efter gældende bankdage.
Nu blev det vores tur, og vi fik oplyst, at vi skulle have stillet os i en anden kø. Herefter skridtede vi fronten af, og bevægede os ned i modsatte ende af butikken, der var på størrelse med et olympisk stadion.
Her smilede lykken til os. Vi fandt en ledig ekspedient, som dog havde besvær med at logge på computersystemet, idet han havde glemt sit password. Men det lykkedes til sidst at få vores forudbetalte vare lagt i vores kærlige og omsorgsfulde arme.
Da vi passerede udgangen, gik alle alarmer i gang, og et festfyrværkeri af blinkende lygter og hvinende sirener udpegede os som forbrydere fra en international liga.
Til vores store overraskelse mønstrede forretningen en hob af ansatte, som småløb os imøde.
Den store opstand skyldtes en lille chip, man beklagede, ikke var fjernet ved udleveringen.
Vi drog ud i solskin - og nåede hjem kort før den forsvandt ned bag horisonten og måtte sande, at tålmodighedens kunst er sandelig en dyd!