For os startede årets første fiskedag sidst i maj. Sommeren var kommet. Fjorden lå blank. Solen var stået op, i modsætning til ejendommens beboere som stadig slumrede bag emmende vinduer.

Ud! Af sted! Hornfiskene sprang. Marsvinene duvede op og ned over vandspejlet. Sælen var på spil og kaffen på kanden var varm.

Motoren gik villigt i gang efter vinterens stilstand, og udad gik det. Båden tøffede forbi klinterne, og i krattet kunne man høre gøgen. Mågerne skreg. Digesvalerne zigzaggede hen over vandoverfladen på jagt efter insekter. Det var årets første sommerdag i H.C. Andersens Danmark.

Så var der huk! ... Men fisken sprang af. Det gentog sig ca. 7-8 gange over den næste times tid. Jeg skiftede blink til et splinternyt og indbydende et af slagsen. Et norsk kvalitetsblink med skinnende mønster, der lynede som diamanter og kunne få mundvandet til at løbe på enhver fisk.

Så var der bid! Jeg trak og hev, mens jeg drejede hjulet. I overfladen viste sig en pæn, stor hornfisk for enden af snøren. Hele fangsttaktikken blev taget i brug for at lande den.
Pludselig blev luften levende af måger. Hornfisken sprællede. Jeg hev. Mågerne dykkede og viste foruroligende interesse for min fangst. Fisken rykkede i linen. Sprang den af krogen? Nej, der var stadig modstand. Jeg baksede med hjulet, aktiverede bremse og drejede som en besat. Snøren var lang, og nu gjaldt det om at holde fangsten an. Mågerne skreg, dykkede og nærmede sig båden. Især én nærgående måge lod sig ikke kyse. Min mand forsøgte sig med mere eller mindre lyriske udbrud at skræmme den væk. Armene kørte som møllevinger, mens hans trusler gjaldede uskønt ud over fjorden.
Men fjerkræet var tilsyneladende upåvirket. Tættere og tættere kom den.

Det undrede os dog, at den fulgte samme rytme, som jeg spolede ind med. Det var her, at det op for os, at fisken var sprunget af, og i den anden ende havde mågen afløst den ved at bide på blinket. Havmågen kom tættere og tættere på båden med snøren i næbbet, og de plirrende, gule øjne sendte os et fornærmet og hvast blik. Den mindede om en plastik and i Tivoli med magnet på hovedet, mens den uværdigt blev trukket hen over vandet.

Nu var det ikke blot mågen, som var påvirket af den uønskede situation. Vi havde bestemt heller ikke lyst til at sidde i jollen og kæmpe med en 1,5 kg flaksende havmåge, der var kommet i dårligt lune.

Jeg slækkede omgående snøren, og på magisk vis lykkedes det mågen at vriste sig fri af blinket. Den brokkede sig højlydt, og på tælling gik resten af flokken på vingerne og forsvandt. De var os dog venligt stemte og undlod at udføre et kollektivt hævntogt ved at tæppebombe os fra luften med drivende mågeklatter.
Kort tid efter fangede samme måge en fisk, den slugte, så dens appetit havde ikke lidt overlast.

Nu har jeg besluttet mig for, at det virkningsfulde "mågeblink" foreløbig bliver gemt lidt væk.