Omsider blev det den 22. december. Det var dagen, hvor juletræet skulle pyntes. Timerne sneglede sig af sted, og viserne på uret ville ikke flytte sig. Om en time kom far hjem fra kontoret og havde juleferie. Mor og jeg selv havde haft jule fri siden i går. Jeg sad nu og gumlede på en bananmad, medens den varme eftermiddagste dampede færdig i koppen.
   "Far og jeg har aftalt, at vi pynter træet i udestuen i år, så kan han bære det ind i stuen juleaftens dag."
   Det lød som en god idé. Men mor fortsatte:
   "Til februar, når du fylder 13, tager vi på vinterferie til Sverige. Far har vundet en hytte gennem firmaet i en uge. Det passer lige med din fødselsdag. Vi må håbe at der ligger sne og..."
   I det samme svingede bilen ind i carporten.
   "Tak for te," sagde jeg og skyndte mig ud.
   "Hej far. Hvad er det vi skal i dag?" Han så på mig, idet han smækkede bildøren.
   "Ved du hvad Mads? Det har jeg fuldstændigt glemt, men hvis du henter julestadsen oppe på loftet, så henter jeg træet omme i baghaven."
   "Jeg vidste, at du ikke havde glemt noget som helst!" sagde jeg og løb op mod huset. Huset, vi boede i, var fra 1920, og far havde tit sagt, at det var fra den gang, man kunne bygge gode huse. Vi havde hus med første sal og øverst et gammelt loftsrum, som skulle isoleres til sommer, hvis der blev råd til det. Stigen til loftsrummet kom ned, når man løsnede snoren. Lidt efter havde jeg smækket lemmen til side og stod nu oppe på loftet. Det var ikke så lidt, der var stillet op til opbevaring i de tre år, vi havde haft huset.
   Julestadsen stod gemt væk helt inde bag ved, og der var løse brædder ude i siderne. Nu gjaldt det om at gå forsigtig. Lidt efter var jeg nået frem til de fire æsker. Lige som jeg tager fat om snoren på æskerne; vipper det bræt jeg står på, og jeg falder bagover ind i nogle gamle soveposer. Da jeg kommer på benene igen, kan jeg se, at der ligger noget der ligner læder nede i revnen under det løse bræt. Med forsigtige små skridt går jeg tilbage til midtergangen og rykkede brædderne så meget, at jeg er sikker på at hånden kan komme ned. Nu kan jeg mærke, at blodet er begyndt at løbe lidt hurtigere rundt.
   Da jeg kommer hen til stedet igen ser jeg, det er et bælte med et hagekors på spændet. Her ligger noget fra krigens tid men hvad? Jeg lader hånden forsvinde, ned mellem brædderne og løfter forsigtig et bæltet op i lyset, sammen med noget af en uniform og. I det samme stikker mor hovedet op på loftet og spørger, om jeg har fundet æskerne med julestadsen? Jeg bliver temmelig forskrækket ved at høre hendes stemme, men får dog svaret ja, idet jeg forsigtig lader uniformen glide tilbage som den lå og lægger loftbrædderne på, tager fat i snoren og løfter æskerne op, så de kan ses.
   Mor er nu helt oppe på loftet nede i den anden ende.
   "Giv mig æskerne og kravl ned ad stigen, så rækker jeg dem ned til dig og lukker lemmen."
   Et øjeblik efter står vi nede i soveværelsesgangen. Stigen bliver trukket op under loftet, og snoren fastgøres til krogen på væggen.
   "Vi spiser inden juletræet bliver pyntet - og du husker at vaske hænder, når du har været på loftet"- siger mor og går ned i stuen. Ude ved håndvasken ser jeg i spejlet, om det kan ses, at jeg har fundet en tysker-uniform. Jeg må tænke på noget andet, far kan altid se, når jeg har et eller andet for. Det var lettere sagt end gjort. Under aftensmaden bliver tankerne ved med at kredse rundt om opdagelsen, også selv om der vises julekalender i fjernsynet.
   Efter far har klaret opvasken, kommer han ud i udestuen med lyskæden til træet. Jeg har taget alt glimmeret ud af poserne.
   "Når vi har pyntet juletræet, må jeg så gå over til Jes en times tid?" Jeg kikker over på far.
   "Ja, men ikke mere end en time" lød svaret. Det tog lidt over en halv time at pynte. Det sidste var stjernen i toppen - inden vi lagde papir og tomme poser tilbage i æskerne, tændte far træet et kort øjeblik. Jeg kunne se, at han var tilfreds med resultatet.
   "Stik du bare af, så siger jeg til mor, at du er ovre hos Jes." Jes var min bedste ven og skolekammerat, vi var altid på samme hold, når der blev spillet fodbold i frikvarteret. Og så var Ronaldo bare den bedste fodboldspiller i verden!
   Det var Jes der lukkede op.
   "Hej!" sagde jeg. Jes satte hånden for munden. Jeg sænkede stemmen og spurgte, om hans mor og far var oppe at skændes? Jes nikkede. Da vi kom op på værelset, kunne jeg se, at Jes var ked af det. Af og til når jeg kom, råbte hans forældre efter hinanden, så man kunne høre det helt ud i haven.
   "Jeg kommer for at høre om du kan holde på en hemmelighed - altså sådan en rigtig en?" sagde jeg omsider.
   Jes havde sat sig ved computerspillet.
   "Hvad er det for noget?" spurgte han.
   "Noget jeg har opdaget!" - "men du må sværge, at du ikke siger det til nogen henne i skolen."
   "Jeg sværger!" sagde Jes og skar sin hals over med hånden.
   "Ok," så fortæller jeg om min opdagelse oppe på loftet.
   Der gik ikke lang tid, før jeg kunne se, at Jes var fyr og flamme.
   "Hvornår kan vi komme op på det loft?" spurgte han.
   "Det bliver ikke før mellem jul og nytår, der skal min far og mor over til nogle venner. Jeg spørger, om du må komme over og se mine julegaver. Så finder vi ud af, hvad det er for et tyskerbælte."
   Efter en halv times computerspil og en masse snak om vores hemmelighed, fulgte Jes mig ned til døren.
   "Vi ses, og husk vores aftale!"
   Så gik det i fuld fart ned ad havegangen. Der var faldet et ganske tyndt lag sne, men nu var det holdt op igen. Bare der ville komme noget mere sne, tænkte jeg - så kunne vi komme op på kælkebakken og køre om kap. Efter aften teen og TV avis, som ikke var andet end ulykker, sad jeg og ventede på vejrudsigten for i morgen. Sne ville der ikke komme noget af, og det blev op til fire graders varme.
   Da jeg var kommet i seng, lå jeg og tænkte på, hvordan vi skulle undgå at tale om det, der lå oppe på loftet. Det var ligesom om det trængte sig på hele tiden, måske er det mere, end vi selv kan klare?
   Tankerne for rundt i hovedet, første dag i juleferien og sikken en opdagelse.