- Er der nogen, der har set min taske, lyder det febrilsk foran kaffemaskinen på skolens lærerværelse.
   Det er endnu engang Hilmer, der ikke rigtig kan huske, hvor den irriterende taske nu har gemt sig.
   - Her, siger Susan fra biblioteket; og du skal undervise 6.b i lokale 26 ovre på den store gang.
   - Mange tak, Sonja, siger Hilmer. Det var virkelig pænt af dig. Det må jeg sige Susanne. Mange tak. 5.b i lokale 25. Det husker jeg. Mange tak.

Susan giver Hilmer et kærligt klap på skulderen, ryster på hovedet og sender ham afsted mod den store gang.

Hilmer er skolens historiske historielærer. Han har været her altid. Lige så længe som Napoleon, Christian den fjerde og Martin Luther. De er hans venner. Det er dem, han hygger sig med. Dem han taler med og om. Det der med tasker, kollegaer, skolereformer, teamsamarbejde er ikke rigtig Hilmer. Han lever med sine historiske venner; med sine historiske historier. Han lever sit eget liv på skolen, som han har gjort i hundreder af år - næsten.

Så Hilmer passer sig selv, og er vel det, voksne kalder lettere distræt i det virkelige liv. Han glemmer, går forvirrede rundt, klør sig i det store, grå skæg og siger mærkelige ting til sine kollegaer. Men når historietimen starter, liver han fuldstændig op, og de bedste historier kommer ud af det store, grå skæg. Tid og sted glemmes. Eleverne sidder med åben mund og polypper. Det er nærmest et vulkanudbrud af ord og stemninger, der kommer ud fra den gamle mand. Man bliver trukket tilbage til svundne tider, fantastiske personligheder og voldsomme begivenheder. Det er nærmest som at være der selv. Det er i hvert fald sikkert, at Hilmer selv er der. Er til stede midt i historien. Lever i historien. Der er så meget at fortælle, der er så meget, der skal ud, men har man ikke også altid tid til en god historie?

6.b sidder klar, da Hilmer endelig træder ind i klassen. Han har vist været lidt rundt omkring, men mener nu bestemt, at han skal være her hos 5.b.
   Han lægger sin taske på bordet, kigger ud over klassen, lukker så øjnene og klør sig i det grå skæg. Det er det her, 6.b har ventet på hele ugen. Lige præcis dette øjeblik, hvor Hilmer lukker øjnene, klør sig i skægget og liver op i en anden tid og på et andet sted. Han svæver ligesom langt væk fra klasselokalet og ud på endnu en historisk rejse. En rejse alle i lokalet også gerne vil med på. Ingen ved, hvad der lige om lidt kommer ud af den gamles mund - måske heller ikke Hilmer selv. Klassen sidder spændt og venter. Der går et par minutter, så åbner historiske Hilmer endelig øjnene og siger: Vil I høre en god historie? Vil I med på en historisk rejse?
   - Jaaaaaa, råber klassen i kor.

Og dermed er scenen sat. Lad os give ordet til Hilmer:

Nu skal I bare høre børn. Nu skal I høre historien om Martin Luthers lagkager. Den starter med disse store spørgsmål:
   Hvad skal man gøre, når man er i tvivl? Når man ikke rigtig ved, om det man tror på, er det rigtige? Om det de andre tror på, er det rigtige? Når ens tanker spiller gæk med én og fører én steder hen, hvor man aldrig troede, de ville løbe hen? Man laver en lagkage. Ja, faktisk 95 styks. Det lyder åndssvagt, men den er god nok. Hvis man ikke kan holde tankerne og alt det der tilbage, så må der ske vilde ting. Og det er lige præcis her, at vores ven, Martin Luther og hans lagkager kommer ind i billedet. Hans 95 lagkager. Det var vildt, det han præsterede. Muligvis lidt dumt og vovet, om I vil, men sejt var det. Og en god historie - det er det også.

Hilmer sætter sig til rette ved katederet, stirrer ud af vinduet, stirrer ud på en anden tid, et andet sted og fortsætter:

For, ja, I ve', mange år siden levede der denne her Martin. Han var en kvik dreng med ben i næsen og store fødder. Det med fødderne er nu lige meget, men benene i næsen kom ham til gode senere i livet. Mere om det efterfølgende. Han boede med sine forældre i en lille hytte ude på landet i et land med mange lande. Ja, det lyder lidt skørt, kan jeg godt høre, men den er altså god nok. Årh, jeg taler egentlig bare om Tyskland, men det kunne man ikke sige dengang, ve' I nok. Jo, det kunne man vel godt, men der var ikke nogen, der havde opfundet det endnu. Pjat, for at gøre en lang sætning kort. Han boede i det land, vi i dag kalder Tyskland.

Her gik han så og kløede sig selv i håret og hjalp min mor og far på gården. Hjalp og hjalp... Han var mest interesseret i at klø sig selv i håret. Det blev til sidst for meget for de gamle. Og de sendte ham på en slags kostskole. Her skulle han bede om, at få lov til, at klø sig selv i håret. Det fik han desværre ikke så tit lov til, men det bevirkede bare, at han kløede sig selv endnu mere i håret. Og ikke nok med al den kløen. Han tænkte og tænkte, selv om det allermest galt om ikke at tænke, men i stedet bede om lov til al ting. Der var meget bederi på dette sted. De bad og bad, men kom ikke rigtig længere end at bede. Det, de bad om, blev ikke rigtig til noget. Så måtte de bare bede endnu mere, men det bevirkede bare, at det hele endnu mindre blev til noget. Nå, på sporet igen Skipper! Martin Luther bad meget, men kom derved til at klø sig endnu mere i håret og derved tænke meget. Og når man tænker meget, tvivler man meget. Og når man tvivler meget, stiller man en masse spørgsmål. Og det var lige dette, man absolut ikke måtte på dette sted, men som var så forbandet svært for vores gode ven. Han vidste ikke, hvad det var der skete inden i sit hoved, men han vidste, at det man troede på her var gammeldags. Der burde da være mere mellem himmel og jord end at bede, tænkte han. Stakkels fyr. Han var ved at rode sig ud i noget værre snavs, men kunne simpelthen ikke lade være. Det her sted var et galehus. De bad og bad, men kom ingen vegne. De gik i det samme tøj. De tænkte på det samme. De spiste det samme. Bedekager dag ud og dag ind. Bedekager. Py for... En skam at kalde det en kage, tænkte han. Det værste var dog, at de kostede en formue. De voksne præster skovlede penge ind og lovede guld og grønne skove. Man skulle bare lige bede tusinde gange og betale først. De fik alle i huset til at tro på dette nonsens. Ja, alle i landet - hele folket. Men folket var da ikke så dumme, sukkede Martin og tænkte videre.

Ak ja, en tænker og en fighter har mange hårde år foran sig, men man må tage tyrene ved hornene, som man siger. Så Luther gik i gang. Han vidste ikke med hvad, men han vidste han ville blive utroligt upopulær. Så for ligesom at bløde det hele lidt op, valgte han det der med lagkagerne. Lagkager gør folk glade, mente han. Lagkager gør folk mætte og tykke. Lagkager har flere lag. Flere smage. Lagkager er runde og svære at skære sig på, hvis I forstår.

Et lille fif herfra. Hvis du er ude på ballade, og du ikke helt har styr på indholdet af det, du har gang i, skal du altid have helt styr på formen. Altså hvis du foreksempel skal holde en tale for en masse mennesker, men står og taler ind i væggen. Det holder bare ikke. Du kan heller ikke bare spille landskamp i fodbold i Nyhavn. Det kræver noget form. Og her er det vist noget med, at en stor græsplæne med tilskuerpladser lige er sagen. Nå, men ingen form - intet nogen som helst gider at kigge på. En gammel læresætning fra reklamebureuernes grundbog. Og nu du siger bog...

Det er tit sådan, at store kendte personers bedrifter starter med en god ide hos denne ene person. En genial ide og så videre. Men de bliver for det meste hjulpet frem af en masse held. Foreksempel blev fodboldspillet opfundet samtidig med fodboldmålet; Og pæren samtidig med at der kom strøm i ledningerne. Eller..? Nå, I ved, hvad jeg mener. Så langt så godt.

Altså samtidig med at Luther ville lave ballade med sine tanker omkring alt det der med bederiet, og at nogle sure præster skulle bestemme det hele og score kassen, blev maskinen til at lave lagkagebunde opfundet. Og ikke nok med det. Selve maskinen til at lave lagkager opfundet. Man skulle bare lave én i starten, så kunne man lave tusinder. Eller bare 95 hvis man ville det.
   95 lagkager man så kunne pynte som, man ville. Skrive et eller andet fjollet på. Fx Luther 34 år. Eller hurra hurra! Eller sådan noget skrev man ikke i 15.-grøn-hakkål. Man skrev teser. Okay, og hvad er så lige en tese, kunne man spørge sig selv? Jo, en tese er, at man slynger et eller andet ud. Foreksempel at man ikke både kan blæse og have mel i munden på en gang. Det påstår man i hvert fald. Det er ikke sikkert, det er rigtigt, men det påstår man altså. Dermed har man sig en lille tese.

De teser Luther skrev på sine ny-fabrikerede lagkager var - og jeg indrømmer, at de nok ikke havde meget sans for humor og fest den gang - "Find din egen Gud", "Byg din egen lille kirke", "Lad vær med at betale knaster for at komme i himlen". "Jesus skal nok hjælpe dig alligevel". "De snører dig". Og sådan noget. Jeg vil ikke skrive dem alle her. Er I ikke glade for det?

Nå, men Luther tog til Viborg - eller sådan noget lignende - hvor de fleste præster var. Han havde en plan. Han tænkte sig om en ekstra gang. Tog tilløb og klaskede alle lagkagerne lige i hovedet på de sure præster, så de tydeligt kunne læse, hvad der stod. Der var lagkager og råb over det det hele. Det med formen holdt alligevel ikke. Selvom lagkagerne var flotte og runde og i fin form blev præsterne rassende. Så rassende, at de bad og bad til Gud og ville have endnu flere knaster fra folket. Det blev dyrere og dyrere at komme i himlen. Folket forstod det ikke. Luther kiggede måbende på. Der blev ballade. Endnu mere end han havde forestillet sig. Hold da op. Nu blev han fredløs. Og hvad er så lige det? Siger det sig selv? Det er lidt det samme som hovedløs. Er I cirka med nu?

Præsterne kom til hægterne. De vidste at folket var snot dumme. De kunne jo ikke læse, hvad der stod. Men det skulle vise sig, at Luther og heldet og havde en plan her.

Han oversatte alt det der gudsvolapyk til almindelige opskrifter. Opskrifter man kunne forstå. Ikke bedesprog, men lagkagesprog. Ikke nok med at de lærte opskrifterne til de der lagkageteser. Nej, hele kogebogen lærte de at kende. Sådan rigtigt. Og så blev der endnu mere ballade. For nu forstod mange, hvordan de var blevet narret. Nu skulle man protestere. Man forstod nu alle opskrifterne og fandt ud af, at man jo bare selv kunne finde ud af dem. Man behøvede ikke store tykke præster til at snakke dag ud og dag ind på et sprog, man ikke forstod. Nu var det hele blevet up to date. Der var blevet skåret ind til benet. Alt overflødigt var barberet væk, hvis I forstår. Sådan. He he, så kunne de tygge på den de sure, tykke præstemænd.

Nu skete der så det, at folkets protester fortsatte med endnu mere styrke. Balladen ville ingen ende tage og det hele spredte sig til alle mulige lande. Der blev nærmest krig. Enten holdt man med storklubben Kato FC eller også holdt man med de glade amatører fra Prote IF. Det blev vildt og blodigt. Pludselig var det ikke bare opskrifter og kager, man kæmpede om. Nej, nu var det alting og ingenting. Alt blev sort eller hvidt. Var man for eller i mod? Hvor skulle man være? Hvad skulle man tro på? Hvordan kom man bedst i himlen? Hvem skal bestemme? Og alt sådan noget. Uha uha, sikke en scene. Alle var helt vilde. Hvad skulle det ikke ende med? Og Luther stod bare der med alle sine talenter og kiggede på. Hvad var det lige, der skete? Var det hans skyld alt det her? Oh Shit, tænkte han. Eller snarer O, scheisse! Men nu måtte han lige vågne op. Nu skulle det altså være. Folket skulle vinde over de skide præsteproffer. Så lagkager, teser, opskrifter og alt muligt andet godt blev kastet rundt til højre og venstre. Sikke noget rod. Sikke noget gudsjammerligt rod.

Nå, krige er utroligt dumme. Det værste i verden. Det frygteligste at overvære. Men én ting er altid sikker... De slutter på et tidspunkt. Ak og ve, mange lader livet. Meget går tabt. Meget går i stykker. Men de slutter altid - også denne. Hvem vandt så? Jo, det gjorde ingen og alle. Tab og vind med samme sind. Alle tabte og vandt på en eller anden måde. En slags uafgjort. For måske kæmpede man for fremtidens verdensorden. Man kalder det, at man vandt på den lange bane. Man havde lidt tab, men ens børn ville vokse op i en anden slags verden. En verden hvor man måske kunne få lov til at vælge nogle ting selv. Vælge sin egen tro - sine egne opskrifter på kager og livet. Der skete jo også det, at man blev mere oplyst. Det lyder så højtragende, men der skete altså det, at os helt almindelige mennesker nu kunne følge lidt med. Sproget blev videreudviklet. Vi lærte så småt at læse og skrive. Ikke tosset når nu der kom flere og flere opskrifter, bøger og aviser i handlen. Når man så oplyses, bliver man også meget klogere. Og det gjorde jo så, at man bedre kunne finde ud af, hvad der var hot og not. Hjernerne kom simpelthen på overarbejde og folk blev meget gladere, men måske også mere bekymrede og tvivlende - som Luther. Folk gik og tumlede med alle mulige store spørgsmål: Hvor kommer jeg fra? Hvad skal der stå på min lagkage? Hvad sker der, når vi dør? Hvad skal vi have til aftensmad? Hvad laver min kone ovre hos naboen? Er jorden rund eller flad? Skal jeg vælge en hvid eller sort trøje? Man kunne ikke blive ved med at svare på spørgsmålene ved hele tiden at lave lagkager, som Luther startede med. De smager nu godt, men livet var ikke kun Luther lagkage. Dog fik folk det alt i alt meget bedre end før. De sure præster var stadig sure, men måtte indrømme, at de også måtte til at tænke på en anden måde. Det er godt for verden, at man tænker sig om - man taler samme sprog.

Tilbage til Luther, der nu står med en lille lagkage i hånden. Den har set bedre dage, men den er stadig oprejst. Moralen er høj. Der er helt stille på marken. Han sætter sig ned, lukker øjnene og tager en bid. Roen sænker sig. Den smager guddommeligt. Han er stadig en tvivler, men på en god måde. Han åbner øjnene igen og tænker. Alt det her for nogle lagkager - men hvilke lagkager.

Hilmers historie slutter. Der bliver helt stille i klasselokalet. Luften er ganske tæt. Klassen kigger tryllebundet på deres gamle historielærer.
   Hilmer blinker heftigt med øjnene, sidder sådan et par minutter, ryster hovedet et par gange og siger så:
   Det var så den historie kære børn.

Han rejser sig uden at sige mere, går ud af lokalet og forsøger at finde lærerværelset. Selvfølgelig uden sin taske.