Efter et kortvarigt ophold i en beskyttet bolig på én af sydhavsøerne, var 88-årige grevinde Irmgard von Elmhoff flyttet tilbage til lejligheden på Strandvejen. Hun befandt sig ikke vel i provinsen, påstod hun. Dette var til stor fortrydelse for familien og ikke mindst for hendes plagede naboer, idet grevindens demens var i kraftigt tiltagende.

Hun besad en evne til at holde alle i sving. Enten ved at bevæge sig ind i elevatorens sensorlinje, så den stoppede. Eller når hun bankede naboerne op om natten med diverse problemer. Hun havde flair for at pille TV-apparatet ihjel, så al indstilling på magisk vis blev slettet. Glemte at lukke for vandet, samt de evige beklagelser over ting, hun mente blev frastjålet hende af Hjemmeplejen. Dette på trods af at effekterne lå lige foran hende.

Kommunens hjemmeplejere havde for længst mistet deres venlige smil, når de kom ud fra hendes lejlighed. De vrissede meninger ud, som ikke tålte sarte ører, mens de gik kapgang ned til deres biler. Irmgard var en dame, der forstod at drive selv afbalancerede mennesker ud på sammenbruddets rand, hvorefter de skiftede ansigtskulør og tabte både hår og tænder.
Der blev arbejdet kraftigt på at skaffe hende en plejehjemsplads, men dette trak ud, idet efterspørgslen oversteg antallet af pladser.

Selvkritik havde aldrig taget bo i grevinden, og på hendes ældre dage begyndte dette fravær at blive et stadigt voksende problem. Bl.a. insisterede hun på, at hun stadig ville køre bil. Hun havde haft kørekort i mere end 60 år, så ingen skulle komme og belære hende udi bilkørsel.
Der var særlig glemsomme dage, hvor hun kom hjem fra byen i taxa, idet hendes bil var blevet stjålet, påstod hun. Venligsindede naboer observerede den holde i ensom majestæt efter lukketid på én af hendes vanligt benyttede P-pladser. Familiemedlemmer sørgede for at køre den hjem, og parkerede den på ejendommens P-plads. Næste dag udpegede Irmgard von Elmhoff sin bil og konstaterede: "Så fik tyven alligevel dårlig samvittighed!"

Det skulle vise sig sværere end som så at få fravristet hende kørekortet. Lægen erklærede grevinden uegnet som chauffør, men da han ikke havde myndighed til at fratage hende kørekortet, holdt alle vejret og håbede, at en observant betjent ville tage hende på fersk gerning, når hun slingrede over for rødt lys.
Politimyndighedens og Irmgard von Elmhoffs veje krydsede dog aldrig hinanden, så hun kørte uhindret frem og tilbage mellem sit domicil og byen.

Til sidst sørgede familien for, at bilen blev permanent udlånt til et yngre familiemedlem. Det gik Irmgard meget på, at hun ikke længere havde sin bil. Med en nøgle fra konsoluret forsøgte hun at komme ind i flere biler, som holdt på P-pladserne, og hendes fortrydelse var stor, når hun måtte opgive.

En kold januardag skulle blive skelsættende, idet Hjemmeplejen havde ladet deres i forvejen bulede kommunalbil holde i tomgang, mens føreren skilte sig af med en pose affald. Irmgard von Elmhoff kom i det samme ud ad hoveddøren og livede op. Bilen stod varm og indbydende med varmesystemet på fuld blæs. Hun satte sig ind og begyndte at bakke. Først ramte hun bagsmækken på formandens splinternye el-bil, som han havde ventet på i 6 måneder. Dernæst væltede hun en plantekumme, skrabede højre side af bilen langs væggen, bankede ind i en skraldecontainer og kørte slutteligt hen over en væltet cykel.

Hjemmeplejeren løb som en gazelle efter bilen med opspilede øjne, blafrende arme og angstfulde tilråb. Det lykkedes at standse grevinden, inden hun svingede ud på Strandvejen. Hun steg ud af bilen og oplyste syrligt: "Der er noget rivende galt med rattet!"

På magisk vis lykkedes det kommunen en måned senere at skaffe hende en plejehjemsplads.
Et par naboer aflagde hende et besøg, og fra sin faste plads i ritmesterens gamle sofa udbrød hun: "Velkommen til godset, det er en befrielse at have alle de ansatte og stuepigerne tilbage på deres faste pladser igen!"