Benny kan li' at stå på hovedet. 1, 2, 3, svup, så står han lige dér. Vupti, op på hovedet, op ad væggen. Sådan bare uden videre. Bom, op med benene, ned med hovedet. Der er ingen, der som sådan rigtig siger noget til det. De fleste klør sig bare i håret og ved ikke helt, hvad de skal gøre af sig selv. De står solidt på deres to fødder; og de synes, det er lidt mærkeligt sådan at stå med fødderne oppe i vejret på den måde. Det er ellers en meget fin gang stående på hovedet, Benny praktiserer. Helt rank og stille. Flot ser det nu egentlig ud. Men det er ligesom, at det ikke rigtig passer sig. Altså sådan passer ind lige her på gangen foran skolens kontor eller ude i skolegården. Det er på en måde vildt provokerende og frækt. Hvorfor det er det, kan folk ikke rigtig forklare. Benny gør jo egentlig ingen fortræd. Men altså... Det gør man simpelthen bare ikke det der. Det er jo noget fjollet noget at gøre.
   Benny er nu egentlig ligeglad. Han elsker det. Og når han har lyst til at stå på hovedet, står han på hovedet. Lige meget om det sådan passer sig ind. Lige meget hvor. Han synes, at det er vildt rart. Og det mest naturlige at gøre i verden.

Hvorfor i alverden synes han så det, kunne man med god grund spørge? For at forstå det må vi ligesom vende det hele lidt om. Se det lidt fra Bennys synsvinkel. Altså sådan lidt omvendt. Ja, på hovedet velsagtens.

Lad os prøve at tage det hele lidt fra starten. Helt fra begyndelsen i Bennys - ja vores alle sammens - liv. Vi svømmer rundt i vores mors mave i en ni måneders tid. Op og ned. Fra side til side. Rundt og rundt. Så fødes vi. Og hvad kommer ud først? Tra laaaa... Hovedet. Det allerførste vi gør, når vi kommer til verden er at stå på hovedet - og vræle. Men det mest naturlige for os på det tidspunkt er altså, at stå på hovedet. Se og mærke verden på hovedet. Så bliver vi vendt om, og det er måske egentlig dér, vi mest begynder at vræle. Det er helt ulogisk for os. Vræl... Mærkelig verden. Det hele føles pludselig sådan lidt på hovedet, eller hvad man nu kalder det.

Nå, men her ligger Benny så og vræler. Og kan slet ikke forstå hvorfor i alverden, han skal ligge på den måde. Sådan helt omvendt. Og han kan heller ikke svømme mer'. Jøsses! Vræl! Han mærker sine ben. Hvad søren, skal de bruges til? funderer han. Og Gud hjælpe mig, om de store mennesker ikke går rundt på dem? Skal han nu også til det? Hvad med hovedet? Skal det bare bruges til ingenting? Stritte sådan lige op i vejret? De kan tro nej. Verden er meget smukkere, når hovedet er nederst med fast grund under sig. De såkaldte ben gør sig bedst, når de kommer i vejret. Dér er de ikke i vejen, slår Benny fast

Benny får - meget imod sin vilje - lært at vende sig om så han er på samme bølgelængde med resten af verden. Men det er utroligt unaturligt for ham. Han synes, at det virker helt tosset. Han ser slet ikke verden, som han gerne vil se den. Alt er ligesom helt omvendt. Hovedet kan ikke følge med; og benene er bare sådan lidt i vejen og går ufrivilligt frem og tilbage.
   Bennys mor og far får et føl. Eller de får ikke på den måde et føl, men bliver bare ret ærgerlig over, at deres lille pus hellere vil stå på hovedet end at være oprejst som nu resten af denne jord har valgt at vende sig. De prøver alt muligt for at stoppe Benny's på-hovedet-ting. Læger, psykologer og pædagoger holder foredrag og prøver forskellige teknikker af, de har læst om i tykke bøger. Han får blandt andet sat sådan nogle stålben uden på sine almindelige ben, så det simpelthen er for tungt at vende benene opad. De giver Benny et aparte hovedinstrument på, så hovedet ikke kan stå - på hovedet... Det nytter dog ikke. Benny kommer op på hovedet lige meget hvad. Han vil! Og med vilje kommer man langt, ved I nok.

Forældre og såkaldte eksperter bliver fortvivlet. Det ser jo altså heller ikke så forfærdenatligt smart ud at gå rundt med sådanne tingester på ben og hoved. Bennys forældre giver efter nogle års hård kamp op. Al deres energi skal ikke bruges på at få drengen til ikke at stå på hovedet, når nu han så gerne vil. Eller rettere... De orker simpelthen ikke at tage kampen med ham mere. For lige meget hvad kommer han jo altid op på det hoved alligevel. De accepterer det ligesom. Han er jo sådan en sød og rar dreng ellers. Det er jo kun lige det der med hovedet, der er irriterende. Det er jo også bare fordi, de er så nervøse for, hvad andre folk nu tænker. De har jo egentlig vænnet sig til det, men hvad vil andre ikke tro. At Benny er mærkelig? At de er mærkelige, når nu de har sådan en dreng, der står lige dér på hovedet i supermarkedet opad køledisken. Eller op ad husmuren ind til Zoologisk Have.

De har jo selvfølgelig prøvet at tale med lille Benny om problemet. Men han kan ikke rigtig forklare det med andet end, at han bare synes det er vildt rart og det naturligste at gøre i verden. Alt virker bare meget mere rigtigt, når han står med benene opad. Alt ser bare mere virkeligt ud. Hovedet og tankerne falder bare mere til ro. Han er fri. Det hele vender bare mere på den rette måde. Han er i harmoni og mindes friheden og svømmeturene i mors mave. Mindes allerførste gang han så verden. Med hovedet nedad, som han altså mener er meget mere rigtigt end det med benene. Bevares, de er gode at gå på. Er jo ret svært at gå på hovedet, men ideen om at se verden med hovedet højt til vejrs, bryder han sig grundlæggende bare ikke om.

Bennys mor kigger på sin mave, derefter på hendes mand og så på Benny.
   - Ok, siger hun så. Sådan må det så være, fortsætter hun.
   - Du er en god dreng Benny, siger faren derefter.
   - Vi elsker dig jo. Og hvis du vil stå på hovedet og se verden på den måde, skal du søreme gøre det. Måske skal din mor og jeg egentlig også prøve det? Altså at se verden sådan lidt på hovedet, eller hvad man nu skal kalde det.

Og det gør de så. Sådan vupti op ad væggen. Alle tre. Lige dér står mor, far og søn sammen op ad den hvide væg i gangen i det lille hjem. I starten har især faren lidt svært ved at holde balancen, men efter et par minutter står han ganske sikkert og lige. De får alle tre øjenkontakt og nikker stille til hinanden. Sådan et anerkendende blik som egentlig siger alt. Siger alt det, der ikke er blevet sagt gennem årene. Visker alle bekymringer og hovedpiner væk, som har tæret lidt på den lille familie. Alt står pludselig helt klart. Det hele føles helt rigtigt. Der bliver i dette lille øjeblik vendt op og ned på familiens verden. De forstår hinanden igen. De ser verden i et helt nyt lys. På hovedet.

Og nu står Benny så på gangen i skolen. På hovedet. Ja, han har altså valgt at lufte fødderne lidt igen. Lige her foran skolens kontor. Hans forældre er inde hos skoleleder Karlsen. De er igen blevet kaldt til samtale på skolen på grund af deres søns "forkasteligt optræden", som der står på det papir, Bennys far sidder med. Skoleleder Karlsen er en lille rund mand oppe i årene. Han har nogle lidt for små og fedtede briller, men et stort og hidsigt temperament. Han er træt. Træt af uduelige lærere og skolereformer. Og altså træt af Bennys stående på hovedet alle mulige og umulige steder.
   - Det skal stoppe nu! brøler han.
   - Kan I da ikke se, at det er helt forkert? fortsætter han. Det er jo latterligt!

Drengens forældre - som jo nu selv står på hovedet af og til - er ikke enig med den iltre skoleleder. De kan godt se, at det nogle gange kan virke lidt upraktisk sådan at stå på hovedet i skolen. Men nu hvor de selv ligesom har prøvet det, kan de altså bedre forstå Benny og synes nu, efter deres lille åbenbaring i gangen i deres eget hus, at det er helt fint med hovedstand for at rense hjernen og se det hele på en lidt anden måde.
   Bennys far siger derfor stille: Det er altså ikke så tosset endda Hr. Skoleleder. Det er faktisk meget sundt lige at vende tingene lidt om en gang imellem. Sådan lidt på hovedet hvis Hr. Karlsen forstår.

Men det forstår Hr. Skoleleder overhovedet ikke. Han bliver rød i bøtten af raseri og hamrer hånden hårdt ned i det store skrivebord.
   - Er I alle da blevet fuldstændig sindssyge, råber han, mens han finder udmeldingspapirerne frem fra det brune skab bag ham. Han er rødglødende, da han rækker det over til Bennys far og mor.

De forstår ingenting. Ja, overhovedet ingenting. Hvad er det lige der sker? Er deres søde dreng ved at blive smidt ud af skolen? På grund af at stå på hovedet? Kan man det?
   - Det er vel ikke deres alvor Hr. Skoleleder? snøfter Bennys mor.
   - Han gør jo ikke nogen fortræd.
   Bennys far fortsætter: Han står jo bare lidt på hovedet og ser verden, som han nu engang gerne vil se den. Vi var også fortvivlet over det, men da vi selv prøvede og satte os ind i Bennys sted, var det pludselig ikke så farligt mere. Ja, vi fandt som sagt ud af, at det rent faktisk var noget vidunderligt at se det hele sådan lidt på hovedet.

Hr. Karlsen vil ikke høre på mere sludder. Han vil ikke høre mere på latterlige forældre, der står på hovedet sammen med deres umulige søn hjemme i deres gang. Han vil ikke én eneste gang igen se Benny - eller for den sags skyld forældre - stå på hovedet her på hans skole. Aldrig! Derfor beder han nu sekretæren om at tage over her og få denne sag ud af verden. Benny plus forældre skal aldrig vise sig her mere, lader han hende forstå. Se at få en underskrift på dette papir og se at få dem ud, råber han. Dels henvendt til fru sekretær, dels til Bennys forældre. Derefter går han, smækker med døren og mumler nogle bandeord. Han skulle dog aldrig lige være gået den vej. For dér lige foran ham ude på gangen står Benny med hovedet nedad og benene til tops. De får øjenkontakt og står længe og stirrer hinanden ind i øjnene.

- Du - du - du er færdig her, får Hr. Karlsen vræsset ud mellem de sammenbidte tænder.
   Den frustrerede skoleleder fortsætter: Det er slut Benny. Om få sekunder er du ude herfra. Jeg vil aldrig se dig sådan igen. Dig og dit stående på hovedet. Du er jo tosset. Latterlig. Tag dine skide ting og tag dine skøre forældre med dig. Vi er færdige med hinanden. Du er fra dette sekund smidt ud af denne her skole.
   Den temperamentsfulde skoleleder - som virkelig synes, at han har holdt hovedet koldt under denne her lille seance - kigger en sidste gang på Benny, vender om og går med hastige skridt ned mod lærerværelset forinden af gangen.

Benny bliver stående, som han nu engang gør, og samler tankerne. De fiser rundt i hovedet. Han tænker, så det knager. Men efter et minuts penge lader han benene falde for derefter at ryste tøj og hoved på plads igen. Så går han over og tager fat i håndtaget til kontoret, træder ind i det brune lokale, kigger på sekretæren, kigger på sine forældre, tager sin mor og far med og forlader fløjtende skolen.

Sekretæren måber. Det samme gør Bennys forældre. De forstår ingenting, men følger forvirret med og er egentlig ganske glade for ikke at sidde dér på det usle kontor længere, høre dårligt om deres elskede søn og skrive under på alle mulige papirer. Benny slæber dem med hjem, sætter dem ved køkkenbordet og fortæller om sine planer.

- Vi skal starte en ny skole, beretter han. En helt ny skole, hvor vi vender det hele på hovedet, fortsætter han. Hvor man må være sin egen. Hvor vi hver morgen alle står på hovedet for at se verden i et lidt andet lys. For at vende op og ned på det hele. Lære folk at tænke på en anden måde og ikke være så fast funderet med begge ben solidt plantet på jorden. Lære dem ikke at være så jantede. Så Karlsenske.

Og sådan bliver det. Efter lidt forberedelser, hovedstand og hjælp fra de hjælpsomme forældre står Bennys nye skole klar i et lille hus lige overfor byens "rigtige" skole, hvor Karlsen regerer. Man kan faktisk se lige der over. Huset er ikke så stort og er sådan lidt skævt og løjerligt i det. Og inde i det har Benny vendt op og ned på det hele. Der er ingen borde og stole. Kun farverige rum fyldt med puder og madrasser. Der er intet kontor og lærerværelse. Blot et tumlerum og en pool. Et dejligt og sjovt sted, synes Benny og hans forældre, som jo har hjulpet til med at bygge stedet op. Nu mangler der bare nogle skøre børn, der kan li' at vende lidt op og ned på det hele. Ja, stå lidt på hovedet velsagtens. Og hvor får man så lige fat i dem?, funderer Benny. Selvom han selv synes, at det er det naturligste i verden at gøre, må han jo indrømme, at han jo ikke har set så mange andre gøre det. Det er dog ikke noget krav, at man ligefrem SKAL stå på hovedet her hos ham hele tiden, men man skal i det mindste lige prøve. Prøve at se det hele på en lidt anden måde. Være åben og fri fra jantebånd.

Han stiller sig - på hovedet - ved indgangen til skolen, som han i øvrigt har døbt Eloks Synneb. Han kan kigge lige over vejen til byens, gamle skole og studerer Hr. Karlsens vindue på 2. sal i den store bygning med de grå mursten. Derefter falder øjnene på den store skolegård.
   En gruppe børn stopper deres leg og kigger forundret over mod ham og det lille hus på den modsatte side af vejen. Benny kan ikke bedømme, om de ser interesseret eller skræmte ud.

Gruppen virker dog ret så nysgerrige og trasker stille ud af skolegården, over vejen og stiller sig lige foran Benny ved indgangen til den nye skole. De står længe og bare kigger med undrende øjne på Benny og det lille, farverige hus.
   - Hva' har du gang i?" får den største af drengene endelig sagt.
   Benny vender kroppen rundt og kravler op på taget af det lille hus. Gruppen følger ham med store øjne.
   - Godt I kunne komme, skråler han så. Hvor er jeg bare glad for at se jer, fortsætter han.
   Benny tilføjer: Kom med ind i huset. Så skal jeg vise jer den omvendte verden. En verden hvor alt kan lade sig gøre, og hvor man gerne må vende lidt op og ned på det hele. Lave kolbøtter, springe på hovedet i poolen, klatre rundt alle steder, stå på hovedet i puderummet, eller hvad I nu har lyst til. Lære noget nyt. Tænke anderledes.

Benny hopper ned fra taget. Og inden de andre børn når at tænke mere over det, tager han dem i hånden og trækker dem legende ind i det lille hus.

Benny siger stolt: Velkommen til min helt egen skole. Her er næsten ingen regler. Der er dog lige én lille ting, man lige skal, inden man selv slår sig løs. I skal altså alle lige prøve at stå på hovedet.

Gruppen ser tøvende på Benny. Så ser de mindre børn på den store dreng som ligesom er ham, man kigger på, når man ikke lige ved, hvad man skal gøre. Ham her den store knægt - som i øvrigt hedder Lasse - ligner dog ikke lige en, der ved, hvad der skal siges og gøres. Han ser derimod både forundret og skeptisk på Benny.
   Han føler nu alligevel, at han må sige et eller andet, men får igen kun sagt: Hva' har du gang i?
   Ikke videre klogt, nytænkende og smart, men ærligt talt ved han som sagt ikke rigtig, hvad han skal stille op med det hele. Han har tit set Benny stå dér rundt omkring på skolen på hovedet. Han har, som de andre, tænkt at det var noget mærkeligt noget at gøre. Sådan noget man jo bare ikke gør. Dybt latterligt egentlig. Men lige nu og her virker det faktisk meget fornuftigt det hele. Bennys ord, dette hus, denne her skole og alt det.

Benny kigger hjerteligt på den store dreng og resten af gruppen.
   - Hvad har I gang i? siger han så. Dag ud og dag ind går I i skole hos sure Hr. Karlsen og hans halvsure venner. I stiller ikke spørgsmålstegn ved det. I gør det bare og retter ind. Ikke noget med at se tingene på en anden måde. Alt kører bare som det altid har gjort. Hr. Karlsen og de andre hængemuler ved bedst, tror de. I skal bare gøre, som der bliver sagt. De kender sandheden, synes de. De kender svarene. I adlyder bare og passer jer ind til det. Dag ud og dag ind trasker I rundt på jeres to ben, sætter jer på bagdelen, rækker fingeren op og går i lige rækker frem og tilbage til dit og dat. Uden hoved og hale i det hele. I gør det bare. I bruger slet ikke hovedet rigtigt. Jeres hoved. Det skal udfordres og vendes om en gang imellem. Det gror fast, når det bare sidder dér og glor på stolen i klassen. Ryst det lidt. Vend det om. Få gang i blodcirkulationen.

På det her tidspunkt i Bennys tale kan den store dreng ikke rigtig følge med mere. Det flimrer for hans øjne. Det hele snurrer rundt. Huset, Benny, de farverige vægge. Han hopper op i vejret, slår en kolbøtte og pludselig, lige dér ved væggen med et billed af en struds, svinger Lasse benene op og laver han den flotteste stående på hovedet, Benny har set fra en nybegynder. Svop. Wauw! Benny klapper begejstret i hænderne og stiller sig ved siden af den store dreng - på hovedet.

De andre børn ved hverken ud eller ind. Store stærke Lasse står pludselig lige dér med de store fødder øverst og det store grødhoved nederst. De tøver, men de må jo ligesom følge trop, hvis der overhovedet skal hoved og hale i alt det her.

Der er lidt startproblemer for flere af dem, men efter et stykke tid står alle børn op ad den farvestrålende væg med strudse og alting på Benny nye skole.

Benny kigger rundt på de andre. Lasse er ligesom gået ind i sig selv. Der er vist mange ting, der lige skal vendes. De andre kigger lidt usikkert rundt i rummet. Også mange indtryk der lige skal kaperes her. Men efterhånden falder der en salig ro over den lille forsamling, og Benny kniber øjnene sammen på sådan en veltilfreds måde. Han har gjort det. Åbnet en ny skole. De første børn står nu sammen med ham - på hovedet. Han har givet dem noget at tænke over. Han har rykket rundt i deres faste forestilling om verden. Han har fået dem vendt en lille smule om.

Det han sagde, kom egentlig bare ud af ham, men lige nu forstår han pludselig selv, det hele meget bedre. Forstår hvorfor han kan lide at stå sådan her. Han kommer selv til at bruge hovedet bedre derved. Det er nemmere at tænke, når hovedet får fast grund under fødderne. Når hjernen vendes om og rystes lidt. Tænker, hvor sundt det er, at man nogen gange ser verden lidt omvendt.

Bennys lille nye skole bliver en ganske fin succes. Børnene har det godt der og lærer en masse nyt. Også om sig selv. De får set verden på en lidt anden måde og deres hoveder bliver rystet godt igennem og fyldt med spændende inputs og tanker.

Den gamle skole og Hr. Karlsen mister flere og flere elever. Han er rasende. Det nager ham. Han står og ser omlt over på Bennys latterlige nye skole. For Saturn da!, råber han ved vinduet på det store, brune kontor. Den lille irriterende Benny og det der skide stående på hovedet ting.

Han kæmper længe imod, men må dog til sidst indrømme, at han faktisk selv har lyst til at prøve det der hovedstand. Han klør sig i håret og tænker højt: Måske er det slet ikke så tosset endda? Måske er det egentlig meget sundt at se verden lidt omvendt en gang imellem.
   - Og alle forlader jo min pæne, rigtige skole, mumler han stille.

En tidlig fredag morgen hvor Benny skal til at åbne sin skole, kigger han ind i skolegården på den anden side af vejen. Og dér. Lige dér op ad muren ser han et par ben stikke op i vejret. Det var som syv, tænker han. Er det virkelig Hr. Karlsen, der står der - på hovedet? Benny går derover. Han er begejstret. Han stiller sig lige foran den lille runde krop og møder Hr. Karlsens blik. De kigger længe på hinanden. Benny med hovedet højt hævet i vejret, skolelederen med bøtten vendt nedad. Og nu er det hele ligesom den lidt omvendte verden - lidt vendt på hovedet velsagtens.