Det var blevet den tid på året, hvor aftenerne var blevet lange og noget lunere end de korte vinteraftener. De fire venner sad på en bænk ved den lokale tankstation, de hyggede sig med en halvlunken øl i det orange skær fra gadelygterne, der lige var tændt selvom solen endnu ikke var gået helt ned. Dan, som var en af de fire drenge, var noget større end de andre, så han stod for det med at købe øl, han var godt nok også kun femten ligesom alle de andre, men han så noget mere voksen ud og han var endnu aldrig blevet spurgt om ID.
   Drengene havde gået sammen hele året, bortset fra Simon, han var kommet til efter, han flyttede til byen i sommers, men var ret hurtigt blevet en del af gruppen. Simon var noget mere stille end de andre tre, egentlig lignede han dem heller ikke; han havde ikke store jogging-bukser fra Everlast eller en Bullrot-hættetrøje, egentlig var han slet ikke typen til at sidde på tanken og drikke øl, men han følte sig velkommen og accepteret, noget som han ikke var så vant til der hvor han kom fra.
   Ud over Dan og Simon bestod den lille gruppe også af Henrik og Lars, de to sidste medlemmer var Dans tro følgesvende, de gjorde alt hvad han sagde og de gjorde alt hvad han gjorde - Dan var vel en slags stammeleder.
   Simon får endelig tømt sin øl og får efter en lille kuldegysning sagt:

-"Nå, jeg tror hellere jeg må hjem, jeg har lovet min mor at jeg skulle hjælpe hende med øhh, med vasketøjet".

De kigger undrende på ham, Lars og Henrik siger næsten enstemmigt:

-"Klokken ti om aftenen?"

-"Ja, øhh - jeg må hellere smutte nu".

De ryster på hovedet med et skævt smil.

-"Whatever"

Lyder det fra Lars, mens de andre trækker på skuldrene.
   Simon griber sin cykel, der står nænsomt parkeret ved siden af de andres scootere og cykler hjemad. Han overvejer nøje hvad han skal sige til sin mor, han ved godt at hun ikke er vild med at han er ude så sent om aftenen på en hverdag og slet ikke sammen med de tre barylere, som hun kalder dem. Egentlig er Simon heller ikke så glad for al den ballade de laver, både på og uden for skolen, men han føler, at han er en del af et fællesskab og det vil han alligevel ikke undvære.
   Da han kommer hjem går det første kvarter med at overbevise hans mor om, at de blot har siddet hjemme ved Dan og spillet computer og at øllugten kommer fra hans jakke, som han havde på til fest i lørdags. Simons mor er ikke helt overbevist, men accepterer hans forklaring og beder ham om at lave de sidste lektier. Simon ved godt, at han i morgen alligevel skal sige, at han ikke lavet dem, hvis han skal opretholde sin del i gruppen - men han laver dem alligevel, for han har altid godt kunne lide religionsundervisning - Simon kom fra en meget kristen familie, men han selv var meget i tvivl og elskede at læse om andre trosretninger. Da han endelig får færdiggjort opgaven om hinduisme, med titlen "Karma", lægger han sig i sengen og efter få minutter falder han i søvn.

Dagen efter står han tidligt op, pakker sin taske og spiser morgenmad, normalt forsøger han at komme ud af døren inden hans mor står op, mest for at undgå at skulle konfronteres med hvad han skal efter skole, men i dag ved han at de skal ud til tante Sonja om aftenen, så han skal alligevel lige hjem efter skole. Simons mor når lige at give ham et farvelkys på kinden inden han går ud af døren og cykler i skole. Simon bor lidt uden for byen, så han er vant til at cykle meget, normalt er det en kedelig tur ind til byen, men i dag er lidt anderledes, for da Simon når ind til byen ser han en lædermappe ligge på cykelstien, han kigger sig rundt efter nogen der kan have tabt den, men der er ingen i nærheden, han samler den op og tager den i sin taske inden han cykler i skole.
   I den første time er Simon ret fraværende, han sidder og tænker på om han skal fortælle Dan, Lars og Henrik om mappen. Han har endnu ikke set hvad der er i den, men den så ud til at indeholde noget vigtigt, den så i hvert fald dyr ud. Da det bliver frikvarter mødes de fire drenge, som sædvanlig, omme bagved cykelskuret. Simon for tøvende sagt:

-"Øhh gutter? Jeg har noget som øhh".

De kigger på ham, med utålmodige øjne:

-"Ja?"

Lyder det irriteret fra Dan, mens slår ud med armene.
   Simon tager en hurtig beslutning og bestemmer sig til at holde mund om fundet af mappen.

-"Øhh, jeg kan ikke komme op på tanken i aften, jeg skal ud til min tante".

-"Var det bare det?"

Griner Dan med en smule hån i stemmen.

-"Det må du jo selv om, hvis du hellere vil ud til din tante, så kan vi jo ikke forhindre dig i det, vel Simon?".

-"Nææ..."

Siger Simon med en lidt bævrende stemme.
   Lidt efter ringer klokken, Henrik og Lars skynder sig at slukke deres cigaretter og tager et stykke tyggegummi for at skjule lugten.
   Resten af dagen går hurtigt og ganske som ventet får Simon ikke afleveret sin religionsopgave, fordi han jo havde glemt at lave den. Efter timerne er slut og han har sagt farvel til gruppen, cykler Simon ud til byskiltet, hvor han stopper op. Han bestemmer sig for at kigge i mappen, det er for risikabelt når han kommer hjem. I mappen ligger der en masse papirer, han kan ikke umiddelbart finde ud af hvad det er for noget; det ser vigtigt ud, men ser ikke ud til at have nogen værdi for andre end ejeren. Han lukker mappen og overvejer hvad han skal gøre eller hvad han burde gøre - han beslutter sig for at cykle hjem til ejeren med den, hans adresse står på mappen og det er ikke så langt fra hvor Simon er og for det andet, så er han sikker på at han vil vinde lidt respekt hos sin mor, hvis han fortæller hvor god en dreng han har været, så kan det være at hun giver ham lov til at være lidt mere ude.
   Simon skynder sig at vende om og cykle hen til Mågevej, hvor der står at ejeren bor, han finder endelig huset, Christian Jensen står der med store bogstaver på postkassen, det stemmer ret godt overens med det der stod på mappen. Simon går stille hen til døren og ringer på, der sker ikke noget med det samme, så han ringer igen, lidt efter åbner en høj rank mand døren og kigger undrende på Simon, men så får han øje på mappen i Simons hånd.

-"Har du fundet min mappe? Jeg har ledt efter den overalt, jeg har cyklet land og rige rundt efter den mappe, hvor fandt du den?"

Simon er helt forbavset over hans livlige reaktion, men får hurtigt overrakt mappen til manden der tager imod den med næsten dirrende hænder.

-"Den lå på cykelstien lige indenfor bygrænsen, så jeg samlede den op..."

Mere når han ikke at få sagt inden manden afbryder ham.

-"Tusind tusind tak, jeg ville gerne byde dig ind på et eller andet men jeg skal snart på arbejde. Kan jeg ikke få dit navn og din adresse, så kan jeg sende en tak til dig?".

Simon oplyser sit navn og adresse og manden skriver det hurtigt i mappen inden han lukker døren bag sig. Simon vender om og cykler hjem så hurtigt han kan, han vil helst ikke komme for sent hjem, de skal jo ud til tante Sonja.
   Da han kommer hjem står Simons mor i døren og venter på ham, hun ser ikke glad ud, men efter Simon får forklaret sin mor om mappen og den glade mand, accepterer hun hans undskyldning og går i gang med at stryge tøjet til om aftenen.
   Aftenen går godt, de hygger sig hjemme ved tanten og kommer sent hjem, men da det er fredag gør det jo ikke noget.

Ugen går og intet spændende sker. Simon har stadig ikke hørt fra manden og har efterhånden opgivet tanken om overhovedet at høre fra ham, han føler sig faktisk lidt snydt. Han har aftalt med gruppen, at de skal mødes fredag aften, hvor de skal til en fest hjemme hos en fra klassen.
   Det bliver en vild fest som sædvanligt, de drikker langt over evne og lørdagen skal bruges på at pleje tømmermændene. Simon kan ikke huske så meget fra festen, men han kan dog huske at de fire drenge havde snakket om hvor fedt det kunne være, hvis man kunne slippe afsted med stjæle et par flasker sprut nede fra kiosken, det er jo ikke ligefrem billigt. Simon havde det underligt med det, på én måde syntes han at det var en rigtig dårlig idé, men på den anden side så virkede det ikke som om at gode gerninger kunne betale sig, så hvorfor ikke prøve en dårlig. Det kunne jo også bare være, at det var fuldesnak fra de andre.

Det blev igen mandag og det blev igen frikvarter og som altid mødtes de fire bag skuret. Det viste sig hurtigt, at der ikke var tale om fuldesnak; Dan havde gennemtænkt planen nøje og planlagt hvem der skulle gøre hvad og hvorfor.
   Planen går på, at gruppen skal slå til tirsdag morgen lige når kiosken åbner, det er sidst på måneden og der er som regel ingen kunder i butikken, derudover er der kun én ekspedient i kiosken, så det skulle være rimelig nemt at snyde. Dan skal holde øje udenfor kiosken og sikre at der ikke kommer nogen. Henrik og Lars skal gå ned i afdelingen med syltetøj og "ved et uheld" vælte en masse glas på gulvet, og mens ekspedienten tjekker hvad der sker, skal Simon blot gå om bag disken og snuppe et par flasker sprut og løbe ud. Ganske simpelt mener Dan, der har fundet på planen. Lars og Henrik er tydeligvis ikke helt trygge ved det, men alligevel lettede over at det ikke er dem der skal tage flaskerne, Simon derimod står med åben mund og kigger på Dan.

-"Skal jeg stjæle flaskerne? Jamen hvad nu hvis.."

Dan afbryder ham hurtigt og siger overlegent, mens han nikker kommanderende til de andre:

-"Du er jo den nyeste her i gruppen og vi andre har også måtte ofre os for at være en del af gruppen, du tør måske ikke?"

De andre to vender sig nu imod Simon og kigger udfordrende på ham, mens deres bekymrede miner pludselig har forandret sig til et smil.

-"Jeg er da ikke bange, jeg vil bare lige sikre mig at øhh..."

-"Ja ja, det er godt med dig, vi slår til allerede i morgen tidlig, klokken ti, lige når vi får frikvarter, er I med?"

Både Simon, Lars og Henrik kigger tøvende på hinanden og nikker.

-"Godt, så siger vi det! Skal vi gå til time?"

Lyder det fra Dan idet klokken ringer.
   De går alle sammen ind mere eller mindre nervøse og da dagen er omme cykler de alle hver til sit.
   Simon er stille hele aftenen og hver gang hans mor spørger til om der er noget galt, siger han bare at han har haft en dårlig dag.

Det bliver tirsdag morgen og for første gang står Simon ikke tidligt op, han har ikke kunnet sove og han er helt smadret, han har en underlig følelse i maven. Han kommer ind på skolen fem minutter for sent og da han sætter sig, kigger Dan over skulderen og sender et skummelt grin til ham, det giver et ryk i Simon, han har virkelig ondt i maven - endnu værre bliver det da klokken ringer til frikvarter.

De fire drenge skynder sig ud fra skolen og løber ned i byen, de stopper lidt fra kiosken for at sikre sig at alle er indforstået med planen og der ikke er nogen i nærheden. Der er ingen indvendinger, selvom selv Dan ser en smule nervøs ud nu, men da der ikke er nogen at se i kiosken, bevæger de sig derhen. Dan stiller sig uden for og kigger årvågent rundt, mens Simon, Henrik og Lars går ind. De bliver hilst velkommen af en ung pige der sidder ved disken, med et lille smil, de hilser nervøst igen. De går rundt og kigger lidt og da de to drenge når til afdelingen med syltetøj, tager de mod til sig og vælter hurtigt en masse glas på gulvet - det giver et sæt i Simon, men ganske efter planen rejser pigen sig fra kassen og går hurtigt ned til Lars og Henrik og hjælper dem med at rydde op. Simon ved at det nu han skal slå til hvis det skal lykkedes, han går med hurtige nervøse skridt op til kassen, om bag ved disken og fisker de første tre flasker han får øje på, ned fra hylderne.

-"Hvad tror du lige du laver unge mand?"

Lyder det bestemt fra en mand bag ham, Simon vender sig med et chok og med tårer i øjnene, han ved med det samme at den er helt gal.

-"Jamen, Jamen øhh..."

Den ældre mand, der nu står helt oppe i hovedet på Simon kigger rasende på ham.

-"Ikke noget jamen, jeg tror du skal forklare dig til landbetjenten!"

Mens den ældre mand slæber ham i den ene arm ud imod baglokalet, ser han Lars og Henrik skynde sig ud af døren til Dan, der stadig står nervøst og skuler rundt om kiosken. Simon prøver at få fremstammet noget, men mandens flåen og hiven gør det umuligt for ham at få noget sagt.
   Manden skubber Simon hårdt ned i stolen og griber røret, han taster hurtigt nummeret til landbetjenten, som gjorde han det hver dag.

-"Så min fine ven, nu må vi se om du kan redde dig ud af denne her".

Siger manden med et lumsk blik til Simon, der sidder rystende med tårerne løbende ned ad kinderne.
   Han ved ikke hvad han skal gøre og det eneste han kan tænke på er hvor skuffet hans mor vil blive når hun finder ud af det. Efter ti uendeligt lange minutter banker det på døren, den ældre mand går selvtilfreds ud ad døren. Simon kan høre de to snakke uden for døren, men ikke hvad de taler om. Ikke længe efter går døren op og en uniformeret mand kommer ind, Simon kigger ned i gulvet og ser stille op ad manden der står i den lyseblå skjorte, med det lille guldfarvede skilt og endelig får de øjenkontant, de ser begge lige overraskede ud, da de opdager at det ikke er første gang de støder på hinanden.

-"Jamen du er da den dreng der kom med mappen. Øhh Simon, ikke?"

-"Jo, det er mig. Jeg er virkelig ked af det, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre..."

Siger Simon næsten med gråd i stemmen, mens han kigger desperat på betjenten. Simon ved ikke hvor han skal gøre af sig selv, han har allermest lyst til bare at løbe hjem til sin mor.

-"Nej, det er en værre redelighed du har sat dig selv i her".

-"Jamen, der var også..."

Simon stopper sig selv, han tør ikke udlevere de andre, selvom han har lyst til det, når de nu svigtede ham, men han er virkelig bange for at de vil tæske ham og de har jo alle tre storebrødre.

-"Var der flere Simon?"

Spørger betjenten interesseret, men Simon skynder sig at svare, så det ikke virker mistænkeligt.

-"Nej, det var kun mig og jeg er virkelig ked af det, jeg lover at det aldrig nogensinde sker igen. Jeg lover det."

Betjenten tog hatten af og lagde den på bordet og kløede sig i håret, han sad i lang tid og tænkte inden han endelig sagde:

-"Hør her Simon, jeg tror på dig, jeg tror på at du ikke gør det igen og flaskerne er jo kommet tilbage på deres plads, så ingen skade er sket. Vi glemmer det her, men også kun fordi at du gjorde en god gerning for et par uger siden - og jeg skylder dig vist også en. Men glem aldrig at alting kommer tilbage til dig, jeg tror det kaldes karma."

Simon nikkede og tørrede tårerne væk fra kinden, mens han takkede betjenten. De gav hinanden hånden og gik ud.
   Den ældre mand, som viste sig at være kioskejeren, stod udenfor og ventede på en afklaring, betjenten forklarede ham, at Simon var blevet sat på plads og havde lovet aldrig at gøre det igen, kioskejeren kiggede mistænksomt på Simon og sagde:

-"Havde det være mig der havde gjort det da jeg var på din alder..."

-"Ja ja, Bent - jeg tror han har forstået det!"

Sagde betjenten med et smil.
   Da de kom ud gav de hinanden hånden igen og lige inden de gik hver til sit sagde landbetjenten.

-"Husk nu, at man kan komme ud i noget skidt ved at gå sammen med de forkerte, vælg dine venner med omhu - husk det!"

Simon nikkede og skyndte sig hjem, kastede sig i sengen og faldt straks i søvn. Han vågnede først da aftensmaden var sat på bordet. Han sagde ikke noget til sin mor og lod som ingenting og da aftensmaden var slut skyndte han sig ind på værelset for at lave lektier, han satte sig og læste den opgave han tidligere havde skrevet om hinduisme og karma. Han finder hurtigt en kuglepen og skriver:

"Det her er en opgave jeg skrev for noget tid siden, du skal vide at jeg fortryder meget hvad jeg gjorde og sandheden er, at jeg ikke er den eneste, men jeg tør ikke sige hvem der var med, da jeg er bange for at de kommer efter mig, men hvis du cykler forbi tanken hver aften omkring ni-tiden, så vil du få et indblik i hvem mine tidligere venner var. Hilsen Simon"
   Simon foldede papiret sammen, løb ud af døren og cyklede indtil byen, til Mågevej hvor han ved at landbetjent Christian Jensen bor, han lagde brevet i postkassen og cyklede hjem, med en ny følelse i maven, en følelse af at være stærk og gøre det rigtige.

-"Lad os håbe at alle gode gerninger virkelig kommer tilbage til én"

Sagde han til sig selv, idet han cyklede forbi byskiltet på vej hjem til sin mor.