Der var engang en pige, der havde alt for meget at sige, men ingen mennesker at sige det til. Hun havde så mange tanker, at hendes hoved slet ikke kunne rumme dem, og nu og da blev hun nødt til at rydde op i dem. Desværre havde hun ikke noget sted at gøre af sine tanker, så hun lagde dem bare på sit skrivebord. Men, det kan tankerne som bekendt ikke holde til, så i løbet af natten blev de altid luftige og blæste bort med strømmen.
   Pigen blev altid meget ked af det hver gang hun stod op om morgenen og så, at hendes tanker var blevet reduceret til små luftige, tomme bobler hun ikke kunne bruge til noget. Men, heldigvis var hun ikke nem at slå ud, så hun tænkte bare nogle nye og bedre i løbet af dagen.
   Desværre stod det også sådan til, at pigen for det meste var meget ensom. Hun vidste ikke rigtigt hvorfor, men da hun ikke kunne ændre det faktum, at det var hun, havde hun valgt at sortere alle de mørke tanker om netop dette emne fra. Og hun efterlod dem så på bordet i en pæn dynge, så de kunne forsvinde til næste morgen. Så kunne hun gå i skole med et klart hoved, hvor hun kunne tænke nye tanker. Og, alle de ting de andre børn råbte efter hende eller drillede hende med kunne hun også tænke på - med den viden, at de ville forsvinde fra skrivebordet i løbet af natten.
   En dag var pigen ude at gå en tur i byen, helt for sig selv. Hun kom forbi en smuk butik fyldt med alverdens flotte ting, lavet af porcelæn, glas og ler. Der var sparegrise, vaser og flotte figurer. Og en fantastisk skulptur formet som en bamse, lavet af matteret glas, farvet i alle verdens farver. Da pigen havde netop den alder, hvor den slags ting er helt og aldeles vidunderlige, kom hun på stedet frem til, at denne bamse måtte hun eje. Der var noget ved dens store, varme øjne og indbydende favn der drog hende. Også selvom den var lavet af det koldeste, hårdeste glas. Heldigvis havde hun nogle penge, så hun skyndte sig ind i butikken og købte bamsen.
   Da hun kom hjem igen fejede hun alle de spøgelsesagtige, matte tanker af skrivebordet og placerede bamsen der. Hun satte sig foran den og kiggede længe på den. Forsigtigt rørte hun ved de glatte overflader og så ind i de dybe, tillidsfulde øjne. Hun sagde noget, og det virkede næsten som om bamsen lagde hovedet på skrå og lyttede. Jublende krammede hun den. Hun fortalte den endnu en ting, og nu virkede det næsten som om, at den nikkede forstående og smilede.
   Og således begyndte hun at fortælle til bamsen. Først fortalte hun et langt eventyr, hun selv havde digtet. Bamsens øjne glødede mens hun fortalte, og hun mærkede en sær varme brede sig i det kolde glas. Hun blev ved og ved med at fortælle. Hun fortalte om sit liv, om sig selv og om alle sine tanker. Og selvfølgelig alle de andre eventyr og historier, dige og episoder, som hun fandt på. For dem var der mange af, og hun ville ikke have at de skulle forsvinde. Og mens hun fortalte gik det op for hende, hvad bamsen var: Det var præcis sådan en ting, der kunne fastholde flyvske tanker og passe på dem, som hun altid havde manglet!
   Næste morgen følte hun sig klar i hovedet som aldrig før. Klar som glas! Lige meget hvad de andre sagde til hende, prellede det af på hende. For hun vidste, at lige meget hvad kunne hun sige det til bamsen, og den ville forstå hende. Da hun kom hjem igen satte hun sig straks ned for at fortælle. Og denne gang syntes hun næsten, at bamsen svarede hende inde i hendes hoved med en rar, blød stemme.
   Dagene gik, og til sidst følte pigen sig næsten lykkelig. Endelig havde hun en ven, der forstod hende og vidste hvordan hun havde det. Hun begyndte endda at have bamsen med sig overalt, sikkert pakket ind i en ulden sweater i sin taske. Når de andre børn var ude i frikvarteret for at spille et eller andet dumt boldspil, satte hun sig i en krog med bamsen og snakkede i sit stille sind med den.
   Men en dag da hun sad i krogen, skød en af de store drenge pludselig en bold gennem vinduet. Den smadrede det skrøbelige glas i tusind skarpe stumper, der fløj til alle sider som vilde pilespidse. Men vinduet stoppede ikke bolden. Den fortsatte lige hen mod pigen der sad med bamsen i hænderne, slog den ud af hendes greb og knuste den mod gulvet. Pigen skreg forfærdet og fejede desperat skårene af sin ven sammen. Men det føltes som om varmen og farven langsomt forlod de tusinde splinter, som en tynd røg der steg til vejrs og opløstes. Og pigen græd fortvivlet, fordi hendes eneste ven var død.
   Da de store drenge skulle hente deres bold, kiggede de kort på hende og trak på deres skuldre.
   "Nåh," sagde ham, der havde skudt bolden. "Der røg julekuglen."