Jeg har engang mødt en trold. Ikke bare sådan en legetrold. Nej, en sprællevende rigtig trold! Måske tror du mig ikke, men det er fuldstændig sandt. Og jeg kan fortælle dig noget om trolde. Det der med, at de bor i høje? Sludder og vrøvl! Den jeg mødte boede ved siden af motorvejen, som løber larmende forbi det nederste af vores marker.
   Og det med at de bliver til sten, hvis solen skinner på dem? Ha, løgn! Jeg har siddet og sludret med ham i solskinnet masser af gange.
   Til gengæld er de grimme. Der har historierne ret i. Han var stor og krumrygget med stikkende brune hår på hele kroppen. Hans fødder og hænder var som plader. Hænderne kunne nå omkring et helt træ og vælte det om på jorden.
   Og hans ansigt. Jeg siger dig, det var grimt. Næsen fyldte næsten det hele og over det sad to store øjne. Under det en kæmpe mund med sprukne læber.
   Men derfor skal man ikke være bange for ham. For som med så meget andet, har det ydre intet at gøre med det indre.

Første gang jeg så ham blev jeg bange. Jeg var gået ned over markerne for at nyde solen og varmen og duften af græs. Jeg gik aldrig helt ned til motorvejen. Det turde jeg ikke. Jeg stoppede altid halvvejs nede, vendte om og gik tilbage igen. Men på netop denne dag fangede noget mit øje. Helt nede ved hegnet, tæt på vejen, stod en lille klynge træer. Jeg havde set på træerne tusindvis af gange. Stammerne var tynde og udpinte under de lysegrønne kroner.
   Men det jeg så denne dag, var en stor tyk træstamme midt i det hele. Den var brun som de andre, men fem gange så tyk. To grene stak lige ud i luften fra hver side. Træstammen forsvandt op i de andre trækroner
   Jeg blev nysgerrig. Hvordan mon et træ kunne vokse sig så stort på så kort tid?
   Jeg trodsede derfor min vej-frygt og gik ned mod træerne. Først da jeg stod lige foran den store stamme standsede jeg. Træet så alligevel lidt anderledes ud da jeg stod så tæt på det. Nu kunne jeg rigtig se den stikkende bark, som i modsætning til alle andre træer, ikke var rynket og ujævn. Den så nærmere lidt blød ud. Jeg rakte derfor armen frem og satte hånden på stammen. Pikkene stak, men under dem var barken blød. Og varm... Det studsede jeg godt nok også lidt over. Jeg havde aldrig mærket et varmt træ før. Jeg følte lidt rundt på det. Det var blødt og varmt overalt under pikkene. Så tog jeg en finger - den med den længste negl, så jeg rigtig kunne bore den ind - og stak den i barken. Bare for at se hvad der skete med den bløde overflade.
   Der lød et brøl, som når en hel lastbil kommer forbi, og træet lettede fra jorden med splittet stamme og grenene susende ned mod stedet jeg havde prikket til. Jeg åbnede munden for at skrige, men min angst holdt på alt lyden, så jeg stod bare der stiv som en pind, med åben mund og øjnene på vej ud af øjenhulerne.
   Den splittede stamme tog et hop og forsvandt op i trækronerne! Det var der jeg pludselig kunne bevæge mig igen. For de spinkle høje træer kunne slet ikke bære det hoppende træs vægt og kronerne svajede faretruende mod jorden. Jeg vaklede baglæns men snublede og faldt ned på rumpen. Der prøvede jeg at krabbe baglæns, mens trækronerne bøjede sig længere og længere ned over mig. Til sidst blev jeg fanget i dem. Der var grene og blade overalt omkring mig. Jeg lukkede øjnene og lå musestille under de svajende træer, så var det jeg hørte noget. En prusten og en klapren og bæven kom fra trækronerne.
   Jeg åbnede først det ene øje, så det andet og så direkte op i et par kæmpe store sorte øjne. De store øjne kiggede på mig et meget kort øjeblik og lukkede sig så hårdt i. Jeg studerede ansigtet, som svævede i grenene over mig. Munden bævede og den klaprende lyd kom utvivlsomt fra tænderne derinde. Jeg kunne ikke se andet end ansigtet, men det fortalte mig at træet, hvis det da var et træ, var mere bange for mig end jeg var for den. Derfor forsvandt min frygt som dug for solen. Jeg strakte armen, prikkede to gange på den enorme næse over mit bryst og sagde "hej."
   Træet blev så forskrækket, at den åbnede øjnene med et sæt. Det gav et ordentligt spjæt i den, så alle de svajende træer rystede. Der lød svirp, som af smældende piske, de det ene træ efter det andet hor tilbage i ret stilling. Et BUMP fik jorden til at ryste da træet landede, og så var alt igen normalt. Næsten. For ved siden af mig i græsset, stak en kæmpemæssig numse lige op i luften. En ryg gik som en rutsjebane mod jorden, hvor den mundede ud i to store arme, som skjulte et hoved fyldt med strittende hår..

Det var sådan jeg mødte trolden.
   For I kan jo nok se, at træet slet ikke var et træ, men en stor troldekrop!
   Han havde forvildet sig ud på marken om natten og da solen stof op, var der ingen andre gemmesteder end den lille klynge træer. Han havde derfor besluttet at stå mellem træerne helt til det blev aften, i håb om ikke at blive opdaget.

Jeg sagde "hej" igen. Numsen hoppede, et forskrækket hyl lød unger armene og hele kroppen lod til at forsøge at gøre sig usynlig, hvilket var ret umuligt, størrelsen taget i betragtning.
   "Du skal ikke være bange," sagde jeg trøstende og klappede ham på skulderen.
   Det gav et lille hop i ham, men langsomt begyndte han at ryste mindre.
   Jeg satte mig i græsset ved siden af ham og begyndte at snakke. Jeg fortalte ham at jeg troede han var et træ, at jeg boede på gården lige deroppe, at jeg sagtens kunne vise ham hvor der var mad, hvis han var sulten og selvfølgelig fik jeg ham også advaret mod naboens bidske hund. Men den undgik man mellem klokken et og to, for der var den med til frokost.
   Jeg tror måske trolden var bange for hunde, for da jeg fortalte ham det sidste, blev han så lettet at han lo en buldrende latter, som fik hele hans krop til at bølge. Derefter rejste han for første gang hovedet og så på mig.
   "Hej," sagde han med en dyb rungende stemme. Han satte sig tøvende ved siden af mig, med den lange troldehale viftende bag sig.
   Jeg smilte til ham. "Se jeg er slet ikke farlig."
   Han lo lidt. "Du er også en af de små. De store af din slags skal man passe på," sagde han og stak mig et smil, der næsten så ud til at flække hans ansigt.
   Jeg rodede i min lomme. "Her." sagde jeg og rakte ham hvad jeg havde ledt efter.
   Han tog læbepomaden, som var på størrelse med hans fingernegl.
   "Du har mere brug for den end jeg," forklarede jeg ham, da han så spørgende på mig.
   Han lod stadig ikke til at forstå meningen med den lille dims jeg havde givet ham. Jeg tog den derfor ud af hans hånd og åbnede den.
   "Kom helt herned," bad jeg ham og han bukkede sig dybere ned mod mig. Jeg kunne lige nå ham hvis jeg stod på tæer, og hurtigt fik jeg smurt de sprukne læber. Bagefter var bøtten tom, men trolden så rigtig smart ud med skinnende læber, så det var ok.
   "Tak," brummede han og bevægede munden for at prøve følelsen af.
   Han var nu slet ikke bange mere og vi sad og talte sammen helt til det blev aften. Det var her han fortalte mig om højene og solen og om hvor ensomt det kunne være at være en trold. Alle andre skabninger, viste det sig, var nemlig bange for trolde fordi de var så store og grimme. Selv trolde var nogle gange bange for andre trolde, hvis de var virkelig grimme - og det var de tit.
   Derfor gik trolde mest rundt for sig selv. Der var nemlig ingen der turde være sammen med dem.
   Jeg var heldigvis ligeglad, sådan er det tit med børn. Det voksne ikke kan fordrage, kan børn godt lide. For eksempel mudder, uglegylp og risengrød.

Det var der vi første gang sad i solskinnet og snakkede. Vi gjorde det ofte siden, for vi blev så gode venner, at han besluttede at blive boende i den lille klynge træer.
   Han boede der hele min barndom og jeg besøgte ham hver dag. Men han var aldrig at finde mellem klokken et og to. Pudsigt nok på samme tid, som naboens høns begyndte at forsvinde.
   Vi kunne aldrig lave så meget, for han var altid bange for at blive set. Vi sad bare der for foden af træerne, som skærmede os for vejens nysgerrige blikke, og talte om alt muligt. Egentlig var det nok mest mig der talte, for jeg oplevede så meget han gerne ville høre om. Ind imellem fortalte han mig også hvad han lavede om natten, og det kunne være helt uhyggelig!
   Da jeg blev ældre og flyttede hjemmefra blev han i træerne. Jeg besøgte ham hver gang jeg kom hjem, men det blev desværre mere og mere sjælden.
   En vinterdag da jeg, lige efter min hjemkomst, gik mod klyngen af træer, var marken øde og bilerne synlige på vejen. Træerne var væk og det samme var trolden. Jeg blev noget trist til mode, for trolden havde været min ven gennem mange år, og havde altid lyttet til mig.
   Jeg tror han var flyttet tilbage i skoven. Men måske sidder han i en klynge træer et sted.
   Så hvis du nogensinde ser et meget stort træ mellem en masse små, så prøv at prikke til den. Måske får du trolden at se.