Mit hoved banker. Mit åndedræt kæmper. Jeg ligger alene, helt alene, med kinden mod det kolde stengulv. Min krop ryster ukontrolleret, og jeg fryser. Mine øjenlåg bliver tungere og tungere, at holde dem åbne er en kamp, jeg er dømt til at tabe. Jeg giver efter for trætheden, udmattelsen og den sky af skam der hænger over mig. Gråden stopper, og tårerne på min kind tørrer langsomt ind. Mascaraen i mine øjne svier. Han står stadig i et klart billede, som et fotografi, for mine lukkede øjne. Jeg kan stadig mærke hans store kolde hænder om min hals. Skammen da han overgav mig til sin ven. Følelsen af mit hjerte på vej ud af brystet på mig. Det hårde badeværelsesgulv min krop faldt sammen på. Det hele står klart og tydeligt. Enhver lille detalje. Det sker om og om igen i mit hoved, indtil mine øjenlåg taber deres kamp, og mørket tager over.

Min tynde jakke kan ikke holde frosten ude. Mine frosne fingre har svært ved at tænde lighteren. kulden bider på mine kinder. Den tørre røg i mine lunger. Min bløde hue glider lidt ned over øjnene på mig. Det tynde lag sne har gennemblødt mine sutsko. Mit nyvaskede våde hår klamrer sig til min hals. Jeg kigger ud mod vejen. Min hjerne er konstant på vagt. Jeg springer næsten af skræk, da hun stiller sig ved siden af mig. Hun har langt lyst hår og et bredt smil. Jeg får fremtvunget et lille anstrengt smil, og kigger hurtigt ned i jorden igen. Efter et par rystende forsøg, får hun tændt sin lighter og sin smøg. Hun har en stor Babylyserød pelsjakke, stramme sorte jeans og lysebrune bamsestøvler på. Hun har lange falske negle, og lange perfekte øjenvipper. Hun ligner næsten en dukke. Hun er meget lavere end mig. Alle ligner dværge ved siden af mig. Vi ryger vores smøger færdige, går indenfor, og hvert til sit uden et ord. Gangen er lang. De hvide vægge passerer ubemærket mit syn. Mine skridt er tunge og trætte. Jeg har ikke lukket et øje de sidste 2 dage. Jeg ser døren. Den er gammel og af mørkt træ. Alt her er deprimerende. Jeg trækker mine fødder i mål. Nu er det mørke træ alt jeg ser. Jeg tager en dyb indånding, og åbner døren.

Jeg mødes af omtrent tolv piger, en enkelt dreng og en lidt ældre kvinde. De sidder alle sammen i en ring på gulvet. Nogle af dem rykker sig sammen for at gøre en plads til mig. De virker alt for ivrige for at få mig til at føle mig velkommen, det er næsten som en kamp. Alle har store urealistiske smil på. Mine fingre tager et greb om lynlåsen i min jakke, og lyner den ned. Jeg sætter mig ned på min "plads", og min syn mødes igen af Barbie. Hun har også et stort smil på, men det virker oprigtigt. Imod sætning til alle andres. "Hej Emilie". Jeg vender hovedet væk fra Barbie, og ser det er den lidt ældre kvinde. Hun har et pædagogisk smørret smil, leverpostejsfarvet brunt hår, og hun lugter sikkert også af kaffe. Jeg opdager at alle kigger på mig. Alle 28 øjne er nu rettet mod mig, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.
   De sidder der bare, sultne efter et svar. Som blodtørstige kamphunde. Min bedste kvalitet kommer frem i mig. Et lille akavet smil. Det er det jeg er bedst til. Kvinden begynder heldigvis og snakke, alles blikke rettes mod hende. Jeg fanger enkelte brudstykker. "Det er ikke jeres skyld", "vi er her for at hjælpe hinanden". Jeg lærte hurtigt, at det er det samme hver eneste gang. Så jeg holder helt op med at lytte. Mine tanker svæver rundt om alt muligt forskelligt. Ligegyldige ting. Som at jeg hader når folk kalder mig Emilie.

Jeg er blevet kaldt Mille siden jeg var omkring tre. Mit tankemylder bliver forstyrret af Barbies gyldne lokker i ansigtet på mig. Hun har lænet sig over mod mig. "Er hun ikke bare for meget?" siger Barbie med et lille smil. Stadig oprigtigt og venligt. Hendes øjne er stadig rettet mod kvinden. Jeg tror jeg får fremstammet et ja som svar, men jeg er ikke sikker. " Jeg hedder for resten Kathrine". "Hvad hedder du?" det spørgsmål gør mig så meget mere forvirret end det burde. Jeg bliver næsten helt rundtosset. Det ser ikke ud som om Barbie tager sig af det, eller Kathrine som hun åbenbart hedder. Hendes øjne er stadig rettet mod kvinden. "Mille" siger jeg med den mest selvsikre stemme, jeg kan få frem, men jeg tror ikke det gik specielt godt. "Jamen hyggeligt og møde dig Mille".

Jeg rejser mig noget tid efter de andre. Barbie er smuttet. Der står to piger i lokalets hjørne, de bemærker ikke min tilstedeværelse. Jeg lyner min jakke, tager min hue i hånden, og går ud ad den store mørke dør. De hvide vægge passerer igen mit syn. Mine fødder slæbes mod gulvet. Jeg når til den dør, som jeg ledte efter. Det er min dør. Mit værelse. Jeg har aldrig haft mit eget værelse. Jeg åbner den, og går ind. Igen er alting hvidt. Sengen, betrækket, gulvet og væggene. Det er kun gardinerne der ikke er helt hvide. De er blevet brændt i hjørnerne. Alting er deprimerende her, men alligevel skræmmende. Jeg lægger mig på sengen, og jeg kan mærke mine trætte øjenlåg glide i. Den eneste kamp jeg bliver ved med at tabe.

Endnu en dag med kedelige møder, hvide omgivelser og trætte blikke. Det er heller ikke med min gode vilje at jeg stadig er her. Hvis det stod til mig, var jeg smuttet for længe siden. Jeg bliver bare nødt til at klare mig igennem de næste par måneder, så er jeg ude herfra. Jeg gnider mig i øjnene, og satte mig på kanten af sengen. Den er ikke hård, men heller ikke blød. Den er sådan lige tilpas. Mine kolde fødder vågner, da jeg stikker dem i mine sutsko. Den alt for store hættetrøje hænger helt ned til mine knæ, man kan ikke engang se at jeg har shorts på indenunder. Jeg tager min hue, min jakke og mine smøger i hånden, og åbner min dør. Det er rent og skært kaos der springer i hovedet på mig. En hel gang fyldt med tøser der snakker, sladrer og valser frem og tilbage. Min hjerne er ikke helt vågen, så det er lidt svært at følge med. Ud af det blå springer Barbie ud foran mig. Min krop trækker sig sammen af chok. Hun griner lavmælt, og giver mig et lille smil. Hun har allerede sin jakke og sine sko på. Bag hendes øre sidder en smøg. På samme måde som man plejede at holde blyanter. "Skal du med ud?" Ordene kommer så hurtigt, at det er svært at opfange dem. Så jeg nikker bare hurtigt, og følger efter hende udenfor.

Det er endelig blevet aften. Det er min yndlings tid på dagen. Jeg fungerer bedst om aftenen og ud på natten. Det er der mine tanker får frit løb. Jeg lægger hovedet på puden, og lukker øjnene. Der udspiller sig utallige scenarier og historier i mine tanker. Alt fra de sydligste tanker, til en dreng jeg synes var sød. Men min motorvej af tanker bliver stoppet af min telefon. Den brummer ihærdigt og insisterende. Jeg giver efter, og vender den med skærmen opad. Der er en besked fra et ukendt nummer. UKENDT: Vi bliver nødt til at snakke Mille... Jeg har ikke den fjerneste ide om hvem det kunne være, men alligevel svarer jeg. MILLE: Hvem er du? Der går noget tid uden at min telefon brummer. Jeg opgiver lidt at få et svar, det er sikkert bare en, der har en virkelig dårlig sans for humor. Men jeg får faktisk et svar. UKENDT: i morgen, klokken 14, på Pladsen. Pladsen var min skoles stamsted. Alle hang ud der efter skole, og om aftenen. Der var også altid fester i weekenderne. Kommunen har hyret en vagt til at gå rundt dernede nu, fordi at mange af tingene blev ødelagt. Hvem vil dog mødes med mig der?

Natten sneglede sig afsted. Mine tanker om hvem denne person kunne være, ville ikke stoppe. Min seng føltes som et fremmed sted, hvor jeg bestemt ikke havde lyst til at være. Der gik timer, før end at mine øjne gled i, og alting blev mørkt.

Om morgenen var jeg stadigvæk i tvivl om jeg skulle tage ned til Pladsen eller ej. Nej, jeg lyver. Jeg tager afsted, men hvordan skulle jeg komme ud af det her sted? Jeg åbner min dør, og der står Barbie. Hendes hånd er knyttet, og oppe i luften. Hun var nok lige ved at banke på. Hendes brede smil, former sig.

Jeg tager hende med.

Jeg hiver i hendes arm,. og trækker hende ind på mit lille værelse. Jeg lukker døren bag hende, og kigger på hende. Jeg kan se at hun undrer sig, men hun smiler stadigvæk. Det er næsten irriterende, at hun altid ser så glad ud. Hun har stadigvæk ingen ide, om hvad det er der foregår.