Der var ikke meget, man kunne blive enige om i boligforeningen, men et juletræ på fællesarealet skulle man have. Med den nye formand i front, drog en udvalgt skare til skovs for at indkøbe græsplænens pryd og julens ultimative symbol.
Den rethaveriske formand stod fast på, at de skulle have det største træ, som juletræsplantagen formåede. Argumentet var, at det skulle overgå naboejendommens træ i størrelse.
Man aftalte med plantageejeren, at træet blev leveret på adressen.
En dag i begyndelsen af julemåneden ankom det. Himlen var vred, og regnen piskede i ansigtet på de få fremmødte. Træet blev væltet af ladet og optog en hel parkeringsplads.
Et par dage senere kastede man sig ud i at rejse træet og tilpasse det i metalrøret, der var anbragt i græsplænen. Formanden havde dog ikke indregnet diameteren på træ og rør, og da træets stamme var 4 gange større end røret, skulle der nu arbejdes for sagen med sav og økse.
Efter 5 minutter fik formanden hold i ryggen, idet fysisk arbejde ikke var det, som han og hans omfangsrige krop beskæftigede sig med i nævneværdig grad.
Ejendommens ældste beboer, den evigtunge 85-årig Henning, tog over. Men også han måtte indrømme, at arbejdet var mere omsiggribende, end først antaget efter at have bakset med opgaven en times tid.
Robert ankom og stillede beredvilligt sin el-høvl til rådighed. Spånerne fløj om ørerne på de forsamlede og inden længe havde stammen den ønskede diameter.
Optoget hankede op i træet og bar det om på plænen. Med lodder og trisser fik man rejst det op og presset det ned i røret. Uheldigvis var det høvlet skævt grundet en genstridig knast, og nu sad det uhjælpeligt fast. I en vinkel på 30 grader, lænede det sig uskønt til siden og fratog træet den tiltænkte majestætiske oplevelse. Fra altanerne beskuede man med skepsis det sælsomme syn, som ikke blev mindre efter, at træet blev dekoreret med lyskæder. Den vindskæve vinkel blev nu belyst, da de tændtes efter mørkets frembrud.
Efter en uge kunne Henning ikke udholde synet længere. Robert foreslog, at man med et primitivt hejseprincip forsøgte at løfte træet op. Lysene blev pillet af med stor møje, da Henning måtte op og stå på en wienerstige på den gennemblødte græsplæne. Med en del mas svuppede træet op af røret. Robert høvlede, træet kom på plads igen, og Henning satte en kile i røret. Nu stod træet lige. Bardunerne blev spændt ud, og lyskæderne genanbragt. Henning formede endvidere en smuk stjerne i toppen med en af lyskæderne fra Harald Nyborg.
Folk klappede i hænderne og nød det smukke syn hen over jul og nytår.
Den 6. januar, på Hellige Tre Konger, afbrød sparsommelige Henning elforsyningen til lyskæderne, og efterlod træet i næsten naturlig pragt, bortset fra 4 røde barduner og 5 udslukte lyskæder, som svøbte sig rundt om det. Det stod strunkt og ret på græsplænen med fjorden som udsigt.
Den samme ivrighed som beboerne havde haft for at få træet anskaffet klingede af, da det skulle nedtages.
Efter påske stod det der stadig. Ensomt og forladt med en overvægt af brune grannåle. Kvarterets hanhunde havde dog en daglig fornøjelse af det på deres faste rute.
Det år viste østenvinden sig rigtig sprælsk og kåd. Der opstod en frisk lille storm, som med umådelig appetit kastede sig over området og piskede havet til skum. Den fik føling med træet, der løftede det op til første sals højde, mens bardunerne flirtede med lyskæderne. Træet hvirvlede af sted i sanseløse piruetter over mod naboernes ejendom. Hen over Flemmings jolle, der lå anbragt langs husmuren, opstod et vakuum, der gjorde, at tyngdekraften sænkede træet ned, hvorefter det udmattet lagde sig til rette på toften og strakte sin stamme, barduner og lyskæder ud over bådens hæk.
Der er en sandhed i, at julen varer lige til påske.